Det hører med til den kirkelige kerneopgave, at vi gerne taler med Gud og hvermand. I et par årtier har det dog ikke været hvermand, der har deltaget i eller følt sig hjemme i denne samtale. Men de senere år har vi bemærket en stigende interesse for at tale om tro og en ny nysgerrighed over for kristendommen. Ganske markant endda.
Vi ville gerne sige, at det skyldes, at vi som kirker er blevet bedre til at række ud til danskerne. Men egentlig tror vi, at ændringen især skyldes et skift i tidsånden, hvor der sker en genforhandling af balancen mellem individ og fællesskab, frihed og forpligtelse samt mellem tro og rationalitet.
Efter et stærkt fokus på individet oplever vi som mennesker et nyt behov for fællesskabet. Vi har behov for ikke at stå alene med alting og med ansvaret for alle valg i en verden med uanede muligheder.
Mange af os har erfaret, at fællesskaber kan løfte én og give én rødder, forbundethed og mening.
Om noget så viste corona med al tydelighed, at vi ikke kun er individer, men også forbundet i fællesskaber på mange leder og kanter. En andens handlinger kunne hurtigt indebære, at vi måtte lægge os syge. Og klimaudfordringer har det samme budskab: Det, den ene gør, påvirker den anden – endda mange generationer frem.
Stille og roligt er vores fokus i højere grad flyttet fra den individuelle udfoldelse til det, der faktisk binder os sammen i fællesskab. Naturligvis har også globaliseringen og mødet med nye kulturer, også herhjemme, bidraget til udviklingen.
Individualismen er ikke smidt på porten. Den er vi stadig omsluttet af. Og måske er det netop individualismen, som gør, at vi nu igen er blevet mere nysgerrige på, hvad trosspørgsmålet indeholder, på en måde som vi som udgangspunkt selv definerer og styrer.
Kongen ramte dette skift i tiden meget præcist med sit kongeord: ’Forbundne, forpligtede, for kongeriget Danmark’.
Vægten ligger på det forbundne og det forpligtede. Naturligvis vil en konges ord altid pege i retning af det nationale fællesskab, men ordene er alligevel interessante i en forståelse af tidens genforhandling af forholdet mellem individ og fællesskab.
Kongens ord er også et eksempel på en anden genforhandling af et forhold. Nemlig det mellem ’frihed og forpligtelse’.
Vi kommer ud af en tid, hvor frihed var lig med den enkeltes frihed til at træffe de valg, han eller hun ville. Men måske opdager vi i stigende grad, at der også ligger en frihed i netop at være forbundne og forpligtede i et fællesskab, som er større end os selv?
Individualismen skifter så at sige farve, hvor den enkelte erfarer, at han eller hun også har brug for at være forbundet og måske endda forpligtet.
Den danske digter Rune T. Kiddes definition af frihed synes at indramme genforhandlingen af frihed ganske godt: »Frihed er at være bundet af de rette bånd«.
Endelig er kongens ord også et interessant eksempel på en tredje genforhandling. Nemlig af forholdet mellem tro og rationalitet. For hvis vi er forbundne og forpligtede, hvad er vi forbundne og forpligtede af? Og til?
Kongen giver sit eget svar i bogen ’Kongeord’: »Troens styrke ligger ikke i, om Gud er nævnt i et kongeord, men i, at vi som mennesker, som folk, føler os forbundne til hinanden gennem vores kristne tro«.
Det er stærke ord fra en konge, der i sin tid som kronprins tøvede med at sætte ord på tro og eksistens, men nu som konge finder en autentisk balance, hvor han nu eksplicit kan nævne den kristne tro.
Ordene er et eksempel på en erkendelse af, at fællesskaber har både en horisontal og en vertikal forankring. Oftest tænker vi mest på den horisontale dimension, når vi taler om medlemskab eller formål med fællesskabet.
Men det er den vertikale forankring, som dybest set konstituerer fællesskabet, der nu ser ud til at få fornyet fokus. Og her kommer kristendommen i Danmark mest direkte ind i billedet. For hvad er det, som ultimativt har givet os både værdier, menneskesyn og forståelsen af os selv og hinanden midt i historiens store møllehjul? Kristendommens bidrag hertil er svært at komme uden om.
Vi ser stadig flere være nysgerrige på, hvordan tro er en vigtig inspiration og hjælp i en udvidelse af vores rationelle måde at forstå os selv og verden på.
Det ser ud til, at tro flytter ud af de personlige præferencers verden, som den i mange år har været henvist til som en privatsag, den enkelte stod mere eller mere alene med. ’Den rationelle verden’ har været set som den virkelige verden; det, som vi kunne være fælles om. ’Følelser og tro’ har vi haft det sværere med. Utallige var diskussionerne om videnskab sat op over for tro.
I det tidsåndsskift, vi bevidner, er der en større nysgerrighed omkring tro. Måske i erkendelse af, at rationaliteten i sig selv ikke altid giver alle de svar, vi søger. Men det rationelle kan i kombination med det eksistentielle give en sammenhængskraft, der både kan bære vores eksistens og et fællesskab.
Rationaliteten er derfor stadig vigtig for os og måske vigtigere end nogensinde i en tid med fake news og en konstant kamp om sandheden. Men rationaliteten er samtidig blevet mere ydmyg over for troen. I og med at troen er rykket ud af de ’personlige præferencers’ verden og ind i den ’virkelige verden’ som en faktor, vi erkender, vi er formet og formes af, så bliver troen en vigtig inspiration og hjælp i en udvidelse af vores rationelle måde at forstå os selv og verden på.
Når vi ser på udviklingen fra et kirkeligt ståsted, kan det være vanskeligt at afgøre, hvad der skyldes tidsånd eller Helligånd, men genforhandling af forholdet mellem individ og fællesskab, frihed og forpligtelse samt tro og rationalitet har uden tvivl bidraget væsentligt til den voksende nysgerrighed angående den kristne tro, som vi mærker. Lige nu.
En ny undersøgelse udført af analysebureauet Wilke understøtter, at et forbavsende højt antal – 6 ud af 10 – danskere taler om tro. Heraf har 43 procent talt om tro inden for den seneste måned.
Tabuet om tro lader til at blive mindre. Vi har ofte hørt eller selv fremført påstanden om, at det er mere tabu at tale om tro end om sex, men Wilkes undersøgelse viser, at det er en myte. Kun 15 procent af danskerne finder det mest tabubelagt at tale om tro, mens for eksempel sex, ensomhed og død er emner, der opleves væsentligt mere tabubelagte at tale om.
At tro er blevet mindre tabu i det offentlige rum, har vi set flere eksempler på de senere år. Listen er lang over kendte danskere, der hver især har delt enten større fortællinger eller mindre anekdoter om deres forhold til tro.
Pia Olsen Dyhr, der har fortalt om at bruge kirken til at holde fast i sig selv. Casper Christensen, der føler en konstant tilstedeværelse af Jesus i sit liv. Flemming Møldrup, der øver sig i at tro, siden Jesus sad på hans sengekant en morgen. Jasmin Lind, der deler sit liv som ung troende youtuber. Frederik Vad, der fandt sin kristne tro gennem samtaler og kirkegang. Mads Langer, der bruger kirkegang og tro – også når han skal lave sin musik.
Rune Klan, der er tryllekunstner og nu også læser teologi på universitetet. Bodil Jørgensen, der fortæller om tro og tvivl. Annette Heick, der fik støtte af Jesus, efter at hendes mand havde været involveret i en alvorlig ulykke i Thailand. Og Lars Mikkelsen, der spillede præst i en stor DR-serie, hvilket førte til dybe personlige overvejelser og gjorde, at han blev døbt som voksen.
Det har været spændende og rørende at følge de kendte sætte ord på tro i medierne. Vi tror, det er gjort som en meget personlig måde at dele lidt af sig selv og det givende ved troen med andre på.
Samtidig med at den offentlige samtale om tro ser ud til at blive mere tydelig, og vi mærker en øget nysgerrighed over for det kristne i en eller anden forstand, ser vi også et endnu uforløst potentiale i samtalen om tro danskerne imellem.
På den ene side har vi de førnævnte 6 ud af 10 danskere, der allerede taler om tro. På den anden side kan vi se, at hver tredje dansker har svært ved at få hul på samtalen om tro.
Det viser en bred befolkningsanalyse udført af analyseinstituttet Wilke. Årsagerne, som danskerne bøvler med, er, at man f.eks. ikke har nogen at tale med det om, at man mangler ord eller viden til samtalen, at det er for privat, eller at det måske stadig føles lidt tabubelagt at tale med andre om tro.
Derfor vælger vi nu også at byde ind i trossamtalen på en anderledes måde, end kirkerne tidligere har gjort. Her står vi sammen i et bredt kirkeligt samarbejde for at inspirere danskerne til at tale om tro.
Men hvorfor vil vi egentlig inspirere danskerne til at tale om tro? Det vil vi, fordi vi som mennesker har brug for at tale om de helt store spørgsmål.
Både i vores forhold til hinanden, og også for at kunne gribe fat i det eller gribes af det, som er større end os selv. Med åbenheden for tro skabes et fællesskab, der går ud over tid og sted, og som kan åbne for en rig erkendelse af, hvad det vi sige at være ’Altid allerede elsket’ for at citere titlen på Peter Bastians bog, der er skrevet kort før hans død.
Derfor ønsker vi bredt i de danske kirker og kirkelige foreninger at give danskerne inspiration til at tale om tro i en samtale, man kan tage i tosomhed eller være flere om.
Inspirationen har ikke fokus på, at der skal fortælles en masse fra os til danskerne, men at man kan få værktøjer til at fortælle og lytte til hinanden. Vi ønsker at vise, at det er trygt og givende at dele sine tanker om tro og det dybe i livet med f.eks. en ven, et familiemedlem eller måske endda et nyt bekendtskab i en god samtale.
Derfor står vi bag initiativet ’Lad os tale om tro’, hvor kendte danskere og helt almindelige mennesker fortæller om deres perspektiver på emner som ’tro’, ’håb’, ’kærlighed’, ’lykke(s)’ og ’farvel’. Ordet har været frit, og intet synspunkt eller mening er fremhævet over et andet. Men det er heller ikke nødvendigt, når man tør give sig hen til en respektfuld samtale, for den skal nok lynhurtigt og smukt folde sig ud – også selv om synspunkterne er forskellige.
Vi danskere er faktisk gode til at tale om tro, eksistens og det dybe i livet, når vi først er i et rum, hvor det er muligt.
Det afspejler sig også i den brede befolkningsanalyse fra Wilke, hvor 43 procent af danskerne angiver, at de finder det mest interessant at tale om etiske og eksistentielle spørgsmål, når det kommer til tro. Dernæst peges der på ’tro og religion generelt’ med 31 procent samt ’uforklarlige oplevelser’ med 21 procent. Det fortæller os, at danskerne er åbne for at tale og lytte til en samtale, der faktisk spænder ret bredt i den måde, vi hver især lever og ser verden på.
Netop åbenheden ser vi som en af tidens mest magiske tendenser, fordi det giver mulighed for dybe og spændende samtaler, vi tror, mange har savnet at tage – eller aldrig har taget.
Rummet for den samtale kan man kalde et ’fælles tredje’. Det er egentlig et begreb fra pædagogikkens verden, hvor to mennesker mødes fra hvert sit ståsted og baggrund, men de finder fælles fodslag og ligelighed i samtalen om noget tredje, de har tilfælles.
Tro som et fælles tredje er der, hvor vi møder hinanden i øjenhøjde og forstår, at vi begge har noget vigtigt og væsentligt at byde ind med fra vores egne overvejelser og erfaringer, samtidig med at vi begge har noget at lære af den anden.
Vores erfaring er, at i det rum, hvor nysgerrigheden på troen er et fælles tredje, kommer eksistens, livet, evigheden, det svære og det forunderlige tæt på og bliver en del af samtalen, så det ikke bare er to mennesker, der deler, men to mennesker, som bliver en del af en større helhed.
Midt i en tid, hvor der sker store forandringer og skift, og hvor begreber genforhandles og formes til nye erkendelser, kan vi spore en åbenhed for tro generelt og for den kristne tro specifikt. Det vil vi som kirker og kirkelige organisationer byde velkommen og give vores bidrag til at fremme.
For vi har brug for at tale om tro. Mange af os vil gerne tale om tro, men nogle af os har brug for det lille skub, der gør, at vi kommer i gang. Her håber vi, at initiativet kan være en gave til dem, der ønsker den.
Lad os tale om tro.
fortsæt med at læse
