Under den franske revolution opstod begreberne ’højre’ og ’venstre’ ved, at de radikale demokrater, jakobinerne og andre, sad til venstre i forsamlingen, mens de mere konservative sad til højre. Vel at mærke set fra talerstolen. Den placering gælder den dag i dag over det meste af verden.
Men hvad betyder denne opdeling? Hvordan kan vi definere forskellen mellem venstre og højre?
I en interessant lille bog af den italienske politolog og socialismeforsker Norberto Bobbio (1909-2004) med titlen ’Højre og venstre. Årsager til og betydning af en politisk skelnen’ (dansk udgave 1995) hedder det, at de to ord kun kan forstås i forhold til hinanden. De udgør et begrebspar ligesom dag og nat, liv og død, hvid og sort osv. Det ene ord kan ikke forstås uden det andet, ligesom vi ikke kan dreje til højre, hvis vi ikke ved, hvad venstre er osv.
Den franske revolution fostrede også tre andre berømte ord: frihed, lighed, broderskab. Dengang Socialdemokratiet havde en presse, stod disse ord faktisk på forsiden under navnet Social-Demokraten. Det sidste ord har altid været lidt tåget, nu kalder man det for solidaritet, men friheden og ligheden har stået i centrum af den politiske idédebat, siden termerne blev skabt for over 225 år siden.
Hvad konstituerer så disse to begreber, som venstre og højre har prøvet at udfylde og har sloges om i al den tid? Ifølge Bobbio består den afgørende forskel på venstre og højre ikke i forståelsen af frihedsbegrebet, da næsten alle europæere – og indtil for nylig også de fleste amerikanere – i dag anerkender den politiske frihed og dermed demokratiet med lige og almindelig valgret som grundlag. Anderledes forholder det sig imidlertid med lighedsbegrebet.
Tilhængerne af lighed – eller større lighed – lægger vægt på menneskenes medfødte lighed og på fællesskabet som det, samfundet skal bygges op om.
Modstanderne mener derimod, at det er vigtigt at bygge på menneskenes forskelligheder. Den ene tankegang er i hvert fald i sit udspring kollektivistisk, mens den anden er individualistisk. Ekstremerne til hver side er stalinismen med det totalitære samfund og thatcherismen med Margaret Thatchers udsagn om, at there is no such thing as society. Samfundet findes ikke, der er kun enkeltpersoner.
På den ene side står altså de, der mener, at menneskene er ens og lige i højere grad end uens og ulige, på den anden side de, der mener det modsatte. Og begge kan spaltes ud i ’mere’ eller ’mindre’, altså for lighedsfortalerne fra stalinisme til socialliberalisme og for ulighedsfortalerne fra liberal konservatisme til fascisme og nazisme, hvor uligheden også bliver begrundet med påstande om biologiske forskelle, almindeligvis kaldet for racisme.
Men lighedstanken er altså historisk forbundet med venstrefløjen, mens friheden mere er blevet fremført af højrefløjen, selv om også venstrefløjen har støttet og støtter ideen. Og ’frihed’ er en meget ældre tanke end lighed. Den værdsatte man f.eks. også i den græske og romerske oldtid, hvor den dog var forbeholdt ’frie mænd’ og ikke kvinder, børn, fremmede og slaver.
I bogen ’A Brief Global History of the Left’ fra i år har den israelske historiker Shlomo Sand, professor ved Tel Avivs universitet og aktiv på den israelske venstrefløj, forsøgt at skrive venstrefløjens verdenshistorie med udgangspunkt i lighedsbegrebet.
Han sporer lighedstanken som politisk idé tilbage til den engelske borgerkrig i midten af 1600-tallet, nærmere betegnet til grupperne Levellers og Diggers. De var radikal-demokratiske grupper, som støttede kampen for parlamentet og imod kirken og kongemagten. Levelleren John Lilburne, også kaldt Freeborn John, skrev pamfletter med krav om lighed for loven og menneskerettigheder. I ’An Agreement of the People’ fra 1647 proklamerede han, at al regeringsautoritet må udgå fra folket. Kun en forsamling af repræsentanter, som er valgt af alle (mandlige) borgere, er legitim, og derfor må monarkiet afskaffes og erstattes af et republikansk system, som bygger på folkets vilje.
Hos de endnu mere radikale Diggers, som Sand kalder for det første eksempel på ’det yderste venstre’, formulerede Gerrard Winstanley et program, som for første gang i historien fremførte kravet om begrænsning og endda afskaffelse af privatejendommen med det formål at gøre en ende på fattigdom, uretfærdighed og det, som han definerede som ’udbytningen af mennesker gennem andre mennesker’. Diggerne var med andre ord de første talsmænd for socioøkonomisk lighed.
Så gik et århundrede, hvor uligheden trivedes på bedste eller rettere værste vis. Igennem 16- og 1700-tallet, fra Thomas Hobbes til John Locke og fra Montesquieu til Voltaire, baksede filosofferne med spørgsmålene om frihed, naturlige rettigheder og forfatningsmæssig magtdeling uden virkelig at tage fat på spørgsmålet om lighed/ulighed.
De kritiserede også kirkens rolle, men ingen af dem forsvarede demokrati som styreform. I lighed med Aristoteles i antikken blev det betragtet med frygt, da det for dem at se ville give masserne alt for megen magt og vende op og ned på samfundet.
Men i oplysningstidens Frankrig problematiseredes ideen om ’ulighed’, først tøvende og i marginen af den almindelige tænkemåde. Pioneren blev Jean-Jacques Rousseau.
I skriftet ’Le Discours sur l’origine et les fondements de l’inégalité parmi les hommes’ fra 1755 beskrev han, hvordan uligheden var opstået ved den menneskelige civilisations begyndelse. Hans udgangspunkt var en afvisning af hele den religiøse tradition, men også af Hobbes’ og hans efterfølgeres pessimistiske filosofi (’Leviathan’ – staten som et overmægtigt søuhyre).
Der fandtes ikke nogen arvesynd, uligheden skyldtes ikke en guddommelig vilje, og først og fremmest var mennesket ikke ondt. Kategorierne god og ond kunne ikke hæftes på de første individuelle mennesker, og selv om de kan have været i stand til at føle medlidenhed og at identificere sig med andres lidelser, er det kun mennesket som socialt individ – mennesket i samfundet – som kan have en fri vilje og være i stand til at træffe valg, som ikke er drevet af dets instinkter. Og det er denne frihed, som er afgørende for menneskets evne til at skabe det fuldkomne, og som er grundlaget for arbejdets udvikling, produktionsmidlernes fremskridt, kommunikationen gennem sproget samt den gensidige afhængighed med basis i fælles behov.
Og så følger den afgørende passage hos Rousseau: »Den første, som efter at have indhegnet et stykke jord, tænkte på at sige: Dette tilhører mig, og som var sammen med folk, der var enkle nok til at tro ham, var den sande grundlægger af det civile samfund. Hvor mange forbrydelser, krige, mord, hvor megen elendighed og rædsler kunne menneskeheden ikke have været sparet for, hvis nogen havde fjernet pælene og tømt voldgraven og råbt til sine fæller: Lyt ikke til denne charlatan; I er fortabte, hvis I glemmer, at jordens frugter tilhører alle, og at jorden ikke tilhører nogen«.
Selv om Rousseau modstræbende afviste muligheden af fuldstændig økonomisk lighed, er han med sikkerhed en af de åndelige fædre til politisk lighed. ’Du contrat social’ fra 1762 ligger klart i tråd med hans tidlige kritik af uligheden. Almenviljen er således ækvivalent med ideen om ’det fælles bedste’; men på den anden side forblev Rousseau uklar med hensyn til, hvordan dette ’bedste’ skal kunne realiseres.
Han tror ikke på et system med politisk repræsentation, da delegerede aldrig virkelig kan repræsentere andre mennesker. Han plæderer heller ikke for politiske partier, som konkurrerer om at udtrykke almenviljen. For ham er det kun mindre samfund, der er i stand til at virkeliggøre almenviljen i form af lighed, og kun et direkte demokrati vil kunne sikre fuld suverænitet og være et sandt udtryk for den. Hans forestillede ’folk’ antager dermed skikkelse af et lille, forenet samfund, hvor almenviljen er inkarneret, og ligheden er universel og uden begrænsninger. De, som ikke ønskede lighed, skulle kunne tvinges dertil!
Som Shlomo Sand skriver, har der lige siden fandtes lignende strømninger på venstrefløjen. Fra og med den franske revolution viste demokratiske, autoritære og anti-pluralistiske tendenser sig i forbindelse med de radikale opstande i Europa (1789, 1793-94, 1830, 1848, 1871, 1917, 1919, 1968), selv om de langtfra var enerådende, og selv om kontrarevolutionerne oftest var langt mere blodige end opstandene. Fra Rousseau går altså både en linje til den demokratiske og den autoritære eller ligefrem totalitære socialisme.
Med demokratiets gennembrud under den franske revolution blev der også skabt institutioner, som sikrede den politiske lighed. Problemet med den sociale lighed/ulighed blev derimod ikke løst. Og de politiske rettigheder blev i første halvdel af 1800-tallet rullet tilbage og fik først liv igen med dannelsen af arbejderbevægelser fra 1860’erne og frem, først i Tyskland, senere i næsten alle andre lande i Europa, USA og dele af den tredje verden. Med arbejderbevægelserne blev det politiske frihedskrav fusioneret med kampen for social lighed. Demokrati og socialisme blev skrevet på de røde faner. Demokratiet skulle være midlet til at nå socialismen.
Ideologerne var mange, fra de franske ‘utopister’ over Pierre-Joseph Proudhon og Louis Blanc til Ferdinand Lassalle, Karl Marx, Friedrich Engels, Louis Pio, Eduard Bernstein, Karl Kautsky, Jean Jaurès, Lenin, Rosa Luxemburg, Hjalmar Branting, Thorvald Stauning (de seks sidste afholdt fælles socialistkongres i København i 1910) – revolutionære såvel som reformister og revisionister, og ofte indbyrdes kæmpende, men trods alt forenede i ønsket om større lighed og universelle rettigheder. Og man kan føje en række venstreliberale til som f.eks. de danske brandesianere og radikale venstrefolk før Første Verdenskrig. Også de havde (en større) lighed på programmet og må sammen med socialdemokraterne regnes med til den epokes venstrefløj.
Kriteriet for, om en bevægelse eller et parti hører hjemme på venstrefløjen, er som nævnt i indledningen, om bevægelsen/partiet tilslutter sig ideen om alle menneskers ligeberettigelse og lige muligheder i samfundet. Det, der også kaldes for universalisme. Men lige muligheder eller chancelighed kan jo ikke kun gælde i udgangspunktet – det er den liberalistiske tanke: All men are created equal, som det hedder i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 – men må være et permanent vilkår for den enkelte, uanset hendes/hans udgangspunkt og eksisterende situation. Og selv om der aldrig kan blive tale om, at alle reelt er lige – det man kalder ligemageri – må bestræbelsen hele tiden være til stede.
Er den det i nutiden? For bevægelserne på venstrefløjen er den det nok, men i øjeblikket går tendensen den anden vej, mod større ulighed, både nationalt og internationalt. Det begyndte med neoliberalismen omkring 1980, som efterhånden satte dybe sociale skel, og det fortsætter nu med nationalkonservative strømninger i Europa og USA. Trumpismens sejr i USA er det foreløbige resultat, og den vil også sætte aftryk i Europa, ligesom alt amerikansk, fra rockmusik til militær oprustning, har gjort det siden 1945.
Arbejderpartierne og de venstreliberale står stadig svagere, blandt andet fordi det civile samfund efterhånden er tømt for liv. Tidligere bestod Socialdemokratiet f.eks. ikke kun af et parti, men også af fagforeninger, kooperative virksomheder, kulturelle foreninger, idrætsforeninger, radio- og tv-foreninger, børnehaveforeninger, begravelseskasser og flere andre organisationer, så man kunne tale om en samlet bevægelse. En bevægelse ’fra vugge til grav’.
I dag er de fleste passive og sidder derhjemme og kommunikerer via en eller flere skærme, men ikke sammen. Som den belgiske politolog Anton Jäger skriver i sin netop fremkomne bog ’Hyperpolitik’: »Set fra et marxistisk perspektiv fremstår individualiseringen og svækkelsen af partier og fagforeninger som netop det, kapitalen havde beordret. Det fælles samfundsliv skulle udhules for at finde nye veje for akkumuleringen af kapital«.
Også Shlomo Sand ser nedgangen for den tidligere så stærke venstrefløj (især med opbygningen af velfærdsstaterne fra 1945 til 1980). Han slutter sin bog om venstrefløjens verdenshistorie med at konstatere, at kampen for et mere lige og retfærdigt samfund kræver dannelsen af en historisk blok, som også skal inkludere de sociale grupper, der har mest behov for sociale reformer.
Lønmodtagerne i de store byer, der som beskæftigede i den private hightech-sektor eller i offentlig administration (uddannelse, sundhed, kultur osv.) ofte står stærkt, må indse fordelen ved en fremtid, hvor de er del af en alliance med andre klasser på den nedre og den nederste del af samfundspyramiden. Det er ikke så mærkeligt, at disse grupper – i øjeblikket tydeligst i USA – udviser åbent fjendskab mod ’privilegerede og beskyttede lønmodtagere’ (i stedet for at vende sig imod de store kapitalejere), og at dette viser sig i form af antiliberalisme og nationalisme: »Når lønmodtagerne ’foroven’ forstår, at deres fremtid afhænger af lønmodtagerne ’forneden’, især de yngre, og når de sidste bliver trætte af den futile dyrkelse af populistiske idoler [som f.eks. Trump], kan strategier, som fører til en anden politik – reformistisk eller revolutionær – træde frem. Desværre er det endnu ikke tilfældet«.
Måske befinder vi os i en epoke, som politisk ligner første halvdel af 1800-tallet, hvor demokratiske reformer blev rullet tilbage, og folkelige opstande blev slået ned med hård hånd. Systemet kaldte man for ‘Den hellige alliance’. Forskellen er blot, at det i dag er svært at forestille sig folkelige opstande, som kan betegnes som progressive. Og den helt store trussel er en uhellig alliance mellem højrepopulisterne i USA og deres ligesindede i Europa.
fortsæt med at læse
