For et par uger siden sad Morten Østergaard og jeg i en debat i DR2 Deadline. Ministeren erkendte for første gang på tv, at regeringen vil skære i beløbet/tilskuddet per studerende i uddannelsessystemet. Jeg husker tydeligt, at han kigger mig dybt i øjnene og siger, at den sidste studerende jo ikke er ligeså dyr som den første, fordi der ikke skal ansættes flere rektorer, når der kommer flere studerende. Det kalder jeg pølsefabrikslogik. Morten og regeringens logik er, at når der kommer langt flere studerende ind på uddannelserne, så kan man sagtens skære i beløbet per studerende, fordi det samlede beløb til uddannelser samlet set stiger. Det er klassisk uddannelsessnobberi og manglende forståelse for de studerendes hverdag.
Det er tydeligt, at ministeren selv har gået (ni år) på en klassisk akademisk uddannelse, hvor de fleste måske har lignet ham med en lægefar og lektormor. Ministeren er super begavet og er med garanti super dygtig til det statskundskablige. Men ude på læreruddannelsen og mange andre steder der møder vi medstuderende med vidt forskellige kvaliteter, kompetencer og baggrunde. Her er det tydeligt at se, at mange har potentialet, men kun de færreste kan klare sig igennem studiet med de timer og den vejledning og støtte, som studiet kan tilbyde. Læreruddannelsen har haft frafald på helt op til 39% på en årgang. Tre af de fire vigtigste årsager for alle de frafaldne var 1) det faglige indhold var ikke vedkommende 2) de studerende var ikke studieparate og 3) Gruppearbejde var ikke en god undervisningsform. Mange af dem, som faldt fra, kunne være blevet dygtige lærere, men fik ikke nok hjælp.
