Danmarks Radio har med deres nye dokumentarserie ’Velkommen til Frontlinjen’ startet en længe ventet og essentiel debat og start på en erfaringsopsamling fra mere end 30 års dansk krigsindsats. Først på Balkan, siden i Afghanistan og Irak.
Som Bo Lidegaard understreger i Information 27. september, bør udsendelsen ses som et spejl, vi kigger i, mens vi stiller de mange og svære spørgsmål, der følger af de realiteter, som står tilbage fra indsatserne i især Afghanistan og Irak, hvor vi ikke opnåede den strategiske effekt, vi søgte, på trods af mange operative og taktiske succeser undervejs. Grundlæggende kan man sige, at i Afghanistan og til dels Irak vandt vi slagene, men tabte krigen. Historien fra Balkan var og er, med bump på vejen, en anden og mere positiv fortælling.
Et centralt spørgsmål som følger af dokumentaren må her være, hvorfor koalitionerne i Irak og Afghanistan militært fik skabt kortvarige rum og oplevelser af fred, men ikke har formået at udfylde det vakuum, der opstod efter afslutningen af de indledende militære operationer.
Genopbygningsindsatsen slog fejl i Irak og Afghanistan og har ikke leveret den varige fred, som man troede, nationsopbygningsindsatserne ville sikre. Det peger på det store problem i stabiliseringsindsatser generelt, hvor der ofte mangler tæt koordination mellem de militære og civile indsatser, og hvor sidstnævnte historisk set tit er kommet for sent og ude af sync med den militære indsats.
Det militære værktøj kan skabe et kortvarigt rum for, at den civile indsats kan finde sted, og kan og skal ikke mere.
I både Irak og Afghanistan var der i militære cirkler frustration over den manglende civile indsats. Mange ngo’er ønskede eller kunne ikke i den tidlige del af indsatserne operere i tæt koordination med den militære indsats.
Dette er selvsagt problematisk, når vi fra forskningen ved, at en hurtig og tidlig civil indsats er vigtig for at øge muligheden for at opnå varige resultater. Grundlæggende kan man sige, at så snart den militære operation er overstået skal den civile genopbygning iværksættes. Dette er historisk set ofte ikke sket, hvorfor den civile og militære indsats er kørt i to parallelle spor, uden eller med begrænset koordination.
Den intervenerende skal have legitimitet, dvs. den nødvendige internationale og lokale støtte og juridiske ramme samt en grad af lokalt ejerskab. Dette er ofte ikke muligt at opnå, når der iværksættes internationale operationer, hvorfor disse typer af operationer ofte iværksættes under vanskelige vilkår allerede fra starten.
Det kan f.eks. være, at der ikke kan opnås enighed i FN’s sikkerhedsråd om et mandat, det kan være, at en række af de lokale aktører, inkl. regeringen, modarbejder dig og ikke ønsker eller kan tage ejerskab. Dertil kommer en ofte begrænset viden om det land eller område, hvor indsættelsen skal ske.
Missionerne skal derfor være endog meget fleksible i deres implementering af deres strategier, da de skal lære af og tilpasse indsatsen, i takt med at man opnår en dybere viden. I praksis er dette ofte svært, når personellet typisk kun er deployeret mellem 6 måneder til 1 år, og hvor vidensoverdragelsen til næste gruppe typisk er og har været mangelfuld. Ekstern intervention og genopbygning er komplekst, og hvad der teoretisk kan se overkommeligt ud, viser sig tit i praksis at være endog meget vanskeligt. Dokumentaren giver via dens inddragelse af lokale aktører et indblik i, hvordan lokale modstandere og den civile befolkning så på de intervenerende, og hvordan det skiftede over tid.
Som udsendelsen peger på, så skal vi spørge, hvor problemerne i forbindelse med de omtalte indsatser skal findes?
Under hvilke rammer, om nogen, kan militære indsatser skabe det nødvendige og især brugbare rum for, at en central civilt ledet indsats kan iværksættes og skabe varig stabilitet og udvikling?
Hvorfor fejlede den civile genopbygningsindsats i Irak og Afghanistan, men lykkedes bedre i det tidligere Jugoslavien? Og hvad betyder dette for danske stabiliseringsindsatser fremadrettet? Hvad betyder de eksisterende lokale politiske strukturer for muligheden for at skabe holdbare løsninger og institutioner.
Udsendelsen illustrerer fint, hvordan eksternt indsatte ledere, med meget begrænset lokal legitimitet, ikke er en farbar vej for varig fred. Problemet var, at alternativet i både Irak og Afghanistan ikke var politisk acceptabelt for Danmark og Vesten, hvilket udsendelsen også fint påpeger og viser.
DR’s udsendelse er i mine øjne et hæderligt forsøg på at præsentere og kondensere en kompliceret og omskiftelig 30-årig krigsindsats i seks programmer. Udsendelsen fortjener stor ros for at have sikret bidrag og input fra modparten og den civilbefolkning, der først var ofre for repressive regimer, som de danske styrker og koalitionen blev indsat for at bekæmpe, og som senere var fanget mellem lokale oprørsgrupper og internationale militære koalitioner, der blev opfattet som en besættelsesmagt.
Udsendelsen har dog et element af ’human interest story’ — de individuelle historier og tragedier, som de dræbte og deres familier har måttet gennemleve. Og hvor tragiske de fortællinger end er, er de en del af krigens vilkår, som også påpeges af general Jesper Helsø i serien.
Men de individuelle tragedier er også vigtige at adskille fra det strategiske, når vi rationelt skal forholde os til erfaringerne fra disse indsatser og især overveje, hvilke konklusioner der bør drages.
For hvad mener general Helsø, når han i sin slutreplik i udsendelsen understreger, at han ikke tror, at Danmark igen kommer til at udsende tropper internationalt i samme form? Betyder det, at Danmark fremadrettet skal afholde sig fra at deltage i stabiliseringsindsatser i det ’Globale Syd’, herunder Nato-, FN- og EU-operationer? Betyder det, at vi — på trods af et FN-sikkerhedsrådsmedlemskab — også skal afholde os fra at bidrage til FN-operationer fremadrettet? Skal Danmark stoppe med at bidrage til EU’s militære kapacitetsopbygningsindsatser i Afrika, når Danmark i anden halvdel af 2025 overtager formandskabet i EU?
Svagheden og styrken ved udsendelsen ligger præcis her, fordi den ikke giver definitive svar, men skaber et grundlag for en debat om, hvordan og i hvilken form Danmark fremadrettet skal bidrage til at løse de globale trusler mod international fred og sikkerhed, som desværre kun bliver større, og vil udgøre en direkte sikkerhedsudfordring for europæisk og dermed dansk sikkerhed i de kommende år.
’Det var først, da vi indsatte robust magt, at serberne forstod, at vi mente det – det er det eneste, de forstår hernede’. Dette er en parafrase af det, der blev sagt i udsendelsen om de sene erfaringer fra indsatsen i Bosnien og Kroatien og senere i Kosovo, hvor Nato’s robuste konfiguration skræmte serberne fra at gennemføre angreb. Dette er et godt eksempel på, hvad et militært værktøj kan, især når denne indsats så kobles med en omfattende og, til tider, velkoordineret civil indsats.
Den robuste militære indsats præsenteres i dokumentaren i modsætning til ’det håbløse FN’, der under tragedierne i Srebrenica og mere generelt indirekte havde tilladt krigsforbrydelser og blokeret for nødvendig magtanvendelse og flystøtte i det tidligere Jugoslavien. Ligesom Nato og Danmark har været igennem en stejl læringskurve fra de mange indsatser siden afslutningen på den kolde krig, så har FN på samme måde lært af de tidligere problematiske indsatser i Jugoslavien, Somalia og tildels Rwanda. FN er et helt andet sted i dag, end verdensorganisationen var i starten af 1990’erne.
Fra forskningen ved vi, at trods de problemer FN har, så har FN-operationerne faktisk en positiv effekt på størstedelen af de konfliktramte lande, de er deployeret i. Men FN-operationerne er ikke gode til at løse robuste militære opgaver, men er det bedste, vi har, når det kommer til militær fredsbevarelse og civil genopbygning.
Det var derfor også, som fremhævet i dokumentaren, et vigtigt øjeblik i indsatsen i Irak, da FN i 2003 var nødt til at trække sig ud af landet og derfor ikke kunne spille en central rolle i genopbygningen. Men FN’s fredsbevarende operationer er under store forandringer, og Danmark bør og kan, via vores kommende medlemskab af sikkerhedsrådet, spille en central rolle i at fremtidssikre FN’s fredsbevarende operationer, og især FN’s politiske rolle.
FN er det vigtigste og eneste globale organ, der med legitimitet kan håndtere globale sikkerhedsudfordringer.
Vi skal i den forbindelse huske, at krigen i Irak blev iværksat uden et FN-mandat, modtog stor international kritik, var baseret på et problematisk og sløset efterretningsgrundlag og blev i Danmark besluttet med et minimalt folketingsflertal, hvilket undergravede den hjemlige politiske opbakning til indsatsen. Netop her lyser en række røde lamper, som kan forklare mange af de problemer, det fortsat ustabile Irak i dag kæmper med.
Dette er en af de vigtige lærer, som udsendelsen giver seerne, lad være med at deltage i operationer, der ikke har det nødvendige mandat.
Angrebet på Irak er jo noget af det, som Danmark og andre vestlige aktører konstant bliver mødt med og kritiseret for, fordi det blev set som endnu et udtryk for vestlig dobbeltmoral, hvor internationale love og regler kun gælder, når det passer i forhold til vores interesser. Præsident Mbeki i Sydafrika kaldte invasionen ’et angreb på multilateralismen’, mens i samme tråd Tyskland og Frankrig i en fælles erklæring sagde ’at militære invasioner skal ske på baggrund af et FN-mandat’.
Om vi kan lide det eller ej, så kommer Danmark, Nato og EU til at skulle forholde sig til de stigende sikkerhedspolitiske udfordringer, vi oplever i Mellemøsten og især Afrika. Danmark er nødt til at forholde sig til den virkelighed, at selvom krigen i Ukraine naturligt fylder meget i den danske bevidsthed lige nu, så er problemerne i resten af verden desværre ikke blevet mindre.
Det er derfor glædeligt, at regeringen har offentliggjort en ny Afrikastrategi, som sætter et øget og nødvendigt fokus på en række af de udfordringer, som udviklingen i Afrika vil få for Danmark og Europa. Men at trække sig ud og lukke vores ambassader i Burkina Faso og Mali, der hvor problemerne er størst, gør ikke, at de stigende sikkerhedspolitiske udfordringer i Sahel forsvinder – tværtimod. De sikkerhedspolitiske udfordringer i Central- og Østafrika fortsætter ufortrødent og vil kræve et øget europæisk og dansk fokus i de kommende år.
Nato og EU er alliancer, som består af medlemmer fra både Syd- og Nordeuropa, og ligesom vi forventer solidaritet i forhold til indsatsen mod den russiske aggression i Ukraine, så forventer alliancelande som Italien, Grækenland og Spanien solidaritet i forhold til at løse udfordringerne i det globale syd.
At tro, at man ved at styrke grænseindsatsen ved Europas sydgrænse kan stoppe den sikkerhedspolitiske trussel fra syd, er både historieløst og uigennemtænkt. Ligeledes er det naivt at tro, at man kan inddæmme truslen i Sahel-landene ved at trække sit engagement ud og flytte det til regionale nabolande.
Danmark er, sammen med vores EU- og Nato-partnere og i rammen af FN, nødt til at engagere sig mere i verden, inden verden kommer til os, eller andre magter som Rusland og Kina fylder det vakuum ud. Som i Jørgen Clevins børnebog bliver strudsen Rasmus fanget og ender som bekendt i Zoologisk Have i København. Danmark kan ikke stikke hovedet i busken, som kunne være en hurtig konklusion på baggrund af dokumentaren.
Modsat dokumentarens konklusion, så mener jeg på baggrund af tre årtiers forskningserfaring i konfliktområder, at lande som Danmark netop skal engagere sig mere — blot ikke i store, militærdominerede nationsbygningsprojekter. Danmark skal gøre brug af de rammer, der virker, såsom FN, den Afrikanske Union, Nato og EU og sikre legitimitet i de indsatser, vi deltager i, og kun bruge militær magt, når det er absolut nødvendigt, og kun i en kort periode, for at sikre, at den civile og lokalt styrede indsats kan starte. Danmark kan netop bruge de erfaringer, vi har draget os fra 30 års indsats, og bidrage konstruktivt til at skabe en bedre og mere fredelig verden for alle, også ved en begrænset brug af det militære værktøj, når det er nødvendigt.
fortsæt med at læse
