Min generation er en bunke engagerede, ansvarlige, intelligente, konkurrencesøgende, pressede dog medmenneskelige unge mennesker – men hold kæft hvor er vi bange! Vi er skide hamrende bange for at komme for tæt på. At komme for tæt på sandheder om os selv vi ikke vil se i øjnene, at komme for tæt på hinanden og risikere at slå os grumt. Vi er bange for at være ærlige og fravælger de nære relationer og distancerer os i stedet fra hinanden. Vi har så mange urealistiske idealer, vi skal leve op til. Eksperter udtaler, at vi er en presset generation. Og hvor har de dog ret. Reaktionen på alt dette pres bliver nemlig, at vi tager et stort skridt tilbage, når det hele er for meget. Vi opretholder en facade ved hjælp af små løgne og en kølig, passende afstand til hinanden. Paradokset er, at vi deler de mest intime tanker og oplevelser på de sociale medier, men at det så forstærker den afstand, vi lægger til hinanden i det virkelige liv. I skolen er kravene tårnhøje, vi skal både kunne bøje verber i samtlige latinske kasus, redegøre for årsagerne til global opvarmning, forholde os kritisk til problemstillinger om mulitikulturalisme i Canada og skrive lange litterære analyser. Oven i hatten skal vi helst være den mest aktive i timen, så vi kan score det højeste snit og komme ind på drømmeuddannelsen. Og dette pres koster! Derfor giver vi los for alle pengene i weekenderne, drikker os i hegnet, crasher fester vi ikke er inviterede til, smadrer møbler på hotelværelser i Prag og kysser til højre og venstre. Alt dette foregår helst i en så stærk rus, at alle sorgerne glemmes, og handlingerne er et stort blankt hul i hjernen, når man vågner med hovedet i toilettet næste morgen.
Distancen har jeg oplevet tæt på mange gange. Ofte har jeg oplevet den, når jeg har mødt mennesker, hvor genkendelsen er gensidig, men hvor vi aldrig ”officielt” har hilst på hinanden. For et par måneder siden befandt jeg mig til en fest med en pige, jeg udmærket kendte navnet såvel som folkeskole på, og disse oplysninger var bestemt gensidige, alligevel blev jeg mødt med et ”Og hvad er det, du hedder?” Hun vidste ligeså godt hvem jeg var, som jeg vidste, hvem hun var, men alligevel måtte denne distance for alt i verden opretholdes. Så selvom vi møder venners venner, eller en person vi kender fra Facebook, må denne person for alt i verden ikke være opmærksom på dette faktum. Disse kølige afstandsregler gælder nok allermest, når det kommer til hele kærestecirkusset. Først og fremmest er det strengt forbudt at være ærlig. Du kan ikke bare invitere en dreng på kaffe, fordi du synes han er sød og gerne vil lære ham bedre at kende. For hvad hvis nu du blev afvist – og wow tag et skridt tilbage, gik det ikke lige lidt for hurtigt? Du må ikke risikere at skræmme ham væk. Derfor er det også fuldstændigt socialt acceptabelt at gå i seng med nogen og derefter ikke ytre et ord til dem dagen efter, det er helt ok at forholdet degraderes til en akavet øjenkontakt i ny og næ. For vi er så skidebange for at komme tæt på, det er altid nemmere og sikrere at beholde facaden oppe og tage et skridt længere væk. Vi lever i et såkaldt nulrisikosamfund, hvor vi helst ikke hopper ud på det dybe, hvis vi kan slå os og komme til skade. Vi bevæger os ikke ud, hvor tåspidserne ikke når bunden, medmindre vi er godt oprustet med korkbælter og svømmevinger. Vi tør ikke tage chancer, når det gælder kærester, vi holder distancen og spiller spillet, så længe det kan lade sig gøre.
