For fem år siden fik Danmark en historisk klimalov. Bag den lå en bred aftale, der har skubbet Danmark i en grønnere retning. Danske virksomheder, borgere, myndigheder og politikere har stået skulder ved skulder og på fem år banet vejen for, at det nu er muligt at nå klimamålet om at reducere vores CO2-udledning med 70 pct. i 2030. Det, der lød som et nærmest uopnåeligt mål for fem år siden, er nu inden for rækkevidde. Selv om den sidste del af vejen endnu ikke er tilbagelagt, står vi et langt bedre sted. Det er ret vildt, og det bør alle klappe sig på skulderen over.
Men arbejdet er ikke slut i 2030. Vi skal brolægge vejen mod klimaneutralitet i 2045 og en reduktion på 110 pct. i 2050, som er regeringens målsætninger. Første skridt på vejen er, at vi til næste år skal sætte et klimamål for 2035 og evaluere på, om klimaloven trænger til et serviceeftersyn. Det skal vi gøre i fællesskab, for det er det brede samarbejde på tværs af samfundet og politiske skel, der driver den grønne omstilling frem og giver tryghed om, at arbejdet mod et klimaneutralt samfund fortsætter.
Man får, hvad man måler på. Derfor er måden, vi sætter klimamål på, afgørende for, om vi opnår det, vi gerne vil som land. Hvis vi sætter de forkerte mål, lukker vi måske døren for nye teknologiske landvindinger eller arbejder os ned ad nogle spor, hvor vi bruger kræfter og penge på noget, der ikke giver en tilstrækkeligt stor klimaeffekt.
Af samme grund er det sundt, at vi bruger tid på at få en grundig samtale med hinanden om, hvor vi ønsker at bevæge os hen, og hvilken klimapolitik der giver den mest positive effekt – inden vi lægger os fast på et nyt specifikt mål. Den samtale vil jeg gerne indlede. Vi skal jo vide, hvad vi som land forpligter hinanden til, når vi sætter et mål, og diskutere, hvordan vi kommer bedst i mål.
Fra mit perspektiv er det afgørende, at klimaloven – og dermed vores klimapolitik – også følger med tiden og udvikler sig, så vores grønne aftryk på verden er stort.
For mig er det uomtvisteligt, at Danmark skal forblive et grønt foregangsland. Vi skal blive ved med at inspirere andre lande til at gå i en grøn retning, og da vi står et langt bedre sted end for fem år siden, må vores definition af, hvad det vil sige at være et foregangsland, derfor rykke med.
Efterhånden som vores nationale udledninger bevæger sig mod nul, bør vi i højere grad løfte blikket og have et større europæisk og globalt fokus. I mine øjne stopper vores klimaansvar ikke ved Kruså og Rødbyhavn. Derfor skal vi som samfund stille os spørgsmålet: Hvad vil det sige at være et foregangsland i de kommende 10 og 25 år? Vi skal svare i fællesskab, og jeg håber, at mange forskellige stemmer kommer på banen.
For mig indebærer det at være et foregangsland mindst fire forpligtelser. Og listen er således ikke udtømmende.
For det første skal man have styr på sine egne udledninger. Hvis vi ser på Danmarks udledninger først, er de faldet støt. På de fem år, der er gået, siden aftalen om klimaloven blev indgået, har vi besluttet politik, der forventes i 2030 at have sænket Danmarks drivhusgasudledning med ca. 16 millioner tons CO2e, når vi regner sommerens aftale fra den grønne trepart med. Vi har dermed på fem år taget beslutninger, der bidrager til, at Danmarks udledning i 2030 forventes at være halveret siden 2019 og dermed mindsket med 70 pct. siden 1990.
På energisiden har vi gjort en kæmpe indsats for at udfase olie, kul og gas. Hvis vi kigger tilbage til 1990, var el- og fjernvarmesektoren den mest udledende sektor overhovedet. Nu er alt vendt på hovedet. Sektoren forventes at blive den første, der fjerner mere, end den udleder, fra ca. 2030 og frem. Det er en helt vild grøn omstilling, vi er lykkedes med. En grøn energisektor er ikke bare godt i sig selv – det fører også til reduktioner i alle andre dele af samfundet.
Dertil har vi været igennem alle sektorer. Vi har indført en CO2-afgift på industrien. Der sker store fremskridt i transportsektoren. For nylig rundede vi 10 pct. elbiler i Danmark, i 2030 forventes der at køre 1 million af dem på vejene, og den seneste fremskrivning viste tendenser til et begyndende fald i transportens udledninger. Med aftalen fra den grønne trepart og indførelsen af en CO2-afgift på landbrug har den sidste store sektor også stemplet ind i kampen. Aftalen fra den grønne trepart var tilmed et resultat af en klassisk dansk tilgang, hvor modsatrettede interesser mødes og finder et fælles kompromis, som alle parter kan se sig selv i.
Det er topfedt, at vejen til 2030-målet er banet, men at man kan se toppen af bjerget, betyder jo ikke, at man har besteget det. Det kommer stadig til at koste mange kræfter at gå fra politiske papirer til grøn handling. Og mon ikke vi støder på en udfordring eller flere på vejen mod 2030.
Men som et foregangsland skal vi løbende løfte blikket og have et længere sigte for vores klimapolitik. Arbejdet med at bringe Danmarks udledninger ned stopper ikke ved 2030-målet. Vi skal sætte et ambitiøst nationalt mål for 2035, der kan være en stærk motor i at skabe strukturelle forandringer og varig klimahandling, og som baner vejen for klimaneutralitet i 2045 og 110 pct. reduktion i 2050. Vel vidende, at de sidste reduktioner er markant sværere at indfri.
For det andet indebærer det at være et foregangsland, at vi som et rigt land bruger vores kompetencer, økonomiske muskler og areal til at hjælpe andre lande videre på den grønne vej. For efterhånden som kurven for danske udledninger går mod nul, er der behov for at tænke bredere, når vi laver klima- og energipolitik. Derfor bør det internationale aspekt fylde endnu mere, når vi skal skrive det næste klimakapitel.
Allerede i dag er der mange lande, der kigger mod Danmark for inspiration. Og allerede i dag investerer vi massivt i grøn omstilling og i grøn forskning. Vi skal blive ved med at bruge vores velstand på at udvikle de løsninger, som resten af verden har brug for. Det har vi gjort historisk ved at udvikle bl.a. vindmøller og teknologi, der gør, at vi bruger energien med omtanke.
Der er et kæmpe potentiale i at bidrage til at gøre energiproduktionen og -forbruget i EU og resten af verden grønt. Det er måske ikke lige så synligt i hverdagen for den enkelte dansker, som hvis vi lagde skrappe afgifter på alt lige fra bøffer til biler, men det er til gengæld et af de områder, hvor CO2-reduktionerne batter mest. Det er i sidste ende det, der tæller for mig.
Derfor mener jeg, at noget af det fineste, vi kan gøre, er at stille vores arealer til rådighed – både til havs og på land – for at producere grøn strøm og grønt brændsel, der kan eksporteres og bruges i de sektorer, der fortsat er dybt afhængige af fossile brændsler. Vi skal udnytte, at vores forudsætninger herfor er unikke, og indrette vores klimapolitik derefter. Selvfølgelig på en måde, hvor vi samtidig kan tjene så mange penge på det som muligt og skabe mange grønne danske jobs.
Ser man ud over Europa, er energiforsyningen stadig i vid udstrækning baseret på fossile brændsler. Tag f.eks. et stort naboland som Polen. I 2022 lå Polens andel af vedvarende energi i elproduktionen på ca. 21 pct., hvor Danmarks var ca. 77 pct. Vi kan altså med kendte midler, som vi allerede er eksperter i i Danmark, bidrage til ekstremt store reduktioner i vores nabolande. Og det er vel at mærke lande, der i mange tilfælde er langt større end Danmark og derfor udleder langt mere CO2. Det er klimahandling, der virker.
Grøn energi er ikke det eneste område, hvor vi kan udnytte vores styrkeposition til at hjælpe andre lande på vej. I Danmark har vi også gode forudsætninger for at lagre store mængder CO2 i vores undergrund. Hvis vi sætter alle kræfter ind på at udvikle den mulighed, er det ikke kun en gevinst for det nationale klimaregnskab, det er også en oplagt mulighed for at hjælpe på CO2-regnskabet i andre lande.
For det tredje indebærer det at være et foregangsland, at vi bruger noget af vores velstand og udnytter vores position som et land med faldende udledninger og en stor andel af vedvarende energi som en diplomatisk løftestang. Vores myndighedsarbejde, hvor vi hjælper andre lande på tværs af kloden med grøn omstilling, gør en forskel. Vores udviklingsbistand målrettet klimatiltag i andre lande gør en forskel. Vores grønne forskning gør en global forskel. Samlet giver det os troværdighed i internationale forhandlinger og partnerskaber, så vi fortsat kan presse på for ambitiøse globale mål og være en indpisker på den internationale scene.
For det fjerde skal et grønt foregangsland skabe en bedre fremtid gennem grøn forandring. Stilstand er ikke svaret, som partier på den yderste højrefløj forsøger at bilde danskerne ind. Klimaforandringerne er her, og de er menneskeskabte.
Hvis man forestiller sig, at man kan leve sit liv fuldstændig uforstyrret, som man har gjort de seneste 20 år, står man over for en brat opvågnen. Kig ud ad vinduet. Temperaturen bliver ved med at slå rekorder, og vejret bliver vildere og vådere. Vi kan ikke gøre, som vi plejer. Derfor ser jeg det som en nøgleopgave for os politikere at formulere en positiv vej ind i den grønne omstilling, som ikke fører til hestevogne og vandgrød, men i stedet til en grøn hverdag med muligheder for alle. Uanset alder og postnummer.
Her er det afgørende, at klimapolitikken samler befolkningen frem for at splitte den. Det kan ikke understreges nok, at den største showstopper for klimahandling er folkelig modstand.
Kigger vi ud i Europa, ser vi brændende halmballer og gylle i gaderne. Gule Veste. Politisk uro. Protesterne er udtryk for folks bekymring for, at klimatiltag medfører, at de mister deres job, og hverdagen bliver for dyr og umulig. At klimahandling ikke fører til en bedre fremtid. Den bekymring findes bestemt også blandt os danskere. Den skal vi tage seriøst, lytte til og håndtere på en retfærdig og socialt balanceret måde, uden at vi lader os diktere af frygten for forandring. Det har vi formået indtil videre.
Lad os diskutere med hinanden, hvor vi bør og bedst kan sætte ind for, at vores hverdag bliver grønnere med et lavere CO2-aftryk. Her er svaret ikke kun politik og regulering eller for den sags skyld flere politiske mål. Vi ved jo godt hver især, hvilke fødevarer i køledisken der belaster klimaet, og hvilke brændstoffer og transportformer vi bør benytte i mindre grad. Og selv om det kan være svært at ændre vaner – det kender jeg fra mig selv – og at nogle forandringer har en økonomisk pris, så skal vi bevæge os i en grønnere retning sammen.
Vi skal have en ambition om at gøre det lettere at leve grønt, hvilket ej må forveksles med en ambition om, at livet skal være surt at leve. Det skal vores klimapolitik og -indsatser være garant for. Derudover kræver det også, at vi starter med os selv og prikker venligt til hinanden. Inspirerer hinanden. Hjælper hinanden og minder hinanden om, at vi nok alle kan gøre det lidt bedre. For klimaets skyld.
Danmark er et foregangsland, og det skal vi blive ved med at være. Svaret herpå er ikke statisk. Det kræver, at vores klimaindsats udvikler sig, gør en forskel, og at vi bruger kræfterne der, hvor vi får den største effekt.
Jeg ser frem til at tage debatten i den kommende tid, hvor jeg håber at møde mange perspektiver på, hvordan vi sætter en grøn retning frem mod 2035. Samarbejde hen over midten af politik er helt afgørende for, at vi når vores mål. Både danskere og virksomheder skal kunne stole på, at det, vi aftaler i dag, også gælder i morgen – og i 2035. Klimaforandringerne er den største udfordring, verden står overfor, og derfor skal vi stå sammen om at løse den.
fortsæt med at læse
