'Jeg vil aldrig være voksen' synes at være et motto for min generation. Jeg har i hvert fald hørt det fra venner, bekendte, studiekammerater og min to år yngre 30-årige bror i noget, der vel nærmer sig 10 år. Bare få år inden da havde vi ikke kunnet vente med at blive voksne.
Jeg har aldrig sagt netop den sætning, med tanke på, at alternativet trods alt synes langt værre, men adspurgt om jeg føler mig voksen, må svaret nok blive nej, også selvom jeg har rundet de 30. Og der er det da meningen, at man skal være voksen. Er det ikke?




























