Jeg plejer at stemme. Jeg plejer at mene, at det er dovnet at være sofavælger. Jeg plejer at mene, at demokratisk deltagelse er et borgerpligt. Men jeg har ændret holdning støt og roligt i løbet af de sidste to valgperioder. Den siddende regerings krisehåndtering har i allerhøjeste grad forstærket min holdningsændring. Hvorfor skulle jeg stemme, når der ikke er nogle af de folkevalgte, der ønsker at skabe flere arbejdspladser, bedre behandlingstilbud og bedre uddannelser?
Det er 1240K-politikertypen, som Lars Olsen har døbt dem, der får mig til at stå helt af på dansk partipolitik. Politikere, der kører deres eget karriereløb fra universitet til ministerposten, og som er helt uden føling med arbejderne, akademikerne, de ældre, de studerende, de arbejdsløse. Os som de burde repræsentere.
