Det var helt tilbage i april 1949, at Danmark med indlemmelsen i den vestlige forsvarsalliance Nato første gang valgte, at det var USA, der som stormagt skulle garantere vores sikkerhed.
Forinden havde der udspillet sig et dramatisk spil bag de diplomatiske linjer.
Den danske gesandt og senere ambassadør i USA, Henrik Kauffmann, havde allerede i 1941 i strid med ordrerne fra København givet USA adgang til at anvende Grønland som en militær mellemstation i krigen mod nazisterne.
Derefter kom den kolde krig.
Fra sin base på Thule i Grønland kunne amerikanerne observere, hvis der kom langtrækkende atommissiler fra Sovjetunionen ind over deres territorium. Sammen med resten af NATO var vi på samme tid en del af USA’s atomparaply.
Det var en god aftale, vi havde indgået, sagde politikerne dengang. Så god, at vi de næste mange år, også efter Murens fald, fulgte vores amerikanske venner i tykt og tyndt. Også under krigene i Irak og Afghanistan, hvor mange af vores landsmænd- og kvinder døde – bl.a. i kampen for at bevare det gode forhold til USA, som vi så møjsommeligt havde opbygget.
Men 23. december sidste år blev alt pludselig ændret, og da det skete, kunne jeg og mange andre se, at noget var helt galt i vores forhold til USA.
Det handler naturligvis om Donald Trumps vilde krav om at tage ejerskab over Grønland.
Men det handler også om en supermagt, der ikke er, hvad den har været, og om en ny og ændret global politisk dagsorden.
Mandag, på dagen, hvor Donald Trump bliver indsat som USA’s 47. præsident, er det derfor på tide, at vi gør regnebrættet op og kigger på, om den transatlantiske akse stadig er lige så værdifuld, som den altid har været.
Jeg ved godt, det for en småstat som vores ikke er nogen let øvelse.
Alligevel vil jeg gerne igangsætte en diskussion om vores forhold til det store land over there, og jeg håber så inderligt, du vil læse med. For det, jeg har at sige, er vigtigt ikke bare for mig, men for hele den danske befolkning og for vores folkevalgte regering.
Normalt er jeg ikke en person, der lader mig ryste. Men lad mig sige det ligeud: Det var akkurat sådan, jeg havde det, da jeg første gang så, hvordan den danske regering håndterede sagen om Grønland.
Det var som sagt 23. december, at den begyndte. Det skete, da Donald Trump i et opslag på sit sociale medie Truth Social skrev, at han ville have kontrol over Grønland. Selv blev jeg ringet op af DR, der tidligt samme morgen gerne ville have en kommentar om sagen.
I de følgende timer sagde jeg, hvad jeg vidste. Jeg sagde, at vi skulle tage opslaget seriøst, fordi Trump i lang tid havde haft øjnene stift rettet mod Grønland. Det sidste vidste jeg med sikkerhed. For allerede få uger efter ex-præsidentens valgsejr fik jeg oplysninger fra USA, der pegede på, at Donald Trump havde planer med Grønland.
»Det er nu, det sker, og det kommer til at gå hurtigt«, sagde en kilde til mig.
Dengang var der stadig rum til at påvirke den ny regering. Det gjaldt for Danmark om at komme med en plan for Grønland, der kunne vinde indpas i Det Hvide Hus, før Trump gjorde noget overilet. For skete det først, ville løbet være kørt, lød det.
Men de følgende dage kom der ikke et eneste pip fra den danske regering. En morgen i starten af januar udviklede sagen sig igen.
Her tunede jeg ind på radioen, hvor jeg hørte Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, kritisere den danske regering for at nøle i sagen. For hvad var det, der gjorde, at den danske regering havde været så passiv, spurgte han.
Var det angst for at provokere Donald Trump? Eller troede Mette Frederiksen, at USA ville lade Danmark i stikken, hvis vi ikke gjorde, hvad der blev sagt?
Det har altid været et komplekst felt at beskæftige sig med de udenrigs- og sikkerhedspolitiske udfordringer, som Danmark står i. Vi er en småstat, og som småstat er der en lang række forhold, vi skal tage højde for.
Lige nu er det f.eks. krigen i Ukraine og et nyt aggressivt Rusland, der presser sig på. Før det var der forholdet til Sovjetunionen. De mange ekstraordinære omstændigheder har gjort, at Danmark altid har haft en balanceret småstatspolitik, og undertiden det, eksperter kalder en ’Lie-low-strategi’ overfor stormagterne.
Den betyder – som navnet også antyder – at man skal ligge lavt over for stormagterne.
Netop den strategi har siden Første Verdenskrig været printet ind i hovedet på de danske embedsmænd. Det er bedre at gå under radaren end at skræppe op.
Men det spørgsmål, jeg gerne vil stille til de danske politikere i dag, er, om det nødvendigvis behøver at være sådan i alle tilfælde.
Verden er under så hastig forandring, at det kan være svært at følge med. Lande, der før var vores venner, er i dag om ikke vores fjender så i hvert fald på kant med os. Jeg ved godt, at jeg leger med ilden her, og at jeg nok vil møde kritik. Men jeg vil alligevel sætte spørgsmålstegn ved om den ekstreme lie-low-kurs, vores politikere har valgt i den omsiggribende situation med Grønland, også i et videre perspektiv er den rigtige.
For det er jo ikke sådan, at vi rent historisk ikke har sagt USA imod. Det gjorde den tidligere socialdemokratiske udenrigsminister Mogens Lykketoft i en stor udenrigspolitisk tale til Udenrigspolitisk Selskab i dagene før terrorangrebet mod USA 11. september 2001. Det samme gjorde den tidligere socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen, da USA med den såkaldte dobbeltbeslutning ville opstille atomraketter i Vesteuropa under den kolde krig.
Også dengang mødte det massiv kritik. Men så vidt jeg kan se, består Danmark endnu, og det er jo det, der er det vigtige.
I sagen om Grønland betød den ekstreme lie-low-strategi, at Danmark hurtigt kom på bagkant i forhold til amerikanerne. Det blev jeg i den grad bekræftet i, da jeg om aftenen 6. januar nervøst åbnede min computer for med gru at se, hvad der nu var sket i sagen.
Her kom det frem, at Donald Trumps søn Trump Jr. nu var på vej til Grønland i sin fars privatfly ’Trump Force One’. Den følgende formiddag landede han i Nuuk, og det var herefter sagen løb løbsk.
De følgende mange timer blev en opvisning i Maga-republikanernes politiske drejebog, som jeg kender så godt efter mine år i USA. Under besøget blev Trump Jr. filmet med grønlændere, der med røde Maga-kasketter, der med store smil bød ham velkommen.
Derefter spredte historien sig som lynild på de sociale medier. Over for de konservative medier Fox News og Newsmax betegnede Trump Jr. den danske befolkning som racister.
Det var ligesom at se en kamp i Trumps nære ven Dana Whites kampsportssucces Ultimate Fighting Championship. I sporten bokser og bryder deltagerne i en ottekantet ring, hvor der kun er plads til vinderne.
Taberne er nullerter, mens de sejrende bliver hyldet som dem, der kan redde USA.
Den samme nærmest darwinistiske filosofi beskriver Donald Trump i sin forretningsbog ’The Art of the Deal’ fra 1987. Også her er kampen mellem vinderne og nullerterne en central del af tænkningen bag den succes. som Donald Trump som barsk ejendomsmagnat i 1980’erne gennemlever i Manhattans intrigante jetset.
Jeg ved ikke, om statsminister Mette Frederiksen og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen overhovedet har læst Donald Trumps bog. Hvis de ikke har, sender jeg gerne eet eksemplar til dem. For den er en vigtig indførelse i baggrunden for det, vi nu ser i Grønland.
7. januar mens Trump Jr. stadig susede rundt i Nuuk, udtalte statsministeren sig første gang om sagen. Her sagde hun, at det var op til grønlænderne selv at bestemme, hvad der nu skulle ske. Statsministeren kunne også have sagt, at hun ikke accepterede Trumps politiske bagholdsangreb på det Grønland, som hun som leder af rigsfællesskabet trods alt stadig er chef for.
Men det gjorde hun ikke.
Derfor er det også interessant, at sagen allerede få timer efter eskalerede. Det skete, da Donald Trump under et pressemøde i Mar-a-Lago i Florida sagde, at han ikke ville udelukke at anvende militær eller økonomisk magt over for Danmark.
Udtalelserne havde det vigtige gran af sandhed i sig, at Donald Trump ifølge The New York Times journalisten David E. Sanger havde sagt til sine rådgivere, at han ville bruge den magt, som han havde som øverstkommanderende herunder også over det amerikanske militær til at gennemføre sin plan.
Sangers observationer er, så vidt jeg kan se, aldrig blevet rapporteret i Danmark. Men hvis de er sande, viser de, at man i den grad skal tage Trump alvorligt, når han først kører det tunge skyts frem.
Og spørgsmålet er, i hvor høj grad den danske regering har gjort det.
Først dagen efter Trump Jr.s besøg i Nuuk stemplede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen ind i den mere og mere spegede sag. Det skete efter en længere juleferie i Thailand. Men her havde Danmark allerede tabt den første runde med USA i kampen om Grønland, og det vel at mærke inden den diplomatiske armlægning overhovedet var gået i gang.
I dag tror jeg godt, Mette Frederiksen kan se, at hun reagerede for sent. I en verden, hvor den politiske virkelighed i høj grad bliver formet på de sociale medier, kræver det konsekvent handling, hvis man skal matche en velsmurt SoMe-modstander som Donald Trump.
Også selv om det i dag er uklart, hvor langt Trump egentlig ville have gået for at få sin vilje. Af samme grund har Udenrigsministeriet også arbejdet i døgndrift på at få Donald Trump i tale, og onsdag lykkedes det så.
Her talte Mette Frederiksen ifølge Statsministeriet i hele 45 minutter i telefon med den kommende amerikanske præsident. Under samtalen gentog hun bl.a., at Grønland ikke er til salg, og at det er op til grønlænderne at bestemme, hvad der nu skal ske.
Alligevel ville Trump ikke tage sine trusler af bordet. For mig kom det ikke som nogen overraskelse. Ifølge mine oplysninger er Donald Trump stadig fuld optaget af sin egen idé om at overtage Grønland.
Så meget at det er blevet et personligt projekt for ham.
Så selv om de tos snak af flere politiske analytikere anses for en at være en politisk sejr for statsministeren, tvivler jeg på, at den i det store billede kommer til at betyde noget.
En ting er Donald Trumps flirten med autoritære ledere som Ruslands Vladimir Putin og Nordkoreas Kim Jong-un. Noget andet er USA’s interesse i fortsat at ville have kontrol over Grønland, og noget helt tredje er den fortsatte ustabile politiske situation i USA.
Da jeg indtil sidste sommer boede i Washington, D.C., fremstod Kongressen flere gange decideret handlingslammet pga. den stigende splittelse mellem republikanerne og demokraterne.
Splittelsen betød bl.a. at landet ikke kunne enes om at sende militærhjælp til Ukraine.
På et tidspunkt var eksperterne så urolige over situationen, at de flere gange helt alvorligt talte om, at USA stod foran en borgerkrig. Derudover er der klimakrisen og det stigende sociale skel mellem rige og fattige, der gør USA til et mere og mere ustabilt land og leve i.
Joe Biden omtalte selv de omfattende og lige nu også uløselige problemer i sin afskedstale til nationen i sidste uge, hvor han sagde, at et nyt oligarki havde overtaget magten i USA. Helt utraditionelt ville han ikke, som præsidenter ellers gør, sige ’Gud bevare USA’. I stedet sagde han »Må Gud bevare sandheden«.
Talen er rammende for den hypersopslitning, USA oplever lige nu.
Derfor tror jeg, at Danmark de næste år fremover gør klogt i at kigge mere mod Europa end mod USA, hvis vi vil sikre vores egen fremtid som uafhængig småstat. Men spørgsmålet er, om den danske regering tør.
Det tvivler jeg på, og det er derfor, at jeg i dag fremkommer med min appel. Skal vi blive ved med at ligge lavt, sådan som traditionerne foreskriver i Udenrigsministeriet, eller skal vi i stedet opdatere den diplomatiske drejebog og komme ind i kampen?
Jeg stemmer for det sidste. Hvad gør I, Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen?
fortsæt med at læse
