Mediernes og politikernes massive fokus på ”Dovne Robert” og ”Fattig-Carina” i 2012 var med til at skabe et grundlæggende stemningsskifte i debatten omkring kontanthjælpen og andre offentlige ydelser: Robert og Carina blev ærkeeksemplerne på arbejdsdygtige, men ugidelige samfundsborgere, der lænede sig tilbage og lod de flittige, anstændige borgeres skattepenge forsørge dem. Resultatet af dette er blevet et generelt holdningsskifte i befolkningen, hvor fattigdom ses som selvforskyldt og udtryk for grundlæggende dovenskab og ”krævementalitet”.
Konsekvensen af denne opfattelse har resulteret i en jargon, der er mærket af ideen om, at man skal yde for at kunne nyde, og en ny kontanthjælpsreform, der i højere grad er præget af ´pisk´ end ´gulerod´. Regeringens reform ”Alle kan gøre nytte” fokuserer forståeligt nok især på, at få de unge ud af kontanthjælpssystemet. Dette udmønter sig konkret i, at man afskaffer kontanthjælpen til unge under 30 år og erstatter det med en ydelse der svarer til SU – altså næsten en halvering fra ca. 10.500 kr. til 5700 kr. - for at presse unge til at tage en uddannelse. Selve ideen om at få flere unge kontanthjælpsmodtagere i uddannelse er god, men tankegangen bag reformen synes at antage, at det er det økonomiske incitament der vægter stærkest hos de unge, der tøver med at tage en uddannelse/få et arbejde.
