Der går et rygte om, at ungdommen i dag er forkælet. At vi ikke vil påtage os ansvar. Det er muligvis sandt for nogle, bare ikke dem jeg har mødt. Sandheden er, som jeg oplever den, at der aldrig har været så stort et pres på de unge til at uddanne sig og udmærke sig, og så hurtigt som muligt vel at mærke. Problemet er bare, at vi bliver samlebåndsakademikere, uddannet til arbejdsløshed. Vi bliver deltagere i konkurrencestatens nulsumsspil, og vi skal som aldrig før konkurrere mod hinanden.
Lad mig præsentere mig selv: Jeg er specialestuderende i europæiske studier på CBS, og jeg har overordnet været rigtig glad for mit studie. Jeg synes sådan set også, jeg har gjort det godt med et tocifret gennemsnit, udvekslingsophold, et relevant studiejob, to praktikforløb og frivilligt arbejde og aktiviteter. Desværre bliver "godt" et relativt begreb, når det kun handler om at gøre det bedre end andre. For ledigheden er stærkt stigende blandt nyuddannede akademikere. I juli 2013 var ledigheden blandt dimittender 32,1 %, hvilket svarer til 4.639 personer og en stigning på 23,1 % sammenlignet med sidste år.
