Danmarks fortid som kolonimagt har fået en del opmærksomhed de senere år. Der har været særligt fokus på sammenhængen mellem kolonier og den usædvanlige rigdom, der strømmede til København i den såkaldt florissante periode i slutningen af 1700-tallet.
Hvis man har fulgt debatten, får man nemt det indtryk, at den københavnske rigdom – som især udfoldede sig i Frederiksstadens palæer og på en række landsteder nord for byen – udelukkende kom fra den slavebaserede sukkerproduktion i Caribien. Det er en uheldig forsimpling af fortiden, som overser, at den københavnske velstand skyldtes, at Danmark i et hidtil uset omfang deltog i en række globale og ofte koloniale handelsstrukturer.


























