Med en skrøbelig våbenhvile mellem Israel og Hizbollah, en katastrofal humanitær situation i Gaza og en fornyet eskalation i Syrien har det sidste års begivenheder været et markant wakeupcall. Begivenhederne i Mellemøsten har især udstillet en voldsom polarisering i den måde, verdens konflikter kan fortolkes på.
Splittelsen er radikal: Var Hamas’ angreb terrorisme eller modstandskamp? Hvornår startede konflikten i grunden? Er Israels krigsførelse i Gaza statsterror, folkedrab eller kompromisløs terrorbekæmpelse og selvforsvar? Både sproget til at tale om konflikten, historikken i konflikten og konfliktens drivende kræfter blev og er antastet. Samtidig udstiller reaktionerne på Den Internationale Straffedomstols arrestordre på Israels ministerpræsident Benjamin Netanyahu og tidligere forsvarsminister Yoav Gallant meget tydeligt den internationale splittelse om konflikten.
Samtidig buldrer krigen i Ukraine videre på tredje år trods Europas og USA’s vedvarende og meget store våbenleverancer til Ukraine. Ruslands invasion af Ukraine i 2022 bragte igen krigen til vores del af verden, og krigen understreger gang på gang betydningen af alliancer som garant for fred på trods af den manglende fred.
De internationale regler og mekanismer, vi har udviklet til at stoppe krige og sikre overholdelse af krigens regler, virker ikke så godt, som man kunne ønske, og ellers har vi ikke fokus nok på det, der kunne virke. Nye opgørelser fra det norske fredsforskningsinstitut viser da også, at 2023 blev det voldeligste år i verden siden Anden Verdenskrig målt på antallet af væbnede konflikter.
Uanset årsagen til de eskalerede konflikter er der grund til at gøre status over, hvilken form for fredsforskning der er brug for i dag. I en tid, hvor verdens konflikter bliver stadigt mere komplicerede, hvor rivaliseringen mellem stormagterne igen fylder, og hvor Vesten ikke længere er den eneste dagsordensættende magt. Hvilke perspektiver kan hjælpe os videre?
Der en del at lære ved at se tilbage på den måde, man har tænkt fred på i den dominerende vestlige tænkning. Flere af de forståelser gennemsyrer stadig den politiske debat om handlemuligheder i krige og konflikter.
Men der er også behov for at tænke nyt for at kunne forstå og håndtere de meget forskelligartede konflikter, verden står over for i dag. Ikke mindst i en tid, hvor flere magtcentre vokser frem i verden og med fornyet kraft byder sig til som alternativer til USA og Europa.
Den nyere vestlige tænkning om krig og fred kan groft sagt opdeles i tre perioder.
Indtil Anden Verdenskrig var den dominerende tankegang, at magtbalancer kunne sikre fred. De europæiske stormagter rustede op og indgik i alliancer, så ingen havde udsigt til at vinde noget ved at gå i krig, fordi modstanderen var lige så stærk som en selv.
Det mislykkedes ad flere omgange. Fordi nogle stater havde flere ressourcer end andre og dermed kunne opruste uden at blive matchet. Fordi den egentlige magtbalance blev fejlbedømt af svagere stater. Eller fordi modstanderens intentioner blev læst på en måde, hvor en stat så sig nødsaget til at komme et angreb i forkøbet.
Inden for studiet af international politik har det helt tilbage siden 1950’erne været en central erkendelse, at der er indlejret et såkaldt sikkerhedsdilemma, når stater forsøger at sikre sig selv ved at opruste.
I forsøget på at sikre sig selv, handler en eller flere stater på en måde, der gør modstanderen mere usikker. Modstanderens svar er til gengæld endnu mere oprustnin, og måske endda et præventivt angreb for at forebygge, at modparten bliver uovervindelig.
I sin higen efter øget sikkerhed ender man med det omvendte resultat: større usikkerhed. Internationale relationer bliver fanget i en oprustningsspiral, der bliver vanskelig at bryde, og måske endda i konflikter, ingen egentlig ønskede.
Den kolde krig markerede en ny periode i forståelsen af, hvad der leder til fred. Verden blev opdelt mellem to supermagter, og opfindelsen af atomvåben forandrede grundlæggende spillereglerne for magtbalancering.
Mængden af konventionelle våben blev mindre vigtig. Det afgørende var, om hovedmodstanderne kunne bevare evnen til at slå igen efter et atomangreb. Kort sagt: Fred blev sikret af, at den ene supermagt kunne udslette den anden og vice versa. Kun på den måde kunne mutually assured destruction afholde USA og Sovjet fra at angribe hinanden. Mad-doktrinen var, passende nok, det officielle forkortede navn.
Særligt amerikansk forskning beskæftigede sig med forholdet mellem de to supermagter, og hvordan magtbalancen mellem dem kunne sikres, uden at mængden af atomvåben kom helt ud af kontrol.
Samtidig var FN blevet grundlagt efter Anden Verdenskrig som den globale instans, der skulle sikre fred gennem internationalt samarbejde. Diplomatiet voksede, og forskningen beskæftigede sig derfor også med, hvordan mægling og diplomati kunne sikre fred.
Og mens supermagterne udviklede atomvåben, som var kraftige nok til, at de kunne tilintetgøre hinanden og resten af verden mange gange, voksede en særlig fredsforskning frem med egne institutter og uddannelser på universiteter.
Op gennem 1960’erne og 70’erne blev fredsbegrebet udvidet. Blandt andet som følge af en kritik af, at fredsforskningen havde ignoreret udviklingsproblematikker, ulighed og strukturel vold. Forskningen begyndte at beskæftige sig med såkaldt positiv fred, som ikke blot krævede fravær af krig og konflikt, men også et opgør med undertrykkelse og ufrihed.
Efter afslutningen af den kolde krig stod USA som bekendt tilbage som eneste supermagt. Den amerikanske politolog Francis Fukuyama erklærede i 1992 ’enden på historien’ med sit værk af samme navn: Kampen om værdier var nu slut, for de liberale demokratier havde vundet.
Dermed indtog USA rollen som verdens leder og politibetjent: Hvis USA og Vesten gik i krig, så var det (i egen selvforståelse) for at holde orden, sikre demokrati og menneskerettigheder og skabe fred. De vestlige krige blev ofte ført under de samme slogans, som fredsbevægelserne havde arbejdet for under den kolde krig.
Og fordi store dele af fredsforskningen havde bevæget sig fra et fokus på at undgå krig – ’negativ fred’ – til det bredere begreb om ’positiv fred’, kom den forskning, der skulle gøre os klogere på fred, paradoksalt nok til at spille ind i en demokrati- og frihedsdagsorden, som blev brugt til at legitimere krige. Særligt Vestens krige i det globale syd.
I det globale syd blev de nye krige imidlertid forstået i forlængelse af de gamle: Man husker tydeligt, at mens stormagtsbalancer måske i nogen udstrækning sikrede fred i Europa før de to verdenskrige, så var bagsiden af den fred de erobringskrige i Afrika, Amerika og Asien, som skaffede stormagterne ressourcer til at sikre magtbalancen.
På samme måde blev konflikter i syd forstærket af den kolde krigs supermagter med de såkaldte stedfortræderkrige – for at forhindre lande i at falde til modparten. Det så vi blandt andet i 60’ernes Indokina, 70’ernes Angola og 80’ernes Afghanistan.
Selv om Vestens krige i 00’erne blev ført under slagord som demokrati og frihed, var invasionsstyrkerne snart afhængige af meget lidt demokratiske allierede lokalt. Og selv om USA, Danmark og de andre vestlige lande nu har trukket sig ud af Irak, Libyen og Afghanistan, lever befolkningerne i de lande med en daglig påmindelse om, at uanset hvad man måtte mene om de erklærede mål, så har krigene i hvert fald ikke ført til hverken frihed eller demokrati. Eller til mere fred.
Taleban-regimet i Afghanistan, Saddam Hussein i Irak og Muammar Gaddafi i Libyen var brutale og begik utilgivelige overgreb på deres befolkninger. Men det er tydeligt for enhver, at verden ikke blev mere fredelig af, at de blev fjernet. Og efter årtiers krig er Taleban så alligevel tilbage ved magten.
Det efterlader os i den periode, vi står i lige nu: Nogle ser begyndelsen til en ny kold krig – hvor stormagternes rivalisering igen sætter aftryk på konflikter rundtom i verden. Et tydeligt eksempel er den russiske Wagner-gruppe over for franske og vestlige styrker i Vest- og Centralafrika.
Men hvor landene i det globale syd under den kolde krig kun lige var sluppet ud af århundreders vestlig kolonisering, og blandt andet derfor stod langt svagere end i dag, fremstår de i dag i højere grad som en magtfaktor. Og de udfordrer Vestens forestilling om at være den moralske garant for fred, orden, frihed og fremskridt.
Især befolkninger og lande i Afrika og Mellemøsten, der historisk har været underlagt europæisk kolonialisme eller været genstand for amerikansk-ledede militærkampagner, stiller sig tvivlende over for den fortælling. Men også mange asiatiske og latinamerikanske lande vægrer sig ved at slutte op om Vesten.
Derfor er det måske mere præcist at se tiden lige nu som begyndelsen til en post-vestlig verdensorden: Vesten bestemmer ikke længere – men tiden er stadig præget af Vestens langvarige dominans. Talebans sejr i Afghanistan i 2021, Ruslands invasion af Ukraine i 2022 og krigen i Gaza i 2023 har alle på hver sin måde betydet, at fortællingen om Vestens ideologiske sejr er blevet erstattet af et fornyet fokus på territorier, geopolitik og ikke mindst oprustning.
Hvis man tager de historiske erfaringer og de måder, man har tænkt om fred på gennem tiden, og stiller det i forhold til verden i dag, så bliver det tydeligt, at der er behov for at tænke bredere om fred og fredsforskning end hidtil.
En afgørende lære af de seneste årtiers mest mislykkede interventioner, særligt i Irak og Afghanistan, er, at Vesten grundlæggende ikke havde forstået, hvad det var for samfund og konflikter, man intervenerede i.
For at forskningen skal bidrage til fred, må den have til opgave at forstå alle parter i konflikterne – og den måde, de ser hinanden på. Ikke mindst når ’vi selv’ og ’vores’ blik på resten af verden spiller en afgørende rolle for konflikten. Forskningens rolle, hvis man vil undgå at gentage fejlslagne interventioner, er selvklart at bidrage med dybt kendskab til andre samfund og lokale konfliktstrukturer. Men også at undersøge, hvordan en intervention, der lanceres som fredsskabende, i praksis kan risikere at eskalere konflikter.
Dele af fredsforskningen har koncentreret sig om at undersøge mekanismer til at sikre fred – ofte meget konkrete anvisninger til, hvad fred kræver i en situation med konflikt: repræsentativitet i forhandlingsprocesser, neutralitet, våbenhvile, kompromis, magtdeling, autonomi. Den type forskning er vigtig at inddrage, når parterne i en konflikt er på vej mod forhandlingsbordet.
Men i mange af de konflikter, vi står over for i dag, kommer muligheden for forståelse som en vej til deeskalering og nedtrapning i stedet for krig og oprustning slet ikke på bordet. Når fjenden portrætteres som entydigt ond eller utilregnelig, er der meget lang vej til et forhandlingsbord, hvor mekanismer til fred kan bruges. Det så vi i forhold til krigen i Afghanistan og bredere i krigen mod terror, og det samme ser vi i dag i forhold til Rusland og i forhold til Gaza.
I forhold til Gaza virker både våbenhvile, forhandlinger og en tostatsløsning til at være fjerne mål, blandt andet fordi indlejringen i krigen mod terror vanskeliggør dialogen om fred. Ligesom situationen efter 11. september udvider terrorisme-etiketten ofte handlerummet for, hvad der bliver anset som legitim militær respons, og enhver analyse af konfliktdynamikkerne bliver nemt affejet som irrelevant og legitimerende for ondskaben. Men netop her er der behov for at insistere på at forstå, hvad ens modstandere er drevet af i stedet for at lade terrorhandlingerne være forklaringen i sig selv.
Den samme automatreaktion og resistens så vi også i den offentlige debat om Rusland. I starten af Ruslands krig i Ukraine var der flere tilfælde, hvor forskere, som bidrog til den offentlige debat med analyser af, hvorfor Putin agerer, som han gør, blev beskyldt for at forsvare Ruslands aggressionskrig.
For at forskning kan være med til at skabe større forståelse af internationale forhold i andet end en lille lukket kreds af forskere – og dermed måske bidrage til fred – skal vi væk fra en tankegang om, at det at forklare er det samme som at forsvare.
En del af analysen må også handle om at forholde sig kritisk til det fortolkningsprisme, verden bliver set igennem i vores egen offentlighed: Anden Verdenskrig og den kolde krig er to hyppige referencepunkter i Vestens hukommelse, litteratur og tænkning om krig og fred.
Mange steder i syd fylder erindringen om kolonitiden såvel som erobringskrigene, der gik forud, og interventionerne i tiden efter afkoloniseringen – og for den sags skyld korstogene – meget mere.
Som historikeren Hayden White skrev i 1970’erne, er historie ikke bare en nøgtern beskrivelse af begivenheder, men indebærer en prioritering. Bestemte historieforståelser sætter rammerne for, hvordan nye konflikter forstås.
Der er brug for forskning, som inddrager de globale traumer på en mere ligeværdig måde. Ikke kun fordi det er mere rimeligt eller retfærdigt over for det globale syd. Men også fordi vi i Vesten er mere afhængige af at forstå, hvordan og hvorfor resten af verden kan se på tidens vigtigste konflikter på en anden måde end os.
Konfliktløsningsredskaber, lokalkendskab og selvreflektion. Alle de elementer er vigtige for at forstå de eskalationsdynamikker, der præger internationale konflikter i dag. En fredeligere verden kræver, at vi i forhold til hver enkelt konflikt tænker alle elementerne sammen.
fortsæt med at læse
