'Jeg elsker dig'. Tre velkendte ord - og selvom man har hørt dem i mange sammenhænge, er de stadig slagkraftige, når man tager dem i sin mund. Nok fordi den korte sætning er forbeholdt få personer. Man siger den ikke til alle og enhver. Den er forbeholdt dem man ligger side om side med nat efter nat og deler en særlig fortrolighed med. I al sin genkendelighed indfanger de tre ord tosomhedens essens (for så vidt følelsen går begge veje): At man gensidigt er forpligtet hinsides egne behov, op- og nedture samt karriere.
Kærlighed virker som volapyk på dele af min generation. Se for eksempel en af mine veninder. Hun er både sød, smuk og tiltrækkende. Hun får jævnligt sex, og har ikke problemer med at tiltrække fyrenes opmærksomhed, men den uforpligtende lagengymnastik er ikke nok for hende. Hun drømmer om en kæreste. Derfor er det paradoksalt, at hun dropper alle dem, som ikke dropper hende. Dem der viser, de gerne vil et forhold. Typisk passer de ikke ind i hendes skabelon for den perfekte kæreste?. Men hvem gør egentlig det? Og når relationen derfor er krævende, og den umiddelbare fascination fordamper, mister hun lysten.
