Lighed og solidaritet. Disse to begreber må synes fremmed for den moderne venstreorienterede feminist, for hvem kvindekamp ikke længere er klassekamp. Medmindre der er tale om overklassens kvinder, der i stigende grad argumenterer ud fra en devisen ?når det regner på præsten, så drypper det på degnen?. Om man er rød eller blå, synes de feministiske debattører at holde fast i et fokus, som udelukkende kredser om deres egen position i samfundet ? nemlig toppen.
De seneste uger har debatten om øremærket barsel og Leonora Christina Skovs spotlys på kvindekroppen i det offentlige rum har vist, at der stadig er livstegn i ligestillingsdebatten. Men man må i den grad tage sig til hovedet, når ingen ønsker at lægges arm om løsninger for de 26.000 kvinder udsættes for partnerhold hvert år, mens kvinders løn for samme arbejde er 15-20 pct. lavere, etniske kvinders arbejdsløshedstal er markant højere end deres mænd og at begreber som ?tabermænd? bliver allemandseje. Alligevel bliver deres stemme ikke hørt i debatten.
