Den spidsborgerlige underklasse
Socialt udsatte, udkantsdanmark, de svage og ikke mindst underklassen. Den kære har flere navne, og alle er enige om, at den skal bekæmpes. De liberale vil give milliarder af stakkelettelser til de rige, så underklassen kan hjælpes, og socialisterne vil sørge for, at de har det godt, der hvor de er, så de stadig bliver ved med at stemme på dem. Men hvem er underklassen? Er det dig og mig, der maks. tjener 10.000 kr. om måneden men ved, hvordan Arla kan have indflydelse på hvad fødevareministeren siger om mælk? eller vores nabo, der tjener 50.000 kr. om måneden, men har ingen anelse om, hvorfor man stopper ved rødt i trafikken? Han gør det, fordi alle de andre gør det.
Lige efter anden verdens krig var Danmark stadig et samfund præget af nøjsomhed og lav vækst. Landbruget var det vigtigste sektor og kvinden havde stadig ikke fundet vejen ud af hjemmet.
Takket være den amerikanske eksport af industrialisering fik vi brød på bordene og begyndte at tænke politisk. Vi begyndte at kalde os for liberalister, socialister eller socialdemokrater. En af disse social demokrater hed Bent Hansen som i sin bog "Velstand uden velfærd" kritiserede den danske klasse samfund i 1969. Nok var velstand målt på samfundets produktion pr. indbygger vokset voldsomt, men det var stadig en lille privilegeret overklasse, som sad på størstedelen af landets formuer. Skulle Staten gribe ind og fordele midlerne, eller skulle det hele overlades til markedsmekanismen? Det velfærdsamfund vi har i dag er et resultat af den diskussion.
