Kina er 21. århundredes strategiske, politiske og militære hovedmodstander for os i Vesten. Alligevel tør statsministeren ikke sige det klart. I sin nytårstale nævnte hun »Moskva, Teheran og Pyongyang«.
Men ingen af disse hovedstæder kan i dag true Vesten med deres onde hensigter uden Kina, der som en anden godfather trækker i de internationale tråde og uden hensyn til indgåede aftaler eller internationale spilleregler gør alt for at destabilisere Vesten. Derfor burde statsministeren have sat Beijing-diktaturet ind i sin ligning – ligesom Dansk Folkeparti for længst har gjort det.
Iran-Kina-Rusland er vor tids ondskabens akse. En akse, der har kunnet vokse sig stor, fordi Vesten med EU i spidsen har tilladt det. Lad mig derfor sige til vores stats- og udenrigsminister (det kan være svært at se, hvem der er hvem): Jeres dommedagssnak er utroværdig. I er ikke en del af løsningen. I og jeres allierede i EU er en del af problemet.
Den mest aktuelle illustration af dette svigt er selvsagt Ukraine.
I 2008 invaderede Putin Georgien. EU foretog sig intet. I 2014 annekterede Rusland Krim-halvøen. EU foretog sig intet. Sideløbende med dette gjorde EU vores lande stadig mere afhængige af russisk gas, godkendte NordStream og troede, at verden var god og smuk.
I februar 2022 ramte virkeligheden som et billede på, hvordan den nye ondskabens akse – Putins Rusland, Xi Jinpings Kina og mullahernes Iran – føler sig stærk nok til at udfordre Vesten. Og hvordan har EU’s lande da reageret?
På den optimistiske side har krigen medført, at Nato-landene nu endelig bruger 2 procent af deres bnp på forsvar, og to nordiske venner har tilsluttet sig alliancen. Det er der grund til at glæde sig over. For Vesten har brug for samling.
Problemet er bare, at den brede opbakning til Ukraine synes at stoppe der. Mens Danmark har givet 65 milliarder til ukrainernes frihedskamp, er det svært at få øje på opbakningen fra rige og store nationer som Frankrig, Italien, Spanien, Norge mv.
Derfor er Ukraine i dag trængt voldsomt tilbage og befinder sig i en situation meget lig Churchills i forsommeren 1940. Alle kunne se, at det ville være håbløst for de britiske tropper at tage kampen op med Hitlers hær. Derfor igangsattes Operation Dynamo med evakueringen ud af Dunkerque. Ikke fordi det ville afslutte krigen, men fordi et slag på de ulige præmisser ville være den visse død for 300.000 allierede soldater.
I dag står Ukraine som følge af endnu et gedigent svigt fra hovedparten af de europæiske lande i en tilsvarende situation, hvor forhandlinger om fred er den mindst ringe løsning. Det standser ikke konflikter mellem Rusland og Ukraine; mellem Vesten og ondskabens akse.
Men det kan forhåbentlig skabe en fred, der muliggør en bedre organisering, så Vesten indstiller sig på det, der bliver det 21. århundredes store udfordring – Kina, der som effektiv organisator af klodens slyngelstater dygtigt har udnyttet det fatale svigt, som vores politikere har præsteret. Ikke at forglemme – politikere som Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen.
Mens USA har taget modige skridt for at sætte en stopper for Kinas overgreb mod internationale regler og normer, har EU sovet tornerosesøvn under Kinas åbenlyse brud på WTO’s regler, deres omfattende spionage, og man har tilladt omfattende opkøbt af kritisk infrastruktur og strategiske ressourcer, fra miner i Afrika til havne i Europa.
Man har været tavs over for brugen af slavearbejde og de systematiske krænkelser af grundlæggende rettighederne. EU har sat kikkerten for det blinde øje. End ikke verdenspostkonvention, som i dag gør det billigere at sende en pakke fra Shanghai til København end fra Slagelse til København, har man kunnet tage et opgør med. En konvention, der har skabt platformen Temu, som ikke bare oversvømmer vores markeder med giftige og forurenende produktioner, men også smadrer det danske og europæiske erhvervsliv. Eller tag TikTok, som kineserne selv har skabt og godt ved ødelægger hovederne på børn – hvorfor man har lukket ned for tjenesten.
I EU gør man i bedste fald ingenting. I værste fald gør man det værre.
Mens det maoistiske tusindårsrige vokser sig stort, synker Europa hen i magelig selvtilfredshed uden øje for, hvordan man suger energi og livskraft ud af vores kontinent. 65 procent af det bureaukrati, danske virksomheder i dag slås med, kommer fra Bruxelles. Og den seneste regulering af ’kunstig intelligens’ er blot endnu et eksempel på EU’s dødskamp.
AI kommer til at revolutionere verden og menneskeheden. Dets teknologiske potentiale er af en eksponentiel karakter, som gør det usammenligneligt med nogen af historiens øvrige opfindelser. Og herfra kommer det kun til at gå hurtigere frem mod den singularitet, som vil blive et afgørende vendeudgangspunkt for verden. En mulighed for Vestens tilbageerobring af magten. Eller den endelig slutsten. Den kamp bliver afgørende. Men i EU er man så optaget af at regulere den nye teknologi, at man slet ikke overvejer, hvorfor alle væsentlige AI-udviklere flygter fra Europa. De ligger i USA – eller Kina.
Og billedet gælder ikke kun AI. Det gælder snart sagt alle videnstunge institutioner. Ikke et eneste af verdens 30 bedste universiteter ligger i EU.
En håndfuld ligger i Storbritannien og Schweiz. Resten ligger i Kina og USA, hvor alene byen Boston har 62 universiteter. For i Europa træffer man hellere beslutninger om kvindekvoter, om demokrati i Afrika og om smukke klimamål i 2040 og 2050, mens Kinas brutale regime opkøber Afrikas sjældne jordarter og kaster sine slavearbejdere ind i at producere elbiler, vindmøller, solceller mv., som de europæiske lande tvinges til at købe for at nå deres klimamål. I EU føler man, at man gør det rigtige, mens kommunisterne i Kina kan intensivere overvågningen af vores borgere, ødelægger vores industrivirksomheder og igen bliver rige på europæernes selvtilfredse dumhed. Resultatet er, at Europa i dag står som gidsel for en supermagt, der uden skrupler misbruger sin magt til egen fordel.
Dette svigt er Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen med deres opbakning til kommissionens eftergivende kinapolitik en kæmpe del af. Lars Løkke Rasmussen har velvilligt åbnet døren for at fremme importen af kinesiske elbiler, solceller og andre VE-teknologier, der som trojanske heste vil give Kina adgang til at overvåge centrale dele af vores samfund helt ned til enkeltpersoner.
Moderne elbiler er jo ikke blot køretøjer, men højteknologiske datasamlere, der konstant kommunikerer med deres producenter. Når kinesiske elbiler kører rundt i Danmark, kan data om vores infrastruktur, trafikmønstre og bevægelser nemt ende i Beijing, hvor den private ejendomsret ikke findes. Enhver kinesisk virksomhed er forpligtet til at levere data til regeringen, når styret kræver det. Og endnu værre er det selvsagt, når vi ukritisk lader kinesiske solceller og batteriteknologi blive koblet til vores elnet.
Hver gang vi giver kinesiske virksomheder adgang til kritisk infrastruktur, giver vi i realiteten vores hovedmodstander adgang til overvågning og potentiel sabotage. Lars Løkkes strategi gør med andre ord vores fjender stærkere og Danmark svagere. Det er ikke blot et økonomisk eller teknologisk spørgsmål – det er et spørgsmål om vores nationale sikkerhed. Når vi tillader kinesiske virksomheder stadig friere adgang til vores markeder, overlader vi kontrollen til et regime, der har vist sig mere end villigt til at misbruge den.
Derfor er der brug for et brud med Frederiksen/Rasmussen-eftergivelsesdoktrinen og EU’s inkompetence. Hvis Vesten skal imødegå Kinas voksende økonomiske og politiske dominans, er der brug for en ny og banebrydende alliance mellem verdens demokratiske nationer: en handelspolitisk musketered.
Inspireret af Nato-traktatens artikel 5, hvor et angreb på én er et angreb på alle, bør de vestlige lande forpligte sig til at handle samlet mod økonomisk pression og urimelige handelspraksisser fra Kina. Hvis Kina rammer ét medlemsland med handelsrestriktioner eller manipulerer sig til fordele, skal alle i alliancen reagere i samlet flok. Og en sådan musketered skal være åben for alle demokratiske frihandelsbaserede lande. Fra USA og Canada til EU og Storbritannien, Australien, Japan og Sydkorea. Sammen kan vi skabe en solid front mod Kinas forsøg på at splitte os med økonomisk pres og sikre mere retfærdige handelsbetingelser, men også beskytte vores værdier og kritiske infrastruktur mod kinesisk dominans.
Det er på tide at anerkende, at vi står midt i en global kamp om værdier, magt og kontrol over fremtidens spilleregler. Hvis vi ønsker at bevare vores frihed og demokratiske samfund, må vi handle med styrke og sammenhold – præcis som vi har gjort militært i Nato. Tiden er inde til at udvide dette samarbejde til det økonomiske område og sende et klart signal til Kina om, at tiden med eftergivelse og naivitet er forbi.
Og den gode nyhed er, at det med Trump tilbage i Det Hvide Hus rent faktisk kan blive virkelighed. Trump har indset, at Kina er Vestens hovedmodstander. Og han har vist, at han er villig til at handle. I modsætning til EU fremstår den kommende amerikanske administration både modig, målbevidst og med en klar forståelse af, hvem der truer Vesten. Det afgørende bliver, om vi i Europa formår at gribe muligheden for at lave en transatlantisk alliance imod den fælles hovedmodstander – eller om Europa igen vil pakke sig ind i pacifisme og uproduktiv statsstøtte.
Trumps friskfyragtige melding om at ville købe Grønland er blevet mødt med tavshed fra regeringens side. Hvorfor benytter man dog ikke lejligheden til at indlede et stærkt partnerskab med vores vigtigste allierede?
Hvor svært er det at sige: »Kære Donald. Grønland er selvsagt ikke til salg. Men tak for interessen; lad os mødes og snakke om, hvordan vi kan sikre vores fælles interesser ved et stærkere dansk-amerikansk-grønlandsk partnerskab«.
Og helt grundlæggende er det bemærkelsesværdigt, som Mette Frederiksen har forsømt muligheden for at tale Danmark op i den grønlandske befolkning, som synes ved at blive vildført af en politisk elite uden nogen forbindelse til virkeligheden. Tanken om, at Grønland nogensinde bliver selvstændigt, er skør. Næsten lige så skør som at Grønland skal føre udenrigspolitik. Det er klart i strid med selvstyreloven. Så hvorfor sætter statsministeren ikke Mute Egede på plads?
Det ville være visionær ledelse. Men det formår Frederiksen/Rasmussen ikke. I stort som småt synes Lars Løkke primært at være drevet af de økonomiske interesser, der kan bringe ham videre ud af politik. Den ene dag er det Kina, der skal have friere adgang til at eksportere. Den næste dag er det OIC, der får lov at sætte grænserne for den danske ytringsfrihed. Dagen efter igen er det kapitalfonden CIP. Det stopper aldrig. For Lars Løkke Rasmussen handler politik ikke om at gavne Danmark; men om, hvordan Danmark kan gavne ham.
Når Danmark efter folketingsvalget forhåbentlig får en borgerlig regering, er det derfor afgørende, at udenrigspolitikken kommer til at handle om den trussel, som Danmark og resten af Vesten står over for: Kina og dets vasallande – Rusland, Iran, Nordkorea. I tilgangen til denne udfordring er USA en strategisk langt væsentligere part end det EU, som i årtier har lukket øjnene og forsømt at forsvare Europas sikkerhed i handels- såvel som udenrigspolitik.
Man har lempet sanktionerne imod morderregimet i Teheran, hvor det, man burde have gjort, selvsagt var af al magt at knuse præstestyret både økonomisk og militært. Man har svigtet opbakningen til Israel, som er Vestens yderste spydspids imod den islamisme, som truer alle vesteuropæiske lande. Man har åbnet dørene på vid gab for Kina og har gang på gang forsømt at reagere imod Rusland, når Putin har provokeret. I dag ligger man, som man har redt. Derfor kræver fremtiden en drastisk ny udenrigspolitik, som kun en regering uden Lars Løkke Rasmussen kan garantere.
Vi skal have langt bedre investeringer i vores forsvar – ikke bare i kroner og øre, men også i forhold til hvordan vi bruger pengene. Vi skal koordinere vores forsvarspolitik stadig stærkere med vore nabolande, hvor vi kan glæde os over nu at se både Sverige og Finland som medlem af Nato, der uden tvivl bliver den vigtigste internationale organisation for Danmark i det 21. århundrede, hvor vi kan styrke båndet til Canada, Storbritannien og de vigtige Asean-partnerskaber – ikke bare økonomisk og militært, men også politisk.
EU har vist sig som en katastrofe. EU handler ikke længere om frihandel, men er en socialistisk kolos, der trækker et helt kontinent ned i statsstøtte, udygtighed, regulering og bureaukrati. Det er som at se Romerrigets sidste århundrede i langsom gentagelse.
Glem FN og dets labyrintiske organisation af do-gooders. Vejen til Vestens tilbageerobring af en global, dominerende stilling går ikke gennem det nuværende EU eller dansk deltagelse i FN’s Sikkerhedsråd, men kræver stærke garantier mellem Vestens centrale aktører. En alliance så stærk, at Kinas indflydelse kan isoleres, standses i Afrika og presses ud af Sydamerika, hvor især argentinske Milei giver håb om en ny kurs, efter at USA igennem årtier har mistet indflydelse på det sydamerikanske kontinent. Det hele hænger sammen. Fordi det handler om Vesten.
I det lys er verden på mange måder ny. Men udfordringen er gammelkendt. Vi var nogen, som så og advarede, mens andre politikere hovent mente, at Vestens ufejlbarlige værdier snart ville omfavne hele verden. Det skete som bekendt ikke. Påstanden om, at økonomisk vækst og frihedsrettigheder går hånd i hånd, stødte på grund for mange år siden. Alligevel er det dette ideologisk vraggods, vores regering stadig navigerer efter. Det kræver en radikal kursændring. Og hvis vores børn og børnebørn også skal leve i en verden af frihed og vækst, så haster det.
fortsæt med at læse
