Velfærdsstatens lange arme, er skabt med de bedste intentioner, men i sidste ende skader de mere end de gavner. Den allestedsværende sociale intervention kan sammenlignes med et støttebind. Smerten fjernes, men musklerne bliver slappe fordi de ikke bliver brugt.
Med det udgangspunkt vil jeg komme med en tanke der kan virke paradoksal: Vi kan hjælpe flere, ved at hjælpe mindre.




























