Kritikken hagler ned over min generation: Vi bruger for meget tid på internetjunk som Facebook og ser det som et direkte spejl på, hvor mange der ”synes godt om” os. For elektronikken har fået så stramt et tag om iGenerationen, at vi ikke kan lægge vores smartphones fra os, når vi interagerer med mennesker af kød og blod. Vi hungrer tilmed efter reality-tv, fordi vi kun kan forholde os til konkurrenceorienteret underholdning. Værst af alt har det individorienterede samfund opdraget os til narcissister, der ser alle andre mennesker som konkurrenter, vi skal besejre… Virkelig? Dette billede af ungdommen er så fladt og farveløst, at jeg står måbende tilbage og tænker: ”Er det virkelig sådan, vi ser os selv?” Jeg kan i hvert fald slet ikke spejle mig i det billede, der bliver tegnet i indlæg med overskrifter som ”Generation Rastløs”, ”Generation Facebook” og ”I gjorde os til narcissister”.
Disse tendenser eksisterer naturligvis. Men de er ekstremer og kan efter min personlige erfaring ikke generalisere en hel generation. De skævvrider billedet, og en hel gruppe af unge bliver hermed fuldstændig overset i debatten.
