Hvor underligt er det ikke at være blandt mange mennesker, og alle lader som om, de er alene? Jeg har tit undret mig, frustreret mig og ærgret mig over det. Især min egen generation af unge (halvunge) gør meget ud af så vidt muligt at ignorere tilstedeværelsen af andre mennesker i det offentlige rum. Når jeg tager bussen, toget eller går på gaderne i København finder de fleste mennesker, jeg møder, åbenbart en god anledning til at kigge i den anden retning, stirre på et spændende reklameskilt, rode med deres negle eller være helt opslugt af deres smartphone eller høje musik fra høretelefonerne. Jeg tror ikke, at det er, fordi jeg er specielt grim, ulækker eller skræmmende at se på, desværre er det nok nærmere en generel tendens, som heldigvis er meget anderledes i mange andre lande.
De gange jeg går rundt, fyldt af energi og overskud, og tænker, at det skal være løgn, at vi ikke kan kigge hinanden kort i øjnene og smile ved synet af hinanden, får jeg oftest en livsbekræftende tilkendegivelse fra et ældre menneske; øjenkontakt et splitsekund og et hurtigt, oprigtigt smil. De unge, jeg møder, er sværere at få kontakt med. De lever i en boble. Jeg ved ikke hvorfor - de ældre har jo tydeligvis ikke lært dem det. Det er tankevækkende, at de samme mennesker en fredag aften henvender sig til alle mulige, som de ikke kender. Ikke nødvendigvis fordi de er fulde, men fordi det åbenbart er acceptabelt at hoppe ud af boblen torsdag, fredag og lørdag aften – eller andre øvrige dage, hvor man står med en øl i hånden og nogle smarte bekendte omkring. Det er bedrag. Ikke kun bedrag mod sig selv, men også alle andre. Hvorfor skal der en undskyldning til for at opføre sig som et menneske, der anerkender andre mennesker omkring sig? De fleste af os kan gøre det på arbejdet, på studiet, når vi bliver præsenteret for vores venners bekendte og sågar helt uhæmmet på Facebook, men at smile til et forbipasserende menneske ude på gaden eller i Netto, et andet menneske, der venter ved busstoppestedet eller i samme kø i forretningen, eller holde døren for den næste, der går ind, er åbenbart forfærdeligt grænseoverskridende. Nogle gange bliver jeg så træt af det, at jeg bare joiner ligegyldigheden og lader som om, jeg er alene blandt mennesker. Andre gange bliver jeg så fandenivoldsk-træt af det, at jeg prøver at få øjenkontakt med de fleste, jeg passerer, og giver dem et lille smil med på vejen. Når jeg følges med venner, undrer de sig af og til over, at så mange smiler til mig i forbifarten. Det er faktisk ret sjovt – I skulle prøve det en dag.
