Vi er i dag vidne til en ny tendens hvor de ældre generationer i stigende grad er begyndt at dyrke ungdommen som livsstils- og skønhedsideal. Det betyder, at det er blevet mere og mere udbredt at bekæmpe kroppens naturlige aldring med kunstige midler som eksempelvis plastikkirurgi, botox-indsprøjtninger og hårfarvning. Jagten på ungdom er blevet en hel industri, hvor vi kan købe os til en udskydelse af kroppens biologiske aldring.
Foryngelsesindustrien skaber mange nye muligheder, men det stiller os også overfor nogle mere grundlæggende spørgsmål om vores fælles syn på alderdommen. For hvad sker der, når ungdommens skønhedsidealer bliver forbilleder for de ældre? Er vi ved at skabe en elite-kultur, hvor de der har råd, kan købe sig til den eftertragtede ungdom? Og hvordan stiller det alle dem, der egentligt bare gerne vil ligne den alder, som de rent faktisk har?




























