Præstations-generation

Vi er bange for, at vi ikke lever op til de forventninger, som samfundet har til os. Vi skal præstere og øge statens konkurrenceevne, vi skal gennemføre vores uddannelser, så vi kan få et godt arbejde og betale skat, for sådan hænger samfundet sammen. Der er ikke plads til at udskejelse eller alternativer på robotfabrikken, for så bliver man hurtigt en byrde for samfundet, en nasserøv. Det føles som om at samfundet i dag ikke er noget vi er fælles om, men noget vi skal præstere i. Der er ikke plads til at træde ved siden af, at tage fejl eller at være søgende omkring sine mål og ikke-mål i livet. Det er ”bad for business”. Da jeg afsluttede gymnasiet i 2011, tog jeg på højskole, flyttede til København og har nu boet her et års tid. Jeg søgte ind på et par kunstakademier for anden gang i år og er nu på venteliste. Mange i min omgangskreds er netop startet på diverse studier, og snakken handler ofte om uddannelser og fremtiden og tonen er for det positiv i den der vi-gør-det-sur-pligt forstand. ”Vi trænger også til at komme i gang med en uddannelse efter et halvt år i østen”. Mange af os har taget et sabbatår eller tre, og vi forsvinder hurtigt ud uddannelsernes pointsystemet, her tænker jeg både på den bonus man får, hvis man søger optagelse på universitetet inden for to år,og på den mentale effekt, det har på min generation og jeg. Det er som om, at der er opstået eller nærmere blevet påtvunget en tendens hos min generation til at tilpasse sig systemets præmisser for succes. Skynd dig at komme igennem systemet! Bliv et godt menneske med et godt forbrug! Tænk på folkesundheden! Lev længere end dine forældre! Gør alting bedre end dine konkurrenter, for så vinder du... Tjek! Tendensen kommer til udtryk i gruppedannelserne. En slags produktion af stereotyper af min generation: knivskarpe hightec produkter inkl. instant social skills. Vi identificerer os med hinanden, nogle gange ved at tage afstand fra andre, andre gange ved at synes om de samme produkter, genrer, holdninger, livsanskuelser. Vi løber, rygestopper, 2-5 faster, går til CrossFit. Så har vi i det mindste dét at være fælles om, nu hvor samfundet ikke er det. Jeg håber, at den moderne ”brick in the wall”, på et tidspunkt får lov til at være akavet og skævbenet for at blive mere selvbevidst og søgende og at samfundet bliver noget, vi er fælles om.