Vidste du, at den danske middelalder var en riddertid med ridderborge, ridderspil, ridderordner, tildeling af ridderslag i Vor Frue Kirke og kongen som øverste ridder? Vidste du, at verdens første kendte turneringsridder var dansker, hed Karl den Danske og regerede i begyndelsen af 1100-tallet i Flandern?
Vidste du, at ridderspillene frem for alt foregik på Gammel Torv i København i tæt tilknytning til rådhus og Vor Frue Kirke, men også i mange andre byer i det danske kongerige? Vidste du, at de danske ridderspil varede i 600 år mod den moderne sports indtil videre kun 150 år?
Sikkert ikke, og det gjorde jeg heller ikke, da jeg gik i gang med at skrive et kapitel om middelalderen i en bred dansk idrætshistorie, der bærer undertitlen ’Fra vikinger til roligans’. Under arbejdet gik det op for mig, at ingen havde afdækket de danske ridderspil systematisk, og at Danmark blev opfattet som en udkant i forhold til den europæiske ridderkultur i store europæiske lande som Frankrig, Storbritannien og Tyskland.
Jeg var derfor nødt til selv at skrive en bog herom.
Der var dog historikere, der havde gjort opmærksom på sagens rette sammenhæng, som Erland Porsmose, der i 2006 skrev: »Man tør i Danmark næsten ikke sige højt, at adelen jo oprindelig er vores egen samuraiorden med en tilhørende militær og herreloyalitets-etik, med 400 år præget af herremændenes private borganlæg, af ridderturneringer, lanser og pladerustninger«. Eller som den afdøde heraldiker, forsker i våbenmærker Ernst Verwohlt, der i en artikel i 1979 var begyndt at indkredse de danske ridderspil.
Med ’ridderspil’ menes den danske konge og adels forskellige typer sportskonkurrencer med brug af våben fra slutningen af 1100-tallet til ind i 1600-tallet – fra konkurrencer med sværd, med lanser og til fods eller til hest.
Hvor store idrætsevents som landsholds- og superligakampe i fodbold i dag ofte foregår i byernes periferi og samler det brede folk, foregik riddertidens turneringer i reglen ikke alene i byens centrum, men også tæt knyttet til magtens bygninger som slottet, hovedkirken og rådhuset. Herved kunne konge og ridderstand demonstrere deres magt og pragt over for den fremvoksende borgerstand.
Vi må drage den overraskende konklusion, at riddertidens turneringer havde en langt mere central samfundsmæssig rolle end nutidens idræt.
Omsat til nutidsbegreber ville hele den danske regering for at overbevise sig selv og den øvrige befolkning om sin evne til at bestride offentlige embeder skulle trække i kampuniform og sætte sig ind i moderne kampvogne for ved en Nato-øvelse i konkurrence med hinanden og udenlandske kampvognseskadroner at demonstrere deres vovemod. Men i dagens Danmark spiller militære færdigheder ingen rolle ved besættelsen af politiske embeder – ikke engang forsvarsministerposten.
Vi får en helt ny, festlig og dramatisk tilgang til vores kongelige historie, når vi kan følge hoffets deltagelse i rituelle begivenheder som ridderspil og ridderslag ved dåb, bryllup og kroning. Udviklingen til konstitutionelt monarki kan aflæses i, at hvor ridderkongen optrådte i ridderspil foran folket, så løber kong Frederik i Royal Run med folket. Kroppen spiller således fortsat en stor rolle som kommunikationsmiddel mellem folk og majestæt.
Hvor idrætten i dag udgør en afgrænset sektor og er en del af massekulturen, var ridderspillene en del af en kongelighelhed, hvor magten var intimt sammenvævet med riddersport. Man kunne ikke gå til ridderspil, men man kunne som adelig blive kaldet af kongen til at deltage i et ridderspil. Riddertidens turneringer var udtryk for det ypperste i finkulturen – et skuespil for de fornemme med fokus på den mandlige sociale tops show på prægtige gangere og i funklende og kostbare rustninger.
Ridderskabet blev formet af kristendommen, der ophøjede ridderen til et sindbillede på det godes kamp mod det onde. Med inspiration herfra udviklede der sig i ridderskabet en høvisk kultur, der i høj grad blev båret frem af aristokratiske kvinder, som ved ridderspillene kunne optræde som agtværdige tilskuere, der kunne stå for uddelingen af præmier, og som aktivt indgik i spillet mellem kønnene ved efterfølgende baller, hvor de vindende riddere blev hyldet. De aristokratiske kvinder var centrale ved at stimulere riddernes lyst til dåd i deres drøm om den sejrrige og beskyttende ridder og om det statusløft, der fulgte af at blive en ridders ’frue’.
Kongevåben, rytterkultur, ridderslag og ridderspil blev en vigtig del af de danske kongers med den tyske socialfilosof Jürgen Habermas’ ord »repræsentative offentlighed«, hvor de førte sig frem i pragt og herlighed som udtryk for det guddommeliges tilstedeværelse. For kongen medvirkede tildeling af ridderslag i kirken og de efterfølgende ridderspil til at give ham en guddommelig aura, der blev bestyrket af, at han mirakuløst altid vandt. Også ridderspillenes præmier indgik i den blændende repræsentative offentlighed i form af guldsmykker og ædelstene.
Ridderslaget blev et ritual, der gav adgang til et maskulint broderskab af krigere, der forstod sig som sammenbundet af en ærefuld fælles stræben. De danske konger forsøgte fra første færd at tage kontrol med riddervæsnet ved at blive slået til riddere i Det Hellige Land, så de fik bemyndigelse til selv at give ridderslaget videre – med Valdemar Sejr i 1188 som den første. Ridderslag blev tildelt under kongelig kroning, bryllup og den udvalgte prins’ dåb. Ridderslag kunne også tildeles før eller efter et militært slag.
For toneangivende riddere kunne ridderslag efterhånden markere optagelse i en ridderorden, der – med Erik af Pommern som den første – gav adgang til kongens inderkreds, og som sikrede kongen loyalitet fra hans håndgangne mænd. Siden indstiftede Christian I Elefantordenen, der kendes fra 1457, og som i dag er den ældste endnu eksisterende danske orden.
I dag lever ridderkulturen videre i drømmen om ’ridderen på den hvide hest’, i Jan Guillous bøger og film om den pavelige eliteridder, tempelridderen Arn, i J.K. Rowlings bøger og film om Harry Potter med ridderspillet quidditch, hvor der flyves på kosteskafter, i jediridderne fra Star Wars, i Ivanhoe, Robin Hood og Batman: Mørkets ridder, for ikke at tale om i DR’s seneste julekalender, ’Tidsrejsen 2’. Ridderspillenes terminologi er vandret ind i den moderne sport, når man deltager i turneringer, hvor man dyster og måske til sidst leverer nådestødet eller på ridderspillets sprog, fransk: coup de grâce.
Dog skulle vi nødig ende i en romantisering af riddertiden, hvor mange mennesker levede på sultegrænsen, bønder blev groft undertrykt, og korstogene udgjorde en af de mørkeste pletter i den kristne historie. Formuleret af middelalderhistorikeren Kurt Villads Jensen er alt ved nutidens ridderturneringer »flot, nydeligt. Alt skinner, og der er ikke en rustplet, ikke engang en blodsdråbe. Det er ikke bare den mindste smule uhyggeligt, mens man i middelalderen brækkede arme og ben i turneringer og døde af det«.
Ridderspillenes farlighed fortsatte ind i slutningen af riddertiden, hvor to danske riddere i 1517 kæmpede om kongens gunst på den kongelige turneringsplads i Vingården syd for Nikolai Kirke tæt på Københavns Slot, og hvor den ene styrtede død af hesten efter at have fået en lansespids gennem øjet og ind i hjernen. Samme år døde to riddere under ridderspil på kongens bane ved Nyborg Slot.
I vor tid er ikke kun riddertiden, men også den lige så dramatiske og handlingsmættede vikingetid kommet på mode.
Efter min mening kan riddertiden dog bedre end vikingetiden i perioden 800-1050 give et bidrag til vor tids store spørgsmål om, hvordan vi skaber et fredeligere samfund. Skønt vikingerne var bønder og dygtige handelsfolk, var de også krigere, der bekæmpede hinanden med nådesløs brutalitet, og som på mange af deres togter myrdede løs og tog civilbefolkningen som slaver.
Med riddertiden opstod der imidlertid noget nyt. Den religiøse indflydelse på riddervæsnet manifesterede sig allerede i 1100-tallets krige, hvor kristen etik ifølge historikeren Thomas Heebøll-Holm medførte et mere nådigt syn på fjendens riddere. Beredne fuldtidskrigere erstattede nu mere og mere kongens personlige garde – hirden – og de frie bondekrigere til fods, der havde kæmpet for kongen.
Krigergerningen kom nu under indflydelse af den fremtrængende kristendom og fik præg af høviske idealer om nåde over for modstanderen, beskyttelse af kirken og de svage og ophøjelse af den aristokratiske kvinde. Disse høje idealer blev dog i riddertiden konstant tilsidesat og gjaldt typisk alene for de højere lag og kun uhyre sjældent for bønder, der i dårligt udstyrede bondehære blev mejet ned for fode, og slet ikke for de ’vantro’, muslimerne, der i korstogene blev udryddet med koldt blod.
Ikke desto mindre foregik der gennem århundrederne en civilisering af ridderstanden. Der skete en udvikling fra brutale og ret uorganiserede kollektive kampformer mellem ofte hundredvis af riddere til fods eller til hest, til at hovedvægten blev lagt på det individuelle, regelstyrede og æstetisk prægede dystridt, hvor to riddere med hævede lanser i eksplosiv fart red mod hinanden for at styrte modstanderen af sadlen.
Rustninger til ridderspil afveg efterhånden så markant fra rustninger til krig, at f.eks. den øjenbeskyttende såkaldt frømundede turneringshjelm fra omkring år 1400 var ganske uanvendelig i krig, fordi den krævede, at ridderen umiddelbart efter sit lansestød for at beskytte sine øjne løftede sit hoved og momentant blokerede sit syn.
Dermed impliceres der også en kritik af den toneangivende tyske sociolog Norbert Elias’ opfattelse af, at civiliseringen af ridderen først opstod ved det forfinede renæssancehof: fra brutal ridder til sleben hofaristokrat. Af den engelske ridder John Tiptofts regler for ridderspil fra 1466 fremgår det således, at de har mange ligheder med den moderne sports fairplayideal, der langt senere – fra midten af 1800-tallet – blev udviklet i Storbritannien. Det gælder ikke mindst straf for med lansen at ramme enten en hest, en våbenløs modstander eller en modstander i ryggen.
Herved kunne ridderspillene – til trods for at deltagerne fortsat risikerede at blive lemlæstet eller i yderste konsekvens dræbt – indgå i en begyndende civilisering af ridderstanden, der lærte regler for kamp, som hvilede på et fælles æreskodeks mellem modstandere af ædel byrd.
For at forstå ridderspillene er det nødvendigt at frigøre sig fra den moderne opfattelse af, at sport og politik bør adskilles; en opfattelse, der ville være meningsløs i riddertiden. Dengang var riddersporten per definition politisk, det var dens vigtigste funktion og dens eksistensberettigelse. Ridderspillene indgik i en åbenlys royal og aristokratisk iscenesættelse, hvor det handlede om at opnå anerkendelse og respekt både indadtil i forhold til de forskellige stænder og til de forskellige dele af riget og udadtil i forhold til fremmede fyrster.
I riddertidens udenrigspolitik fandtes der ikke et diplomati defineret som et lands faste repræsentation i andre riger via en ambassadør, hvilket først for alvor blev gængs i renæssancetidens Europa. Ikke desto mindre fungerede de såkaldte herolder i riddertiden både som hoffets ceremonimestre og dommere under ridderspil og indimellem som udsendte ’ambassadører uden ambassade’ – ikke mindst når udenlandske fyrstehuse skulle inviteres til ridderspil. I modsætning til nutidens idræt var ridderspillene altså en direkte og central del af diplomatiet.
Gennem dette ’ridderspilsdiplomati’ kunne fyrster ære hinanden gennem respektfuld dyst efter klare regler i stedet for at bekrige hinanden, men selvfølgelig også demonstrere det stof, kongens riddere var gjort af. Danske konger kunne forsøge at smøre udenlandske magthavere gennem generøse ridderspil, udenlandske fyrster eller byer kunne boykotte deltagelse i danske kongers ridderspil, og danske konger kunne arrangere ridderspil i landets byer for at markere deres generobring. Ridderspilsdiplomatiet kunne dog også løbe ud af kontrol, som når krigere fra forskellige regioner benyttede en turnering til fjendtligt at slås med skarpe våben.
I dag er det svært at forestille sig, hvor vigtig dyrkelsen af ridderspil var for riddertidens diplomati, men mindelser herom kan ikke desto mindre opleves i f.eks. udviklingen af de dansk-franske forbindelser gennem afholdelsen af de første etaper af Tour de France i Danmark i 2022 – i øvrigt efterfulgt af at både den franske præsident, Emmanuel Macron, daværende kronprins Frederik og den danske statsminister, Mette Frederiksen, personligt kom til stede på fransk grund for at lykønske den danske Tour-vinder, Jonas Vingegaard, og dermed indtage en plads i det internationale rampelys. Fortidens regenter var imidlertid ofte på en helt anden måde end nutidens europæiske toppolitikere aktive deltagere, når de selv kæmpede i ridderturneringer.
fortsæt med at læse
