Fra Goldigger til Økoflipper

Jeg synes min mormor er mærkelig, når hun vasker og genbruger sine sugerør - Men hvem er det egentlig, der har fat i den lange ende?

Kritikerskolen

Jeg er 28 år. Og ligesom alle andre, sejler jeg rundt på den blågrønne båd, vi kalder Jorden. Men der er noget galt ombord, for selvom vi er ved at løbe tør for proviant, bliver vi dagligt opfordret til at bruge løs, også når vi ikke mangler noget.

Jeg er langt fra den eneste som vil gøre op med forbrugsræset, og mange steder spirer borgerdrevne initiativer frem. Hvad enten man ligesom mig, blogger om et tøjkøbestop, eller bliver en del af et fødevarefællesskab, er vi mange som har brug for at blive aet lidt i vores famlende forsøg på en bæredygtig adfærd.

Der har været økonomisk vækst de sidste 200 år. Min generation er således den 3. som fra barnsben har haft forbrug på menuen. Men selvom det ligger dybt i vores kulturelle arv, at forbrug er godt, er det historisk set en meget kortsigtet model. Den moderne mennesketype har levet på jorden i over 30.000 år! Vi er bare så heldige at være født lige i smørhullet efter at vores tipoldeforældre fik slået hul på jordens lagre af fossile råstoffer. Nu er kul og olie imidlertid ved at være sluppet op - Eksperter regner med at olieudvindingen kulminerer om 17 år. Desuden har vi, når mine jævnaldrende og jeg holder 65 års fødselsdag i 2050, øget befolkningstallet til ca. 9,3 milliarder mennesker. Vi som generation, bliver altså nødt til på et personligt plan ændre vores forbrugsvaner og blive bedre til at dele, mens poltikerne på et overordnet plan skal ændre vækstens karakter, så den opfylder vores nuværende behov uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare.

Ellers blir der sgu ikke meget at fejre i 2050.

Det nytter ikke blot at snakke mere om klimaforandringer. Vi skal handle. Vi kan ikke rationalisere os til nye vaner, så for at en adfærdsændring for alvor kan slå igennem, skal der tales til vores krop og ikke vores hjerner, og vi skal helst have en belønning i samme øjeblik, vi træffer et nyt og rigtigt valg. Belønningen kan være af social karakter og derfor er det normalt at mødes i grupper, når man for eksempel stoppe med at drikke. Det virker måske banalt, men jeg tror det er altafgørende, at føle sig som en del af en større helhed, og at få den skide tre måneders broche for sin individuelle indsats, velvidende, at man kæmper for et fælles mål. I begyndelsen falder vi sikkert i. Det kræver tilløb og tålmodighed, at ændre vaner. Men frygten for at blive til grin, må aldrig afholde os fra at prøve.

I kampen mod markedskræfterne, står vi alene. En stor del af grunden er, at politikere og erhvervslivet stadigvæk er fuldstændig forblændet af den økonomiske vækst.

“Økonomien i dansk erhvervsliv er ikke til at Danmark spiller klimaduks”, var reaktionen fra Dansk Erhverv og DTL, da regeringen i sommers fremlagde deres nye klimaplan. Mikkel Dencker glimrede med udtalelsen “Det er ikke vores opfindelse at vi skal have en klimaplan, der gør det dyrere for erhvervslivet”. Hvordan skal vi nogensinde få gennemført effektive tiltag når en klima- og energiordfører siger den slags? Kunne vi bede Dencker og hans venner om at tage FN’s nye klimarapport bare en anelse mere seriøst? Tak.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når det er sagt, synes jeg stadigvæk at min mormor er mærkelig når hun vasker sine sugerør: Jeg har ikke oplevet knaphedsår og kan ikke forestille mig, ikke at kunne få dækket mine behov - Beviset er at jeg årligt forbruger det samme som 100 tanzanianere, mens politikerne klapper i hænderne over at jeg ‘skubber gang i hjulene’. Tænk hvis de i stedet brugte krudtet på, med afsæt i de rammebetingelser FN’s internationale klimapanel anbefaler, til at udvikle en bæredygtig økonomi på nationalt og regionalt plan, som ikke er afhængig af mit overforbrug?

Imens kan vi forbrugere indgå fællesskaber der passer til hver vores personlige omstilling. For eksempel vil jeg gerne roses, og da jeg meldte mig ind i facebookgruppen Non Shoppers, fik jeg en nødvendig følelse af samhørighed. Ja, gu er det hyklerisk at lave købestop i et år og komme til at købe en stropløs top i Sisters Point efter 7 måneder. Og gu er det selviscenesættende at blogge om det. Men i det mindste prøver jeg.

Tiden hvor man var ‘frelst’ hvis man bekymrede sig om naturen, er forbi. Jeg tilhører en generation som er tvunget til at være miljøbevidst og jeg vil, i hvert fald mens jeg endnu træder mine spæde skridt som økoflipper, holde på retten til at være både selvoptaget og hyklerisk omkring det. Det er vel bedre, end at sidde på hænderne med et forældet verdenssyn, ude af trit med virkeligheden.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce