Da jeg begyndte at læse avis var finanskrisen på sit højeste. Jeg læste om banker der krakkede, virksomheder der gik konkurs, og stater på bankerottens rand. Jeg hørte om boligpriser der faldt og familier der måtte flytte. Jeg oplevede venners forældre miste deres job, og jeg hørte mine egne forældres klager over forandrede tider. Samtidig med dette havde jeg mine første samfundsfagstimer i skolen. Her fik jeg indblik i nogle af de underliggende problemer, som krisen blotlagde. Mit samfund var dyrt og forgældet, for få mennesker forsørgede for mange, og der blev flere og flere ældre. Når jeg kom ud på arbejdsmarkedet, fik jeg at vide, skulle der forsøges flere ældre end i dag, og vi ville være færre om at gøre det. Dertil var der noget med nogle kinesere, som alle bestræbelser uagtet ville overhale os.
Alt dette satte et præg på mig og mine venner. Vi blev mere modne, og mere ansvarlige. Vores "det skal nok gå"-mentalitet blev erstattet af en notorisk bevidsthed om fremtidens krav. Når jeg ser på mig selv og mine venner i dag, ser jeg folk, der er ambitiøse med deres skolegang, og lægger en væsentlig indsats i deres arbejde. Mange af mine venner sparer penge op til ferier eller lejlighed, og ikke så få går rundt med et ønske om at starte egen virksomhed. Og mens sabbatåret fortsat er skrevet ind i de fleste kalendere, er det de færreste der har afsat mere end et enkelt år. Studie, arbejde, og fremtid kalder.
