En kølig morgen i maj vågner jeg, i et tætpakket partilokale, i udkanten af Frankfurt. Vi har været her et par dage og her lugter kraftigt af skiundertøj, kondisko og væltede øl. De sidste par dage har vi levet i en parallelverden, hvor vi har tonset rundt i byen med politiet i halen, siddet i kæder og fået den ene platzverbot efter den anden smidt efter os. I dag skal vi deltage i den sidste store, folkelige demo i anledning af Blockupy Frankfurt. Jeg pakker trusserne med romerlys og giver dem, jeg ikke kan have, til min søsters kæreste, der gemmer dem i hættetrøjen. Det kan gå så galt: der er politi i hele byen og ved hver eneste metrostation skal der vises ID og en god mine, der kan overbevise om, at vi ikke er her for at lave ballade. Det lykkes, vi når frem og jeg holder min første internationale tale foran mere end 20.000 folk fra hele Europa. Bagefter klatrer jeg op til et par af mine venner på taget af en varevogn og sammen nyder vi synet af den verden, vi er helt sikre på vi ejer. Den verden vi skal skabe.
Gennemsnitlig apolitisk De seneste par måneder har jeg lagt det meste af min aktivisme midlertidigt på hylden og dermed indskrevet mig som en del af ungdommens majoritet når det kommer til politisk stillingtagen. Jeg har taget en kigger på hvordan flertallet af mine generationsfæller tager deres politiske kampe og fra mit feltstudie er jeg kommet frem til, at det handler om at tage til demoer, der drejer sig om SUen eller homorettigheder. Når Raske Penge har spillet og det bliver koldt, så går man hjem. Og jeg kan egentlig godt forstå det. Jeg har ellers ofte følt jeg mig indigneret over, at så få af mine venner udenfor de politiske kredse gad beskæftige sig med politik. Hver gang nogen har mødt mig og min aktivisme med et ?du skal nok blive klogere? eller ?det er jo ikke sådan man opnår noget? har jeg stået urokkeligt på min tro på, at direkte aktion og tale var den bedste vej til handling, i hvert fald den handling jeg gerne vil være katalysator for. Men okay, jeg kan godt se pointen. Så derfor er det med endnu større forundring, at jeg har måttet sande, at selv disse utallige ?gennemsnitlige? unge, der taler pænt og går hjem fra demonstrationerne uden at lave ballade ? med andre ord, benytter sig af de parlamentarisk korrekte måder at opnå indflydelse på ? bliver mødt af en ligeså lukket dør som os, der, ville nogle mene, selv beder om det.
