Emil og Peter går i samme klasse. På mange punkter ligner de to drenge hinanden og mange andre drenge i folkeskolen. Forskellen på de to drenge ligger hovedsageligt i deres baggrund og i deres hoveder. Emil kommer fra en familie med sygeplejerskemor og biologfar, han er frisk og glad, men er dog født med lidt mere energi end gennemsnittet, og han har svært ved at koncentrere sig meget mere end 10 minutter. Indtil for tre år siden gik Emil på en specialskole men blev flyttet til en folkeskole, hvor han nu går med sin gode ven, Peter. Peter har både talegaver og skrivefærdigheder i orden, han er en af de elever, der har ondt i armen efter skole, fordi han hele tiden har haft hånden oppe. Peters far er mekaniker med eget værksted. Moren er autodidakt regnskabsassistent i farens værksted.
Årets mest omtalte reform, folkeskolereformen, har bl.a. haft som overordnet mål at løfte ”de svageste” i skolen; Antorinis ”16 %, der ikke kan læse og regne” har så at sige været omdrejningspunktet for reformen. Emil er en af de elever, Antorini har haft fokus på. Han har haft meget svært ved at læse og regne, og det har ikke hjulpet ham, at han – i inklusionens tegn – er blevet flyttet over i en folkeskole. Som Ph.d.-studerende, Peter Rohde, fra SFI’s projekt om inklusion, har pointeret, virker inklusion nemlig ikke uden ressourcer og strategier dertil. Inklusion bliver en taberfabrik hvis man bare putter specialbørnene over i folkeskolen. Både de svageste og de stærkeste børn taber på, at lærere skal bruge undervisningstid på at hjælpe de ”inkluderede” børn. Folkeskolereformen har ingen penge eller strategier til at løfte de elever, som var omdrejningspunktet for at lave en reform.
