Når jeg bliver mor en dag, så føder jeg ikke kun et barn. Jeg føder også en Citroën Berlingo, et typehus fra '70erne og en ligusterhæk. For selvom vi er blevet metropolsøgende, kulturelskende udkantsforagtere, så kan man tilsyneladende ikke både bo i byen og samtidig sikre en god opvækst for sine børn.
Byen er ellers på højeste mode. Det er blevet et sted, hvor vi i åndeligt fællesskab inhalerer kultur, byliv og identitet - og Gud frelse dem, der ikke jævnligt foretager deres pilgrimsrejser til hovedstaden. Vi nyder dét byen kan give os og forbruger løs af den urbane godtepose. Men det virker som om, at når der kommer voksenjobs og familieudvidelse i sigte, så sniger forstadsdrømmen sig alligevel ind på os. Drømmen om stillevejen, havefesterne og de ekstra gæsteværelser. De mange facebookbilleder af husnøgler, købskontrakter og gør-det-selv-badeværelser afslører, at jeg efterhånden sakker bagud i den her kamp for forstadslivets frihed.
