Jeg er ramt af en skuffelse og en vrede, der er svær at ignorere. En skuffelse, der går igen, når jeg snakker med de mennesker, som føler jeg burde repræsentere dem - og som jeg gerne vil repræsentere. Særligt min generation af socialdemokrater er ramt i hjertet.
Jeg har kun, med undtagelse af de sidste to år, oplevet at være i opposition. Da jeg meldte mig ind i Socialdemokratiet i 2001 var det for at forhindre de borgerliges livtag på fællesskabet og for at repræsentere de undertrykte lønarbejdere, der udgør tandhjulet i samfundet. Mit socialdemokratiske medlemskab har formet og defineret mit liv siden jeg meldte mig under den røde fane.




























