De danske universiteter synes at have set bedre dage. Det er i alt fald den punchline, man når til efter at have fulgt med i debatten ført an af lektorer, rektorer, dekaner og forskere. De studerene refereres der til, citeres og omtales som ofre i 3. person, der tabes på gulvet og glemmes i politikernes ambition om hurtigst muligt at få stablet et videnssamfund på benene anført af elitestuderende.
Jeg selv er studerende, humaniorastuderende, barn af overklassen, født med en sølvske i munden. Jeg er langt fra den første i familien til at gennemføre gymnaiset, ej heller den første, der tog en tur på universitetet. Optaget blev jeg i første hug, fik ganget mit gennemsnit og fandt uden problemer vej til pensumlister, semesterplaner og tykke kompendier.
