Min generation er traumatiseret. Vi gemmer i hvert fald alle på mere eller mindre forfærdelige oplevelser, der ofte kræver flere timer hos psykologen, terapeuten eller kvindegruppen. Vores verden rystes nemlig let. Når kæresten træder ved siden af, når arbejdspladsen stiller større krav, eller når mor siger de forkerte ting, søger vi hjælp. Og ikke bare hos vores venner. Vi søger til de professionelle for at få hjælp til at navigere uden om de bump, der er på den vej, der kaldes livet. Men er vi virkelig blevet ude af stand til at klare vores problemer på egen hånd?
Min generation har pillet det normale ud af gråd, frustration og vrede. Det er ikke længere end del af at være ung til tider at være utilpas i sit hylster. Det er blevet forbudt at være vred. Og man kan næsten ikke være travl uden at være stresset. I stedet er disse fænomener en direkte billet til en psykisk lidelse. Og de billetter sælges der mange af på kollegierne, kollektiverne og i de etværelses lejligheder, hvor de psykiske lidelser er flyttet ind og trives under bedste vilkår. Her er lykkepillen blevet den nye vitaminpille og den psykiske lidelse en del af min generations hverdag. Sygdommen giver os både en forklaring og en definition på dem, vi er. Den er blevet en forventning og en forudsætning for livet.
