”Alle er glade”. Sådan er sloganet, når man tager på landets sydligste festival, der om nogen ligger i Vandkantsdanmark. Sjovt nok er Langelandsfestivalen et brændpunkt på linje med en urolig aften i Helmand, med lige så stereotype kønsmønstre og lige så tydelige stammer. ”Alle er vrede”, burde det hedde.
Som musiker i røvballeklassen har jeg set indersiden af de frivilliges festival såvel som gæsternes facader og festbranderter. Køen til badevognen kan eksplodere i skældsord og voldstrusler – hos kvinderne, vel at mærke. I baren blandt de frivillige kan man blive taget under vingerne af en rigtig rocker, hvis man har de korrekte stub-hår der matcher stråene under autocamperne i farve og højde; ellers kan man få behov for en tandlæge. De fjortenårige bliver losset ind i et indhegnet område med eget telt, sixpacks af farverige vodkafortyndinger og præventionsmidler, hvorefter hormonerne kan rase frit.
