Jeg husker fra min egen folkeskoletid, at man langt fra stod højt i skolegårdshierarkiet, bare fordi man var flittig i timerne og dygtig til at lave sine lektier. Til tider virkede det nærmere som om, at alt, hvad der umiddelbart og logisk burde være positivt, igen og igen blev vendt til noget negativt.
Selvom mange utvivlsomt har lagt folkeskoletiden bag sig med en vis lettelse, så tyder det på, at der selv i det voksne liv hersker en bølleretorik, hvor ordentligheden hånes.




























