Mange danske familier er i dag trængte på tid i hverdagen. Det kan vi både læse om i dagspressen, og vi hører det, når vi interviewer familier som et led i vores forskning.
Det handler om noget så enkelt som at have tid til at være sammen i hverdagen og om at have mulighed for at lave dagligdagens gøremål i et tempo, hvor både store og små kan have det godt. Og så handler det om, at man som familie har brug for at have ’lidt elastik’ i hverdagen, så man kan træffe hensigtsmæssige beslutninger, f.eks. i forbindelse med børns sygdom eller til hverdagens små begivenheder, som binder en familie sammen.
Mens vi ser, at nogle forældre behændigt jonglerer med tiden og finder gode veje i hverdagen, er andre familier hårdt spændt for, og nogle forældre oplever, at det endog er meget svært at finde både ro og sammenhæng i hverdagen. Vi spørger derfor i denne Kronik om, hvorvidt tid til familiens fælles liv er blevet vor tids hårde valuta, som kun nogle familier kan få andel i?
På Christiansborg er det i ganske mange år blevet diskuteret, hvordan de danske børnefamilier har det, og hvordan den daglige tid ofte opleves at være under pres, når familie- og arbejdsliv skal balanceres. I dag forlyder det indimellem, at familierne er forkælede, skal kigge op fra deres iPhone og skal lade være med at brokke sig, men så sent som i 1970’erne blev børnefamiliernes hverdagsliv faktisk debatteret som et væsentligt tema i folketingssalen.
Det gjaldt f.eks. spørgsmålet om, hvorvidt småbørnsforældre burde have bedre mulighed for at arbejde deltid, og hvordan man kunne sikre familierne bedre vilkår fra politisk hold. Ligeledes blev det diskuteret, hvorvidt forældre skulle have bedre mulighed for at passe deres mindre børn i hjemmet, og det blev endda debatteret om heldagspasning af børnene uden for hjemmet overhovedet er en god idé.
Det var således et politisk relevant forhold at skabe rammerne for, at familierne fik bedre tid sammen. I 1981 konkluderede daværende socialminister Ritt Bjerregaard, at:
Regeringen er enig i, at der er et væsentligt behov for at sikre børn og forældre mere tid sammen i det daglige, og at en nedsættelse af den daglige arbejdstid er en forudsætning herfor. (R 2 Redegørelse af socialministeren om børnekommissionens betænkning, samling 1981-82 (1. samling)).
Der var altså dengang for lidt mere end fyrre år siden en politisk samtale om det almindelige hverdagsliv med børn og om, hvilke betingelser børnefamilierne havde. Der var forskellige ideer på bordet, som skulle sikre familierne et hverdagsliv i bedre balance.
I en lang periode gik de familiepolitiske bølger højt på Christiansborg. Problemet var politikerne enige om: Det gik for stærkt i børnefamilierne. Løsningen var man enig om, for så vidt at der skulle findes politiske løsninger på børnefamiliernes trængte kår. Uenigheden meldte sig, når der skulle træffes konkrete beslutninger – var deltid for alle forældre det bedste, eller skulle der snarere være bedre mulighed for at passe de yngste børn hjemme?
I anden del af 1980’erne mødte de mange politiske diskussioner om familiernes hverdagsliv vor tids familiepolitiske stopklods: Forældrenes ’frie valg’.
Det er devisen om, at forældre selv skal bestemme, hvilket hverdagsliv de og deres familie skal leve og logikken om, at hverdagen altid kan tilrettelægges, som man ønsker det. Det handler såmænd bare om, at man som forældre skal vælge rigtigt. Fungerer hverdagen ikke, må man træffe andre valg. Pilen peger således på forældrene, hvis det ikke hænger sammen derhjemme.
Derfra har der været det, man nærmest kan betegne som familiepolitisk dødvande. Familie- og arbejdslivskommissionens rapport fra 2007 er et af de seneste eksempler på, at man fra politisk hold har fundet det rigtigt svært – ja måske endda unødvendigt – at etablere en familiepolitik, der tager del i ansvaret for, at danske børnefamilier får bedre mulighed for at have et hverdagsliv, som fungerer.
Rapporten og dens 31 forslag til, hvad der kunne gøres fra politisk hold, for at de danske børnefamilier fik bedre mulighed for at tilrettelægge dagligdagen i familielivets favør, skøjtede man i folketingssalen hurtigt henover, og i flere partier understregede man, at det nu engang er forældrenes ansvar at tilrettelægge hverdagen med børn på måder, så det hænger sammen for netop dem.
Det tværministerielle børneudvalg påpegede det i årene omkring 1990. Familie- og arbejdslivskommissionen pegede på det i 2007. Fagforeningen 3F fandt det i 2015, og de seneste års stigende fokus på børnefamiliers vilkår vidner herom: Hverdagen opleves som hektisk og i tidsmæssig acceleration i almindelighed og for børnefamilier i særdeleshed.
Når forældre søger at skabe bedre tid til familiens fælles hverdagsliv og finde løsninger på hverdagens udfordringer, har de dog temmelig forskellige vilkår. Derfor spiller grundtanken om, at det gode hverdagsliv med børn alene tilrettelægges af forældrene, der træffer gode og frie valg, hurtigt fallit.
I nogle familier er det stort set umuligt at tage familietiden til sig, få mere af den fælles tid eller på anden vis skabe de balancer, som ønskes. Mens andre familier slipper nemmere afsted med at skabe tid til familien, måske fordi de har et fleksibelt arbejdsliv, eller ser mulighed for at sadle om og indrette sig på ny. Mens nogle flytter på landet og lever for mindre, hænger andre fast i et hverdagsliv, som ikke dur.
Dermed bliver den daglige familietid en hård valuta, som nogle har mulighed for at erhverve sig, mens andre må se sig forbigået.
Hvis man vitterligt ønsker, at børn og forældre skal have god mulighed for at have en hverdag, hvor de har tid sammen og ro på, skal der ske noget fra politisk hold. Også denne vinter er der fokus på, at forældre ser sig nødsaget til at aflevere børn på Panodil – at vi ikke behøver forklare, hvad det betyder, er i sig selv et symptom på en børne- og familiepolitik, der er kuldsejlet. Dette handler ikke kun om, at det ikke er rimeligt for børn at være afsted i vuggestue, børnehave eller skole, når de skranter. Det handler også om, at det giver mange forældre svære samvittighedskvaler.
Det sætter en mor, vi interviewede sidste år, disse ord på: »Jeg kunne mærke, at jeg som menneske havde utrolig svært ved at vide, hvis mit barn var sygt (…), og det var jo en samtale på arbejdet, at det var en svær kabale at få til at gå op, hvis nogle ringede ind om morgenen og meldte sig syge. Så samvittighedsmæssigt havde jeg helt vildt svært ved det. Og jeg havde en dejlig arbejdsplads og en god leder og en stor forståelse for, at man var børnefamilie«.
Moderen beskriver her de samvittighedskvaler, som nok mange forældre kan nikke genkendende til. Enten sender man (halv)syge børn afsted for at tage sin tørn på arbejdet, eller man efterlader opgaver til kollegaerne, der må løbe endnu hurtigere – ofte i et arbejdsliv, hvor det går ganske stærkt i forvejen.
Dette gælder ikke mindst i stillinger, hvor der er faste skemaer eller arbejdsopgaver, der kræver alles koordinerede tilstedeværelse, f.eks. i en produktion. Det er stillinger, der ikke har den indbyggede fleksibilitet, der kan være netop det, der sikrer, at hverdagen kan mingeleres. Den manglende fleksibilitet eller fraværet af ”lidt elastik” i hverdagen bliver for mange forældre ganske slidsomt i længden.
Måske fordi ideen om det såkaldte ”frie valg” fortsat står så stærkt i dansk politik og understøtter en umiddelbar sympatisk forståelse af, at mennesker skal leve det liv, de ønsker og ikke det, som staten måtte diktere, har vi i dansk sammenhæng ikke haft ret godt held med at få øje på, at der er ret forskellige vilkår for børnefamilierne.
Fra politisk hold har man haft en tendens til at tale som om, at valget er frit for alle, og hverdagen med børn altid kan tilrettelægges, som forældrene ønsker det. Men en del forældre er altså fortsat ansat i stillinger, hvor der ikke er de nødvendige muligheder.
Helt konkret pegede 3F med undersøgelsen Familie og Hverdag i 2015 på, at en del af deres medlemmer efterlyser bedre mulighed for at få indflydelse på deres arbejdstids placering og på, at det kan være temmelig svært at være fleksibel i et arbejdsliv, hvor ens fleksibilitet skal forhandles i en kollegagruppe. Det er nemlig et vilkår, hvis det, at en kollega går en time før grundet et arrangement i børnehaven, betyder, at en anden kollega skal løbe stærkere eller måske blive en time længere.
I 3F’s undersøgelse beskrives konsekvensen heraf af en far blandt andet sådan her: »Jeg synes, at aftenarbejdet har trukket tænder ud, og jeg tror, det trækker flere tænder ud end nat- og dagarbejde. Det tror jeg, det gør. Og man kan også se det, altså, jeg er den eneste, der har børn på det hold, og man kan også mærke det på min chef. Han ved det godt, altså… det kan ikke blive ved. Jeg kan ikke arbejde for ham de næste… ja, bare to år. Så er det sket. Der sker for meget, og jeg går glip af for meget, og så gik det galt igen, da … [ældste barn] skulle til fodbold…. (…) ja, jeg synes, jeg har lidt et stort afsavn…«.
For denne far er det de faste eftermiddagsvagter, der er problematiske, og som indimellem spænder ben for, at hverdagen med børn kan tilrettelægges på en god måde. Han peger på nødvendigheden af, at man som forælder får indflydelse på, hvornår arbejdstiden er placeret, ikke mindst når man som han arbejder i en produktion, hvor man fysisk skal være til stede.
I kombinationen af den danske model – hvor løsninger på arbejdsmarkedet besluttes af arbejdsmarkedets parter – og en familiepolitik, der mener, at det er forældrenes opgave at tilrettelægge hverdagen med børn godt – altså, ideen om det frie valg – tydeliggøres det, at danske forældre har meget forskellige betingelser for at kunne tilrettelægge familiens hverdag. Det bliver også meget tydeligt, at der ikke gøres noget ved det.
I 2024 har flere partier talt for, at vi skal have en familiepolitik. Det skal være bedre at være børnefamilie i Danmark. Hvis man beslutter sig for at følge denne intention til dørs, må man tage favntag med hverdagen i børnefamilierne i al sin kompleksitet.
Det frie valg kan ikke være grundprincippet – ikke i alle familier i hvert fald – så hvordan imødekommer vi de mange forældre, der er hårdt spændt for og ikke bare kan skippe f.eks. arbejdet i produktionens treholdsskift eller 12-timers vagterne, eller måske blot skal være til stede på deres arbejdsplads i den fulde arbejdstid? Hvordan sikrer vi, at de ikke også i fremtiden skal se sig strandet i et forældreskab, der er præget af en grundlæggende følelse af dårlig samvittighed?
Vil man oprigtigt talt have et mere familievenligt samfund for alle, kommer man til at se på, hvad der gør sig gældende i de familier, der finder veje og får hverdagen til at hænge sammen på måder, der opleves som meningsfulde og gode for både forældre og børn. Familier, hvor forældrene oplever, at de er de forældre, som de ønsker at være, og hvor børnene oplever, at hverdagen hænger sammen på en måde, så der er tid til nærvær og fællesskab.
Familier, der har en hverdag, hvor man kan være fælles om betydningsfulde ting som f.eks. ungernes fodboldkamp, og som har overskud til også at række ud og være noget for andre. Ligesom man kommer til at se nærmere på, hvad der er på spil i de familier, hvor hverdagen opleves disharmonisk og stressende, og hvor forældre med selvbebrejdende blikke dagligt må sande, at det simpelthen ikke er godt nok. Hvad er der på spil i de familier, hvor man oplever, at familietid er en valuta, man ikke har mulighed for at erhverve sig?
Så kan vi senere diskutere, hvad prisen for den fraværende familiepolitik har været ikke blot for den enkelte familie, men for samfundet som helhed.
fortsæt med at læse
