Det irriterer mig, at jeg skal være sur og kritisk for at blive hørt. Jeg er indigneret over hele tiden at skulle være indigneret for at få indflydelse på de politiske spørgsmål. Det provokerer mig, at alle som vil have indflydelse kæmper om at være mest oprørt for derigennem at sætte slagkraft bag deres holdning og få en plads i den offentlige debat. Den debat, som hele tiden til debat. Er debatten løbet løbsk? Har den tabt en generation? En samfundsklasse? Debat, debat, debat. Hele tiden med fokus på indignation, kritik og udgangspunkt i egne personlige oplevelser. Jeg er ikke kritisk over for debatten i sig selv. Men jeg er kritisk ? og det bliver jeg nødt til at være, for at blive hørt ? over for oplevelsen af at blive opdraget til et demokrati, hvor min indflydelse på politiske spørgsmål ligger i fire krydser hvert fjerde år. Og hvis jeg er dygtig et skarpt, kritisk, personligt vinklet debatindlæg i Politiken.
For hvor er hele den brede samtale om, hvor vores samfund skal hen? Hvor er det lokale borgermøde om, hvordan vi sammen skal gøre gaden lidt hyggeligere at gå på? Hvor er den gængse borgers mulighed for indflydelse på både lokale- og nationale forhold henne?
