Lyt til artiklen
Børn - en moderne tabersag?
Det er mandag formiddag og jeg er på vej til forelæsning på Københavns Universitet. To gravide kvinder kommer gående på fortovet imod mig. Jeg scanner dem hurtigt med blikket og kan hurtigt se, at de ikke er mere end 20 år gamle. Jeg tager mig selv i at tænke "godt det ikke er mig" og "gad vide hvad der er gået galt?". Jeg får faktisk en lille smule ondt af dem. Efterfølgende har episoden hjemsøgt mig. Hvorfor giver synet af disse unge kvinder mig en umiddelbar følelse af medlidenhed? Hvorfor bilder jeg mig selv ind, at de ikke kan være "rigtigt lykkelige"? Og hvorfor har jeg denne følelse af, at være en lille smule bedre end dem?
Jeg er syg
