Danskerne er et stolt folkefærd. Ja, vi er endda et af verdens lykkeligste og det siges ofte, at vores velfungerende velfærdssamfund, hvor forskellen på rig og fattig er minimal, er en stor del af årsagen til, at vi er så tilfredse med vores tilværelse. Vi er velinformerede, interesserede, velsoignerede, velfriserede og privilegerede. Siden slutningen af det 19. århundrede, hvor Louis Pio stod i spidsen for den socialistiske arbejderbevægelse, der sikrede rettigheder for arbejderen og blev forgangsmand for etableringen af velfærdsstaten, har alle danskere været sikret en minimal levestandard, der er bedre end de fleste steder I verden. Projektet er lykkedes, klassesamfundet er dødt og der er ikke mere at kæmpe for.
Alligevel er der noget galt i Danmark. Fællesskabet står for frit fald og den moderne individualistiske tankegang udvisker langsomt vores fælles værdier - samfundets sammenhængskraft er ved at gå op i limingen. Kollektiviteten fragmenteres i stadig større grad i takt med, at det moderne individ løsriver sig fra samfundet i sin søgen efter selvrealisering. Vi er fremadrettede, målrettede, tempoet er højt, vi ser os sjældent tilbage og sjældent meget længere frem end vores egen næsetip. Vi taler om livsstil, slankekure, indretning og vores næste ferie, men få tør bryde de sædvanlige samtalemønstre og stille sig kritiske overfor det samfund vi lever i og endnu færre nævner de, der bryder glansbilledet af det perfekte samfund. Selvkritikken overskygger samfundskritikken på det store plan og resulterer I endeløst navlepilleri, mens underklassens eksistens bliver tiet ihjel.
