Lyt til artiklen
Jeg sagde for nylig til en god ven, at jeg kraftigt overvejede at forlade Socialdemokraterne, og han svarede prompte, at jeg jo heller ikke er socialdemokrat. Jeg blev helt paf, lidt vred og svarede, at jeg bare ikke er socialdemokrat på den måde, som partiet er det lige nu. Hans svar faldt igen hurtigt: »Hvor længe vil du blive ved med at sige det?«. Og min gode ven, Thomas, havde ret. Jeg har egentlig haft det sådan længe.
Da corydonismen tegnede partiet, begyndte Socialdemokraterne og jeg at glide fra hinanden, fordi jeg personligt går op i lighed, social mobilitet og social retfærdighed – kort sagt social bæredygtighed. Og det får man i min optik ikke meget af, når man underlægger sig neoliberalismens fokus på konkurrencestaten.
