Skydeskive. Leonora Christina Skov har slettet sin facebookkonto, men beskydningen er umulig at slippe for, når man debatterer køn i Danmark.
Foto: JACOB EHRBAHN

Skydeskive. Leonora Christina Skov har slettet sin facebookkonto, men beskydningen er umulig at slippe for, når man debatterer køn i Danmark.

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Hvorfor er de magtfulde mænd så sarte?

Køn er åbenbart så truende et emne, at alle må trække bazookaen.

Debatindlæg

En aften i 2003 tog den amerikanske forfatter Rebecca Solnit med sin veninde, Sallie, til en fest hos en aldrende rigmand i Aspen. De øvrige gæster var ældre og kedelige på den distingverede måde, der fik 42-årige Rebecca til at føle sig purung.

»Du har skrevet et par bøger, har du ikke«, spurgte rigmanden.

»En del, faktisk«, svarede Rebecca og nævnte den seneste, der omhandlede fotografen Eadweard Muybridge.

Hendes vært rømmede sig højtideligt.

»Der er lige udkommet en utrolig vægtig bog om Muybridge, har du hørt om den«, spurgte han.

Først udråber I hende til mandehader, dernæst beskyder I hende fra alle vinkler

Rebecca var allerede lullet så meget ind i rollen som ingénue, at hun tog for givet, at der måtte være udkommet en Muybridgebog, hun ikke havde hørt om.

Værten begyndte nu at udbrede sig om denne ufatteligt vigtige udgivelse, mens han så selvtilfreds frem for sig med blikket indstillet på sin egen storhed.

»Det er Rebeccas bog, du taler om«, prøvede Sallie.

Hun måtte gentage budskabet fire gange, før det fes ind. Manden blev askegrå og tavs.

Det faktum, at Rebecca Solnit var forfatter til det storværk, han ikke engang havde læst, men kun havde læst om i New York Times Book Review, fik hans virkelighed til at bryde sammen, om end kortvarigt. Snart docerede han videre.

I sit essay, Men Explain Things to Me, beretter Solnit om denne og andre oplevelser med mænd, der føler sig i deres gode ret til at forklare hende, hvordan verden hænger sammen. Mansplaining, benævner hun dette universelle fænomen.

Et dansk eksempel er Ulrik Høys replik 'Gå rødkjoleklædt omkring Blindeinstituttet, Leonora' (Pol. 6.9.). Han reagerede på mit debatindlæg 'Det er mandens privilegium at vise bar overkrop, når han sveder, og pik, når han pisser' (Pol. 31.8.).

Her argumenterede jeg for, at mænd har særlige privilegier i det offentlige rum og dermed også et ansvar for at forvalte dem, som ikke alle lever op til. Vi kvinder kan derimod kun finde ud af at tage plads, når vi har et barn at skubbe foran os.

Det er velkendt, at man gør sig selv til levende skydeskive, når man debatterer køn.

Man kan prøve at styre uden om dødstruslerne ved at understrege, at man elsker og begærer mænd, ikke adresserer alle mænd og udmærket ved, at mænd også har det hårdt.

Men man ender hurtigt med at bruge al sin spalteplads på at tage forbehold, og som regel hjælper det ikke.

LÆS ULRIK HØYS INDLÆG

I betragtning af at det på verdensplan er jer mænd, der har magten og privilegierne, undrer det mig, at I er så sarte.

Skriver en kvinde, at jeres adfærd dominerer det offentlige rum, flipper I ud, som var hun ved at tvangssterilisere jer og sende jer fyrre år til Gulag.

Først udråber I hende til mandehader, dernæst beskyder I hende fra alle vinkler. Med kommentarspor og facebooktråde er hold kæft-bolsjet om ikke andet blevet voldsomt synligt.

Havde jeg været lige så ung og uprøvet, som Ulrik Høy synes at mene, havde hans debatindlæg utvivlsomt gjort mig tavs.

På bedste mansplainervis skriver han, at jeg er »en flot pige«, der kunne blive en god litteraturkritiker og essayist, hvis jeg arbejdede seriøst på det og lod mit forfatterskab ligge.

Umiddelbart er jeg loren ved at modtage karriererådgivning fra en mand, der er fyret fra den avis, jeg er ansat på, og nu plaffer løs i øst og vest.

LÆS SKOVS DEBATINDLÆG

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hans mansplaining styrker på ingen måde den debat om køn og privilegier i det offentlige rum, jeg har sat i gang. Tværtimod er den én lang afsporing, der gør det sværere for kommende debattører.

For hvilken kvinde ved sine fulde fem vil debattere køn offentligt, hvis hun risikerer, at alle dele af hendes person og virke bliver skudt ned på den måde?

Selv har jeg slettet min facebookkonto og undladt at læse kommentarsporene, men beskydningen er umulig at slippe for.

I en af de mange private mail, jeg har modtaget, skrev en læser f.eks.: »I can fully understand that you are a lesbian as no decent male would have anything to do with a genuine bitch like you«.

Jeg kan til gengæld ikke forstå, at denne silencing skulle være nødvendig.

Hvorfor er køn så truende et emne, at alle må trække Bazookaen?

Vi har ytringsfrihed i Danmark, men reelt er omkostningerne ved at ytre sig i kønsdebatten så store, at friheden er til at overse.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden