Da Thorvald Stauning første gang dannede regering, i 1924, udtalte han ved Folketingets åbning, at hans regering ville føre »samfundspolitik« og ikke »klassepolitik«. Regeringen ville tage hensyn til »alle berettigede interesser i samfundet«.
Det var nyt. Hidtil havde klassepolitikken været ledestjerne for Socialdemokratiet, der så sig selv som arbejdernes og småkårsfolkenes parti. Men i 1920’erne slog partiet ind på den vej, det med vekslende held skulle følge de næste 100 år. Med næsten en tredjedel af stemmerne så partiet sig ikke længere som et snævert ’klasseparti’, men som et ’folkeparti’. Det indebar en opgivelse af klassepolitikken til fordel for et samarbejde med andre klasser, hvor der blev givet og taget.




























