Lad mig trække nogle historiske linjer op. I middelalderen og mange hundrede år frem herskede en kristen dogmatik i Europa. Kristendommen var datidens store teori om hvordan verden hang, og burde hænge, sammen. Den gennemsyrede samfundet og satte en særdeles effektiv stopper for et rationelt og køligt blik på verden og modarbejdede dermed mange videnskabelige fremskridt. Eksempelvis Kopernikus' heliocentriske verdensbillede: På trods af observationer viste, at det måtte være jorden, der kredsede om solen og ikke omvendt, så var bøger omhandlende det heliocentriske verdensbillede forbudt af den katolske kirke i mere end 200 år. Af én grund - det passede ikke ind i kirkens teoretiske idé om hvordan verden skulle hænge sammen. I det 20. århundrede fik vi som en erstatning for det tabte i kristendommen de store ideologier. Her blev biblen skiftet ud med eksempelvis Karl Marx' das kapital, der i modsætning til tidligere tilbød os en "videnskabelig" tilgang til verden. Med murens fald måtte kommunismen dog, ligesom kristendommen, smides på den historiske mødding. Herefter skulle man tro, at selv de tungeste døre, der stod imellem os og den selvstændige tænkning var blevet sparket op. Men nej, i starten af det 21. århundrede er dogmet, at vi må skære ned på velfærdsstaten. For økonomiske modeller fortæller os, at uden økonomiske incitamenter, så vil befolkningen ikke arbejde og producere. Dette er på trods af, at en ganske stor del af de rigeste lande i verden, er der hvor de økonomiske incitamenter historisk set har været mindst. Sammenlign blot Skandinavien med resten af verden.
Hvad ønsker jeg så at sige med denne hurtige og højtravende historiske gennemgang? At der ikke er sket fremskridt for den menneskelige tænkning siden middelalderen? Nej, naturligvis ikke. Jeg ser ovenstående gennemgang som en fortælling om ét langt fremskridt. Men også en fortælling om den dynamik, der hver gang har sat sig imod fremskridtet: når teori snarere end observationer dikterer vores forståelse af verden. Kopernikus' observationer kunne ikke bruges, da de stred imod præmisserne i kristendommen. Den samme grundlæggende dynamik gør sig gældende, når Danmark i dag fører en nødvendighedens politik. Økonomiske modeller fortæller os, at økonomiske incitamenter er det eneste, der motiverer - dette på trods af, at observationer på velfærdsstaten fortæller en anden historie. Det vil sige, at vi endnu engang står i en situation hvor vi forkaster virkeligheden for at hellige os de dejligt stringente teoretiske forståelser af virkeligheden. Derfor havner vi, endnu engang, i en situation, hvor vores teorier om verden snarere end vores observationer dikterer vores forståelse. For tidligere generationer var teorien kristendom og de store ideologier - for min generation er det den økonomiske teori.
