I dag er det et år siden, jeg holdt op med at ryge. En ubehagelig oplevelse der på alle måder har bekræftet mig i min fornemmelse af, at rygere bliver behandlet ikke blot urimeligt, men decideret ondskabsfuldt og undertrykkende af stort set alle instanser i samfundet. Vi har her at gøre med en gruppe misbrugere der, foruden at lide under diverse fysiske, psykiske og økonomiske skavanker, der nu engang følger med at være misbruger, også hver dag skal kæmpe for at bevare et nogenlunde niveau af selvværd over for alle de forbandelser der hagler ned over dem. Og det fra alle sider. Både medier, kærester, venner, familie, fremmede på gaden, politikere, læger, lærere, forskere, kassedamer, tandlæger, andre rygere og jeg kunne blive ved. Kort sagt: Her har samfundet en syndebuk, ingen hverken behøver at have ondt af eller føle berøringsangst over for - for den er alle vegne.
At uddybe dette er komplekst og har mange vigtige lag. Jeg vil nu gøre mit bedste for at forklare mig og håbe på at blive taget seriøst. Dette er vel i virkeligheden problem nummer et og roden til de store misopfattelser der finder sted, når man snakker rygning. At rygere simpelthen ikke tages seriøst. Der er ingen (eller i hvert fald ikke mange) der ser rygning som et seriøst problem for dem der lider under det. Ligesom der heller ingen er der tager rygeren seriøst, hvis han eller hun forsvarer sig selv imod anklager. Ingen lytter rigtig efter, når en ryger fortæller om, hvor svært det rent faktisk er at stoppe, eller hvor afsindigt ydmygende det er at begynde igen efter et fejlslagent forsøg på at kvitte. Det døve øre vendes til, når en ryger fortæller om sorgen ved at ryge - og tror faktisk, det er de færreste rygere der overhovedet tror nok på alvoren i sin egen situation til at turde bruge det ord. Hvem der til gengæld får uanede mængder af taletid, er anti-rygerne. Mennesker der har problemer med rygning får uanede mængder af plads - overalt.
