Jeg er opvokset under en højkonjuktur og er barn af slut 90erne og 00ernes overdrevne optimisme. Min generation er opvokset med den besked, at vi kunne alt. Vi kunne blive alt. Statsminister, verdenskendt sanger, overlæge. Vi kunne blive lige hvad vi ønskede os bare man ville det nok. Men det er løgn. Vi kan ikke alle sammen blive statsministrer. Du kan kun blive læge, hvis du har ekstra gode karaktere fra gymnasietiden. Du bliver aldrig sanger, hvis du, som mig, ikke har en tone i livet. Det er sandheden og vilkårerne for vores liv.
Min generation er ofte udskældt. Vi er generation mig. En generation, som vil selv, kan selv og gør selv. Vi venter ikke på, at det bliver vores tur men går bare i gang. Det er klart, det er jo det, vi er opdraget til. Vi kan løse verdens problemer, og vi kan løse hinandens udfordringer hele tiden. Vi skal bare arbejde hårdt nok. Uløselige problemer kræver bare, at vi løber endnu stærkere. Eller gør de? Jeg er en del af en generation som skal løse vores egne og hinandens udfordringer, Danmarks udfordringer og hele verdens udfordringer. Jeg er en del af en generation som løber så stærkt, at mange falder og får sår på psyken.
