Kan opfattelser af maskulinitet få betydning for udfaldet af præsidentvalget i USA? Det er svært at spå om, men når amerikanske mænd kigger efter maskuline rollemodeller, kommer der på den politiske scene meget forskellige typer af mænd og maskuliniteter til syne.
Den republikanske side repræsenteres af to hvide anti-woke mænd, som fejrer og hædrer nostalgisk oldschool maskulinitet, autoritet og fightermentalitet. At det er den form for maskulinitet, der dyrkes, kom til udtryk ved Trumps hævede og knyttede hånd efter attentatforsøget mod ham, men også på republikanernes konvent, hvor man havde inviteret wrestlerikonet Hulk Hogan op på scenen, som til publikums begejstring brølende flåede sin yderste trøje i stykker for at fremvise en Trump/Vance supporttrøje indenunder.
Hos demokraterne er valget af Tim Walz som vicepræsidentkandidat ikke nogen tilfældighed. Selv om de dominerende maskulinitetsforestillinger i USA er tæt forbundet med en kulturel forståelse af lederskab, autoritet og styrke, omfatter maskulinitetsforestillinger i moderne amerikansk politik både traditionelle og moderne idealer om mandighed.
Faderskabet er i hastig samfundsmæssig forandring, og den kulturelle dagsorden for mænd og fædre har ændret sig markant i USA. Det er ikke længere umandigt at tage ansvar for og have nære relationer til børn.
Det ved Kamala Harris, og hun kan gennem Walz koble sig på den udvikling og tale direkte til de amerikanske ægtemænd og fædre. Walz repræsenterer i form at være mand, far, lærer og football-coach en form for relationel og empatisk maskulinitet, hvor man(d) prøver at være noget og gøre noget for andre. Ud over at have været lærer og football-coach har Walz også et andet parameter, som gør ham troværdig i forsøget på at fremstå i øjenhøjde med folket – han er i modsætning til både Trump, Vance og Harris ikke rig.
Dette aspekt kan JD Vance (som avisen The Washington Post efter hans succesfulde vicepræsidentdebat kaldte for »Trump med hjerne og strategi«) måske alligevel godt trumfe, idet han ikke er født rig, men er en succesfuld mønsterbryder med en mormor, som modtog socialhjælp, og en mor, som drak. Sådan en historie elsker amerikanerne også.
Abortspørgsmålet er måske det stærkeste trumfkort hos demokraterne. Flertallet af amerikanere ønsker en form for fri abort, selv om der naturligvis er stor forskel på, hvad amerikanerne tænker om emnet i de enkelte stater.
Vedrørende abortspørgsmålet er det interessant, om de amerikanske mænd vil stille sig bag flertallet af de amerikanske kvinders holdning til, at abort er none of your damn business, altså hold jer langt væk fra kvinders livmoder. Her kan Harris selvfølgelig bruge sig selv som kvinde, men også Walz, når han på sine debatarrangementer spørger de amerikanske mænd, om de ønsker, at det skal være delstaterne, som skal bestemme over deres koner og døtres helbred.
Vi ved fra studier om vælgeradfærd, at det er kendetegnende, at mænd i både USA og Europa stemmer mere højreorienteret end kvinder, og at højrepopulistiske kræfter i stor udstrækning er præget af traditionelle maskuline værdier. Der er derfor grund til at tro, at køn kan få stor betydning for udfaldet af præsidentvalget 5. november.
Forskning har vist, at visse mænd, især dem, der identificerer sig med traditionelle maskuline værdier, har en tendens til at stemme på kandidater, der fremhæver maskuline værdier i deres politiske programmer. Dette er især tilfældet blandt hvide, ikke-akademisk uddannede mænd, som udgør en stor del af vælgerbasen. Disse vælgere kan føle sig truet af sociale og økonomiske forandringer, som de opfatter som udfordringer for deres maskulinitet, og de kan derfor støtte kandidater, der fremstår som stærke og handlekraftige ledere, der vil beskytte deres interesser.
Et godt eksempel på betydningen af denne tendens var det store antal mandlige vælgere, der støttede Donald Trump i både 2016 og 2020. Trump appellerede ofte til en følelse af nostalgi for en tid, hvor traditionelle maskuline værdier blev fejret og opretholdt. Hans retorik om ’America First’ og ’Make America Great Again’ kunne lige så vel have været benævnt som ’Make Masculinity Great Again’, idet hans løfte om at genopbygge økonomien og beskytte amerikanske arbejdspladser især skabte genlyd hos mandlige vælgere, der følte, at globaliseringen og økonomiske ændringer havde skadet deres status og indkomst.
Diskussionen om kønsidentitet og mangfoldige identiteter vækker mange og stærke følelser. Køn er blevet en del af en større kulturkamp i USA, hvor debatten ofte ses som en afspejling af de bredere konflikter mellem progressive og konservative værdier.
Konservative kredse hævder, at de traditionelle kønsroller er under angreb, mens progressive argumenterer for en mere inkluderende og nuanceret forståelse af køn. Diskussionen berører en bred vifte af emner, herunder transrettigheder, kønsidentitet, kønsmæssig ligestilling og politiske og kulturelle holdninger til køn. Det er et polariseret emne, og debatten varierer alt efter politisk, kulturel og regional baggrund. Specielt spørgsmålet om transpersoners rettigheder bliver brugt til at forsvare traditionelle forestillinger om køn og seksualitet.
Hvad betyder Trumps kvindesyn for Kamala Harris’ muligheder for at vinde præsidentvalget? Vi er ikke længere i 2016, hvor Trump, trods sine kvindefjendske udtalelser a la »grab them by the pussy«, kunne fremstå som det friske nye pust. Vi har i mellemtiden haft en #MeToo-revolution, som på mange måder har forandret det kønspolitiske landskab. #MeToo-bevægelsen var ikke bare et forbigående og overfladisk fænomen. Den skabte reelle, varige og uigenkaldelige forandringer.
Men man må ikke være naiv, da tendenserne går i flere retninger, og nogle mænd ser udviklingen som tab af magt og privilegier. Disse mænd er uden tvivl mere tilbøjelige til at lade sig inspirere af Trump, der i stor udstrækning appellerer til unge mænd og drenge. Trump har haft og har stadig en form for whiteness advantage specielt blandt unge mænd.
En undersøgelse fra Pew Research Center Poll viste, at 17 procent af vælgerne mente, at kvinders fremgang er sket på bekostning af mænd. Men blandt mandlige Trump-vælgere mellem 18-49 år var tallet oppe på 40 procent. Der er altså mange mandlige vælgere, som ser udviklingen i ligestilling som et nulsumsspil frem for et frigørelsesprojekt for begge køn.
Donald Trump har flere gange udtalt sig på kontroversiel vis omkring køn og ligestilling, især i forbindelse med diskussioner om #MeToo-bevægelsen og anklager om seksuelle overgreb. En bemærkelsesværdig udtalelse kom i oktober 2018 under en pressekonference efter nomineringen af Brett Kavanaugh til USA’s højesteret. Kavanaugh stod over for anklager om seksuelle overgreb, hvilket førte til en intens debat i medierne og blandt politikere. Trump udtalte i den forbindelse: »It’s a very scary time for young men in America« og tilføjede, at unge mænd kan blive anklaget uden tilstrækkelige beviser, hvilket ifølge ham kan ødelægge deres liv og karriere.
Han udtrykte en bekymring for, at mænd kunne blive uretmæssigt beskyldt for seksuelle overgreb i en tid, hvor anklager blev taget meget alvorligt som følge af #MeToo-bevægelsen. Disse kommentarer blev kritiseret af dem, der mente, at Trump nedtonede betydningen af at tage ofrenes anklager alvorligt.
Mange mænd syntes måske også, at det kunne være forfriskende med en kvindelig præsident efter at have haft 45 mandlige præsidenter i træk. Men Trump trækker helt sikkert også stemmer på en forestilling om, at han er en mand, som kan få tingene gjort, og en mand, som har proved himself.
Et eksempel på dette var valgkampen i 2016 mellem Donald Trump og Hillary Clinton. Trump blev ofte præsenteret som en kandidat, der legemliggjorde ’traditionel’ maskulinitet, med en retorik, der fokuserede på magt, succes og autoritet. Hans selvsikre og provokerende stil appellerede til mange vælgere, især hvide mænd i arbejderklassen, som følte, at denne form for maskulinitet repræsenterede en form for styrke og handlekraft, som USA havde brug for.
Hillary Clinton, derimod, blev ofte mødt med spørgsmål om, hvorvidt hun var ’stærk nok’ til at lede landet – en kritik, der i vid udstrækning var baseret på kønsstereotyper. Trump spiller i stor udstrækning stadig på denne strategi om, at der skal en person med en mands ’kvaliteter’ til at lede verdens førende militærmagt, når han f.eks. hævder, at Kamala Harris ikke vil kunne sætte sig i respekt og forhandle med udenlandske ledere, og at truslen for tredje verdenskrig vil forøges med hende ved roret. Her har Harris dog svaret ham kontant igen og fremstillet Trump som tåbelig, når han hævder, at han kan løse Ukraine-krisen på 14 dage og har på billedlig vis fremsagt, at Putin will eat Trump for lunch.
Det er farligt ikke at adressere unge mænds udfordringer og problemer i samfundet, idet de ofte bliver samlet op af populistiske kræfter. Trump er blevet beskyldt for at flirte med manosfæren, som kan beskrives som de dele af internettet, hvor mænd mødes og taler køn, maskulinitet og ligestilling og organiserer sig imod feminismen.
Der er ingen tvivl om, at mange af Trumps vælgere reagerer mod wokeismen. At diskussioner om køn og kønsidentitet er blevet mainstream politik i USA illustreres på bedste vis af, at Trump bl.a. har påpeget, at noget af det første, han vil gøre på dag 1, hvis han vinder valget, er at sætte massivt ind over for transkønnedes rettigheder og slå fast, at der kun findes ét hankøn og ét hunkøn.
Har det manglende fokus på drenge og mænds udsathed været et massivt politikersvigt fra demokraternes side? Konservative kræfter i USA argumenterer for, at venstrefløjen hader mænd, og på den akademiske front har forfattere som Christina Hoff Sommers skrevet bøger med titler som ’The War Against Boys’.
Det er naturligvis ikke sandt, at venstrefløjen hader mænd, men hvad har demokraterne at tilbyde amerikanske mænd? Når man går ind på Det Demokratiske Partis hjemmeside under ’who we serve’, komme der en lang liste med grupper som demokraterne har fokus på, bl.a. etniske minoriteter, religiøse organisationer, lgbtq-personer, seniorer, veteraner, fagforeningsmedlemmer, små virksomheder, unge studerende og kvinder.
Men der står ikke noget eksplicit om mænd. Man kan deraf spørge, om Det Demokratiske Parti har ignoreret mandespørgsmålet og afvist legitime bekymringer om drenge og mænds tilstand.
På mange måder bør vi være mest bekymrede for mænd i samfundet. Dette skyldes, at mænd, som ikke er lykkedes i samfundet, både er farlige for sig selv og for andre, og at traditionelle maskulinitetsformer ikke er fulgt med forandringerne på arbejdsmarkedet. Det har i mange epoker været en del af maskulinitetens ’væsen’ at tjene penge, forsørge familien og klare sig godt på arbejdsmarkedet. Dette gør mange amerikanske mænd ikke længere.
Selv om piger og unge kvinder er overrepræsenterede i mistrivselsstatistikken i barndoms- og ungdomsårene, er drenge og mænd i forøget risiko for at opleve marginalisering og eksklusion. USA er i stor udstrækning vidne til en udvikling, hvor nogle drenge og mænd sakker bagud i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet samt socialt og sundhedsmæssigt. Dette gælder specielt for sorte mænd og for arbejderklassemænd.
Lederen af American Institute for Boys and Men, Richard Reeves, som bl.a. har foreslået oprettelse af et nationalt Office of Men’s Health, har nogle interessante betragtninger omkring det politiske dødvande, der har udviklet sig vedrørende diskurser om køn og ligestilling. Han pointerer, at begge fløje i USA har forskanset sig bag ideologiske positioner, hvilket forhindrer et konstruktivt debatklima.
Han fremhæver, at der er brug for en positiv vision om maskulinitet, som er forenelig med ligestilling. Han påpeger, at drenge og mænds problemer er reelle, men at de er resultatet af strukturelle forandringer i økonomien og kulturen og i uddannelsessystemets mangler, snarere end de er udtryk for bevidst diskrimination, som man ofte ser mod sårbare minoritetsgrupper.
Selv om Det Republikanske Parti har en tendens til at tiltrække flere mænd, er der også en stor andel af mænd, der støtter Det Demokratiske Parti, især blandt minoritetsgrupper som afroamerikanske og latino-mænd. Demokraterne appellerer ofte til mænd med fokus på emner som ligestilling, social retfærdighed, klimaændringer og sundhedspleje. Uddannede mænd, især i byområder, er også mere tilbøjelige til at støtte demokraterne. Nye målinger fra USA viser også, at republikanske mænd (53 procent) i langt større grad end demokratiske mænd (29 procent) opfatter sig selv som ’meget maskuline’.
Demokratiske mænd er desuden mere tilbøjelige end republikanske mænd til at påpege, at mænd, som påtager sig arbejdsopgaver, som man normalt associerer med kvinders arbejde, ikke bliver accepteret tilstrækkeligt for det.
Om man vælger at stemme demokratisk eller republikansk ved valget, afhænger i stor grad af emner som immigration, økonomi og priser på dagligvarer, og om man støtter op om politikker som universel sundhedspleje, klimaforanstaltninger og udvidede borgerrettigheder, eller om man mere er tiltrukket af lavere skatter, færre statslige reguleringer og traditionelle værdier. Støtten fra amerikanske kvinder har muliggjort, at Kamala Harris måske kan hive sejren hjem.
Men når stemmerne tælles op 5. november, vil et afgørende parameter for, hvem der har vundet, også være, hvem der har formået at tale bedst til den almene mandlige vælger i Midtvesten i det såkaldte rustbælte, hvor det amerikanske valg forventes at blive afgjort.
Det er derfor overraskende, at demokraterne ikke i større udstrækning har forsøgt at appellere til mænd og i særdeleshed unge mænd, selv om de selvfølgelig ikke på samme måde som kvinder, der nægtes adgang til abort, nødvendigvis fremstår værdigt trængende og empatiske på grund af de ofte voldsomme måder, de udtrykker deres krisetegn på.
fortsæt med at læse
