"Fuck you Musli fizza" stod der skrevet med sort tusch på en af de valgplakater, jeg havde hængt op ugen forinden. Det var underligt at se de aggressive ord påklistet mit billede. Jeg besluttede mig for ikke at tage plakaten ned. Det ville føles som et nederlag. Så jeg slugte mine sårede følelser og cyklede videre langs den grønne sti.
Da jeg nåede metrostationen ved CBS, så jeg Simon fra De Konservative dele flyers ud. Jeg stod af cyklen for at få en snak. Simon var selv blevet udsat for hærværk den uge. Hans bil var blevet ridset og overmalet fordi den bar hans billede og et partilogo. Efter jeg havde talt med Simon faldt jeg lidt ned igen. Jeg fik en følelse af, at vi politikere er i samme båd. Og jeg fokuserede mindre på, det racistiske udfald, som var henvendt mod mig. Resten af cykelturen brugte jeg på at tænke over, hvad min holdning til hærværk mod valgplakater egentlig var. Selvfølgelig var det ubehageligt for os kandidater at blive tegnet på og ridset i. Men var der større konsekvenser? Var hærværket blot drengestreger som man måtte acceptere? Eller udgjorde det et større demokratisk problem?
