I denne uge begraver USA Jimmy Carter. Ekspræsidentens bortgang gav anledning til mange nekrologer i danske og internationale medier. Et tilbagevendende punkt i lovprisningerne af en af USA’s mest sympatiske præsidenter i nyere tid, var hans baggrund som landmand. Carter, en mand af folket, er således blevet et billede på selve idealet om det amerikanske samfund: social mobilitet og succes er inden for rækkevidde for selv ’den lille mand’.
Men hvordan nåede den tidligere peanutfarmer fra Georgia magtens tinde? Hvilken pris betalte han? Og hvad betød hans præsidentperiode for USA’s internationale engagement? Nyere historisk forskning i emnet, herunder min egen, har en hel del at lære os om emnet. Det følgende er imidlertid ikke at regne for en udtømmende besvarelse af spørgsmålene, men et bud på nogle af de oversete aspekter af denne lærerige historie.
Min egen forskning var dog nær faldet til jorden, inden den fik vinger.
I 2011 ankom jeg til USA med lovning på som den første forsker i verden at få adgang til Den Trilaterale Kommissions centrale arkiv. Kommissionen, der stadig er aktiv i dag, er et transnationalt elitenetværk som, skulle det vise sig, var afgørende for Carters politiske karriere.
At jeg, dengang en sølle dansk forskerspire, som den første fik adgang til de hellige haller, var ikke blot forbandet held, men en kombination af timing og en smule ihærdighed.
Forinden havde jeg adskillige gange kontaktet kommissionen, som var kendt for sit hemmelighedskræmmeri og gådefulde ry som en art global skyggeregering. Svaret, som jeg sluttelig modtog, var, at jeg var velkommen i kommissionens kontor i Paris, hvor de opbevarede en mindre del af deres arkiv. Samt at deres centrale af slagsen, som var placeret i Rockefeller-familiens arkiv nord for New York City, var under proces med henblik på åbning for forskning.
Jeg drog derfor opstemt til Paris, hvor jeg opholdt mig i flere uger, og siden til New York. Men da jeg ankom til The Big Apple, var der nedslående nyt: Arkivet var endnu ikke åbnet som annonceret, en vandskade havde ført til mug i papirerne.
Uret tikkede, forskningsprojektet så ud til at forlise.
Her kom mit forarbejde og de kontakter som jeg havde knyttet, imidlertid mig til gode. Jeg bad simpelthen kommissionens pariserkontor om hjælp – var de ikke interesserede i en plads i historien? De rettede henvendelse til David Rockefellers kontor, en af kommissionens hovedmænd, som lagde pres på arkivet for at få færdiggjort arbejdet og åbnet samlingen.
Operationen lykkedes, jeg fik adgang til hundredvis af kasser med bugnende jomfrueligt kildemateriale. Der var blot et problem: Jeg kunne ikke få adgang til syv af samlingens afgørende kasser, dem, der var blevet vandskadet.
Jeg fik en idé.
I USA eksisterer der et arkiv for enhver fratrådt præsident. Det gælder også Carter, som havde været et af kommissionens stiftende medlemmer. Jeg drog derfor til Atlanta. Sesam, sesam … nu åbnede historiens lukkede døre sig og åbenbarede de syv vandskadede kasser, perfekt duplikeret!
Kasserne og min øvrige arkivforskning kastede nyt lys på Carters opstigen i den amerikanske politiske elite. Det var nemlig ikke Den Trilaterale Kommission, der som en anden kongemager havde ført Carter frem til præsidentposten, sådan som konspirationsteorierne påstod. Flere medlemmer spåede ikke Carter en chance. Det var snarere Carter, der brugte sit medlemskab af kommissionen som et springbræt til at blive præsident.
I USA – som så mange andre steder – er indenrigspolitik naturligvis mere afgørende end udenrigspolitik når der stiles mod landets øverste embede. Men modsat i dag opfattede datidens USA opfattede sig som ansvarlig for verdens gang. Her kunne en kandidat vanskeligt blive præsident uden opbakning fra landets magtfulde udenrigspolitiske elite. Og denne elite, placeret i mere nordliggende østkyststater og typisk bestående af politikere, akademikere og advokater fra landets mest prestigefyldte institutioner, kendte ikke for alvor peanutfarmeren fra Georgia, selv om han var blevet delstatens guvernør.
I optakten til dannelsen af Den Trilaterale Kommission i 1973 blev Carter kontaktet af grundlæggerne. De søgte en kandidat, der kunne repræsentere ’The New South’ og fremvise industrialisering og økonomisk fremgang. Carter var blevet anbefalet af Dean Rusk, USA’s udenrigsminister 1961-1969, der selv var fra Atlanta og med en ydmyg baggrund. Og da kommissionen forhørte sig hos den lokale erhvervselite, herunder en repræsentant fra Coca-Colas øverste ledelse, var Carter også deres første bud.
Anbefalingen skyldtes ikke et identificeret præsidentpotentiale hos Carter, men at han var en indflydelsesrig guvernør, samt at Atlanta i de forgangne år var blevet centrum for erhvervsaktiviteter i de traditionelle sydstater. Georgia havde åbnet erhvervspræsentation i både Bruxelles og Tokyo, hvilket matchede kommissionens visioner. Den ønskede ikke blot at integrere nye eliter i en amerikansk kontekst, men også internationalt. Snart havde den både en vesteuropæisk og en japansk region, deraf navnet trilateral.
Carter blev et aktivt og skattet medlem af Den Trilaterale Kommission og bidrog flittigt til at udbrede dens budskaber. Carter havde allerede tidligt haft præsidentielle ambitioner og brugte kommissionen i den henseende som politisk platform til at udbygge sit netværk og som rugekasse for udenrigspolitik.
Da Carter besluttede sig for at kandidere til den amerikanske præsidentpost, benyttede han således kommissionens møde i Kyoto i 1975 til at annoncere sine udenrigspolitiske synspunkter. Han opbyggede samtidig fortrolighed med udenlandske ledere og amerikanske udenrigs- og sikkerhedspolitiske eksperter, såsom Zbigniew Brzezinsky.
Som nyvalgt præsident kvitterede Carter for opbakningen. Han udnævnte mere end 20 medkommissærer til sin administration, blandt andet til samtlige udenrigspolitiske topposter. ’The Carter Exodus’ blev det kaldt i kommissionen. Peanutfarmerens administration blev indtil da en af de mest elitære i USA’s historie.
Brzezinsky blev national sikkerhedsrådgiver og Cyrus Vance, en anden kommissær, udenrigsminister. Rockefeller var, selv om han var republikaner, udset til at være formand for den amerikanske centralbank, men afslog tilbuddet. Han mente at kunne gøre mere nytte uden en formel titel. I stedet udnævnte Carter kommissæren Paul Volcker og bad Rockefeller om på en forretningsrejse til Beijing at medbringe en forsikring til den kinesiske ledelse: USA ønskede de diplomatiske forbindelser til Kina normaliseret.
Som nytiltrådt i embedet lagde Carter ud med at følge opskriften fra Den Trilaterale Kommission. Carter overraskede alle ved ligefrem at påstå, at hvis kommissionen havde eksisteret efter Første Verdenskrig, ville den sandsynligvis have afværget Anden Verdenskrig. Påstanden blev opfattet som en pinlig overdrivelse i kommissionen.
Beskeden var dog klar: 1970’ernes oliekrise måtte ikke føre til en fornyet og skærpet konflikt mellem verdens industrielle magtcentre. Et udbygget samarbejde mellem Nordamerika, Vesteuropa og Japan måtte danne grundlag for, at USA igen kunne finde sine ben som verdensleder efter Vietnam-krigen, nu hvor nye økonomiske magtcentre skød frem.
Som det første forsikrede Carter statsledere i Vesteuropa og Japan om, at de, til forskel fra årene under Richard Nixon, hvor USA havde ageret enerådende og indført ny told på sine allieredes varer, ville blive taget med på råd.
I den virkelige verden, hinsides hensigtserklæringerne, viste det sig dog langt vanskeligere for Carter at implementere kommissionens visioner. Værst var 1979, der udviklede sig til et decideret annus horribilis for Carter. Den iranske revolution medførte en anden oliekrise, der besværliggjorde samarbejdet mellem de trilaterale regioner med deres forskellige forudsætninger og energipolitiske interesser.
Den forhadte iranske shah, Mohammed-Reza Pahlavi, gik i eksil. Shahen ønskede ophold i USA, der havde understøttet hans undertrykkende regime og brugt det som støttepille for sin mellemøstpolitik. Carter var dog, med rette skulle det vise sig, bekymret for den negative effekt af at tage imod den detroniserede shah.
Carter bad derfor Rockefeller om hjælp til uformelt at overbringe shahen beskeden om, at han var uønsket i USA, men Rockefeller fandt det uværdigt og afslog. Hvordan skulle USA’s nære allierede kunne nære tillid til Washington, hvis ikke man stod dem bi? I stedet satte Rockefeller sig sammen med det nye kommissionsmedlem, Henry Kissinger, i spidsen for en kampagne for at sikre shahen indrejse i USA. Kampagnen lagde betydeligt pres på Carter og endte med, at shahen ankom til USA med henblik på medicinsk behandling for sin fremskredne kræftsygdom.
Shahens ophold i USA medførte en frygt blandt de nye iranske magthavere for, at amerikanerne pønsede på at genindsætte ham. Dette ledte til den iranske gidselaffære, hvor militante islamistiske studenter med tråde til den iranske revolutionsgarde stormede og besatte den amerikanske ambassade i Teheran. Her holdt de ambassadens ansatte som gidsler i mere end et år. Carter blev upopulær som aldrig før, ikke mindst efter en mislykket amerikansk redningsaktion i Teheran.
Snart invaderede Sovjetunionen Afghanistan. Selv om det indledningsvis kunne skabe en smule sammenhold mellem Nordamerika, Vesteuropa og Japan, viste der sig snart sprækker i alliancemedlemmernes tilgang til Sovjetunionen. Og invasionen kom på tværs af Carters trilaterale visioner om fortsat at udbygge international afspænding.
Carter var faktisk den første amerikanske præsident, der lagde an til et brud med den grundlæggende amerikanske udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi under den kolde krig. Inddæmningspolitikken over for Sovjetunionen og den internationale kommunisme skulle erstattes af en ny dobbeltsporet strategi: en kristent inspireret menneskerettighedspolitik og en trilateral alliancepolitik, der ville sikre USA’s fornyede moralske og geopolitiske lederskab globalt. Men under de nævnte omstændigheder blev det til en zigzagkurs, hvor Carter efterhånden faldt tilbage til den gamle inddæmningspolitik og på forskellige områder lagde sig ud med sine japanske og europæiske allierede.
Hjemme i USA begyndte Rockefeller på vegne af blandt andre Den Trilaterale Kommission offentligt at lægge afstand til Carters kurs. Carter var blevet synonym med stagflationen og omfattende arbejdsløshed, der faldt sammen med høj inflation. Og det hjalp ikke, at Carter fortalte amerikanerne, hvor dårligt det stod til, og hvor grelle fremtidsudsigterne var. Det tog hans offentlige popularitet kun skade af, uanset at han lagde en for en politikers vedkommende bemærkelsesværdig ærlighed for dagen.
I stedet vendte amerikanerne sig i stigende grad mod en fremstormende og optimistisk anlagt præsidentkandidat, B-skuespilleren Ronald Reagan, der beskrev USA som en shining city upon a hill og lovede dem både guld og grønne skove.
Reagans kampagne identificerede dygtigt Carters akilleshæl. En af svaghederne, for der var mange, var Carters tilhørsforhold til Den Trilaterale Kommission. Indledningsvis havde det vakt sensation, da Carter inkluderede de mange kommissærer i sin administration, men det var især i mere kulørte medier. Penthouse og Saturday Night havde slået mønt på nyheden, men det havde de fleste amerikanere nok glemt alt om i mellemtiden. Nu blev de mindet om det, især via højreorienterede græsrodsmedier. En liberal elite måtte fordrives fra Washington, D.C. – nej, den fortælling er ikke ny!
Med kampagnen slog Reagan-kampagnen på genial vis to fluer med ét smæk.
Den ramte nemlig først Reagans to hovedrivaler i kampen om nomineringen som republikanernes præsidentkandidat. Begge var medlemmer af kommissionen, heriblandt George W.H. Bush. Dernæst Carter i selve præsidentvalgkampen. Når først kampagnen havde haft sin skadelige virkning, blev diverse beskyldninger og opdigtede myter til lejligheden pakket væk igen, Bush blev udnævnt til vicepræsident og Reagan-administrationen normaliserede sit forhold til kommissionen. Den morgen, Reagan blev skudt på åben gade af en sindsforvirret mand, skulle han mødes med selvsamme kommission.
Carters engagement med Den Trilaterale Kommission var således på den ene side en succeshistorie om, hvorledes en relativt ukendt peanutfarmer blev katapulteret op på magtens højeste tinde, men på den anden side en påmindelse om, hvor højt der er at falde. Ikke blot var nogle af kommissionens centrale skikkelser med til at rive tæppet væk under Carter ved at presse ham til at give shahen amerikansk husly, selv om de naturligvis ikke med sikkerhed kunne forudsige den krise, det medførte, og det ikke var deres fortsæt.
Men de fjernede også i stigende grad deres støtte til Carter, i takt med at han ikke formåede at leve op til deres politiske visioner. Og sluttelig blev Carters relation til kommissionen et sårbart punkt, som det højreorienterede USA drog fordel af i præsidentvalgkampen, der førte til Reagans sejr og indvarslingen af et neokonservativt magtskifte.
Men det var ikke blot Carter, der dermed tabte.
De, der dengang tog ad notam, hvordan man vinder præsidentvalgkampe og har taget denne tradition til nye højder, uanset at mainstreamingen af fake news og konspirationsteorier efterlader et ramponeret demokrati, indtager såmænd om ganske kort tid Det Hvide Hus.
fortsæt med at læse
