Vi kender det alle. Oplevelsen af afmagt, når vi ser nyhederne udspille sig for øjnene af os. Fjorde, der går til grunde under iltsvind og fedtemøg. Billeder af vanrøgtede grise, der lever elendige liv. Kemikalier og PFAS-pesticider, der findes i højere og højere grad overalt i grundvandet. Den danske natur, som er blandt verdens mest forarmede, og hvor insekter og fuglearter er i dramatisk tilbagegang.
I mere end 40 år har vi talt om kvælstofforurening, dyrevelfærd og sprøjtegifte. Og undervejs har vi i afmagt over det politiske system og industrien vendt os mod os selv og forsøgt at tage ansvaret på os som forbrugere. Træt af at vente på politikerne.
Mens den grønne dagsorden har vokset sig stærkere siden 1980’ernes miljøbevægelse, har vi som forbrugere med dankortet i hånden forsøgt at drive den grønne forandring fremad. Købt økologisk. Plantebaseret. Fairtrade.
Og siden klimavalget i 2019 har den politiske forbruger formentlig aldrig stået stærkere.
Alligevel dør fjordene langsomt, grundvandet forurenes mere og mere, og flere og flere dyr lever elendige liv i landbruget. 2025 bliver formentlig rekordår i brutale grisetransporter.
Sammenhængen mellem landbrugsproduktionen og den danske forbruger er total afkoblet – og vi må som grøn bevægelse genopfinde os selv, hvis vi på nogen måde skal vinde kampen om landbrugets omstilling.
Den politiske forbruger har tabt. Og inden jeg forklarer hvorfor, så lad mig slå en ting fast: Vi har hver især et ansvar. Også når vi køber ind. Men at dyrke den politiske forbruger som forandringsagent er en farlig vej, hvis man vil forandre den danske landbrugsproduktion.
Det ligger dybt i os, at vi har brug for at handle på uretfærdigheder. Vi internaliserer kriser til handling. Ydre udfordringer til meningsfulde reaktioner. Grundlæggende er mennesket godt og samvittighedsfuldt, som historikeren Rutger Bregman har beskrevet.
Den menneskelige civilisation er formentlig opstået og har udviklet sig på grund af den egenskab. At vi udvikler kultur og moral. Vi organiserer os. Vi handler.
Men den menneskelige ’urkraft’ kan antage mange former, som ikke nødvendigvis spiller efter klima- og miljøvidenskabens klaviatur.
Trumpismen og oprøret fra den amerikanske under- og middelklasse er ét politisk udtryk. Ikke som en direkte reaktion på klimakrisen. Men som reaktion på en ny verden, hvor arbejderklassen er gået fra at være sejrende til at blive efterladt og udskammet for deres kultur: antiwoke og antiklima, som vil kæmpe for retten til barbecue, våben, øl og machokultur.
Vi oplever den samme splittelse herhjemme, hvor højrefløjens partier har indledt et kapløb om, at være mest antigrøn omstilling, hvor den nye ondskab er solceller og plantebøffer.
Vores landskaber og fødevareproduktion er blevet identitetspolitik. Og den politiske forbrugerisme med alt, hvad den indbefatter, spiller en dobbeltrolle, som desværre ikke gør meget godt for den grønne omstilling.
Netop internaliseringen af de store globale kriser i form af klima-kultur og politiske korrekte forbrugerfællesskaber bidrager aktivt til den splittelse, som højrefløjen dyrker som ny konfliktakse i dansk politik. Og det skaber i min optik forkerte konflikter, som nærmere fordrer status quo og er i kødindustriens interesse.
For hvis vi reducerer den grønne kamp til et spørgsmål om, hvad du putter i indkøbskurven, og vores individuelle præferencer for plantefars og hakkebøf – er der kun én branche, som har en interesse i det. Og det er det industrielle landbrugskompleks centreret omkring Arla, Danish Crown og Landbrug & Fødevarer.
En ofte forståelig slutning i debatten om den horrible animalske produktion er, at det er et argument for ikke at spise kød eller animalske produkter. Eller i den mildere udgave: kun spise økologisk.
Og selv om jeg både har sympati og forståelse for det argument, har det bare den indbyggede udfordring,, at det er forkert. I hvert fald i en dansk sammenhæng.
Vi kan ændre så godt som ingenting ved den danske husdyrproduktion gennem politisk forbrug og ved at spise grønnere og mindre animalsk. Og ment helt bogstaveligt.
Om hele Danmark kun spiste vegansk, ville der stadig blive eksporteret 16 millioner smågrise på horrible grisetransporter ud af landet. Landbrugets kvælstofbelastning af vores fjorde ville stadig være enorm, og halvdelen af Danmarks areal ville stadig blive sprøjtet med gift.
Vi er en eksportnation, mellemstoppet, hvor regnskovssoja fra Sydamerika veksles til gylle, før vi sender svin og ost, der holdes kunstigt billigt med danske skattekroner, af sted til udlandet.
I en national sammenhæng har dit individuelle valg som forbruger fortvivlende lille indflydelse på den massive forurening, der kommer fra det industrielle landbrugskompleks.
Ingen lande i verden har så voldsom en produktion af kød og mejeriprodukter som Danmark. Det lyder vildt. Men det er rigtigt. Opgjort pr. indbygger producerede kødindustrien i Danmark 320 kilo kød i 2022.
Og selv om danskerne er glade for at spise kød, så vil det dække en gennemsnitlig danskers forbrug næsten syv gange. Det er ikke danskerne, der spiser kødet fra den danske kødindustri.
Og det er miljøet, dyrene, drikkevandet og naturen, som bærer omkostningerne for vores verdens mest intensive kødproduktion, hvor det af beslutningstagerne gøres til en naturlighed, at hovedparten af Danmarks areal skal gå til produktion af eksportkød. Og tallene er vanvittige.
Selv om landbruget bidrager marginalt til økonomi og beskæftigelse, besidder erhvervet 72 procent af Danmarks areal, hvoraf størstedelen er udlagt direkte til opdyrket landbrugsareal.
Vi har accepteret som en selvfølgelighed, at et enkelt marginalt erhverv, der tilmed er den største forurener af vores miljø, modtager mere end en fjerdedel af den samlede danske erhvervsstøtte.
Vi har accepteret særregler for landbruget, så de kan importere underbetalt arbejdskraft fra Asien og Afrika på løn- og arbejdsvilkår, som ingen andre brancher kunne drømme om at ansætte til.
Læg dertil den store import af sojaskrå og foder fra Sydamerika, som globalt set lægger beslag på et areal lidt mindre end Sjælland og bidrager til afskovning med stort tab af biodiversitet og klimaskade til følge.
Når det kommer til dyrevelfærd for de dyr, som lever i verdens mest kødproducerende land, gør det kun tragedien større. For Danmark er præcis lige så middelmådig og ringe som mange af de lande, vi sammenligner os med.
Trods forbud mod halekupering har grisene i produktionsanlæggene herhjemme så lidt plads og så dårlig dyrevelfærd, at 95 procent af grisene alligevel halekuperes for at undgå, at de af stress og mistrivsel bider i hinandens haler.
Og så har vi slet ikke snakket om dyrevelfærden for malkekøerne, de æglæggende høns, hvoraf 85 procent har brud på brystbenet, eller de 100 millioner slagtekyllinger, som opfostres i gigantiske produktionsanlæg.
I 2022 blev der langet sanktioner ud for brud på reglerne for dyrevelfærd hos 40 procent af kvægbesætningerne og 30 procent af svinebesætningerne på Fødevarestyrelsens årlige dyrevelfærdskontroller.
Uagtet hvor begejstret man end måtte være for landbruget, så burde det være umuligt at ignorere, hvor skidt kødindustrien behandler sine dyr.
Tilbage til køledisken. For jeg forstår godt og deler til fulde frustrationen over den måde, landbrugsindustrien behandler dyrene og miljøet på.
Det er ganske menneskeligt at blive vred og sur over uretfærdighed. Og det er mindst lige så menneskeligt at have brug for at handle på det. Gøre noget. Og som minimum – selv tager et ansvar. Det er her, den politiske forbruger kommer ind i billedet.
Det kan godt være, at Klimarådet igen-igen har dumpet Danmarks klimapolitik. Skovbrandene hærger. Iltsvindet i farvandene slår rekord. Og TV 2 har vist hele Danmark vanrøgten af grise i industrilandbrugets fabrikshaller.
Men du har i det mindste undladt at støtte kødindustrien, når du køber ind. Du tager din del af ansvaret. Og det føles bedre end at gøre ingenting.
Og de små handlinger har også en betydning. Spørgsmålet ved middagsbordet fra teenagerne, som igen kritisk afkræver forældrene svar på sammensætningen af måltidet. Virksomheden, som fravælger kødet og tilvælger den vegetariske frokostordning. Eller kun har kød om onsdagen.
Den politiske forbruger har en funktion og rolle i de politiske bevægelser – især ved at bidrage til opbygning af en kritisk dagsorden og øge den folkelige bevidsthed om f.eks. miljø, klima og dyrevelfærd.
Udfordringen er bare, at den danske forbrugers direkte indflydelse på produktionsvilkårene i industrilandbruget er så godt som ikkeeksisterende. Og når man tillægger den politiske forbruger for stor vægt, risikerer man direkte at skade muligheden for at gennemføre de nødvendige forandringer.
For hvad er egentlig vigtigst: Det, du selv gør i supermarkedet? Eller det, du gør i et politisk fællesskab med andre?
Med fare for at genopføre sociologen Ulrich Becks diagnose af det senmoderne samfund så reduceres den politiske borger til politisk forbruger. Og den grønne omstilling til et individuelt spørgsmål.
I stedet for at søge ind i den gamle verdens fællesskaber og demokratiske institutioner. Partierne. Organisationerne og fagbevægelsen. De fællesskaber, der enten griber efter magten, udfylder den eller strategisk forsøger at påvirke den, gør politik til forbrug og identitet.
Vi bruger vores opmærksomhed og økonomi på vores individuelle handlinger som forbrugere frem for at deltage og understøtte de politiske bevægelser, som har en reel mulighed for at flytte beslutningerne i samfundet.
Den politiske forbruger har ét magtvåben: efterspørgsel. Og jeg kan godt forstå, at man kan tro på, at man faktisk kan flytte noget den vej.
For et par år siden gjorde f.eks. Danish Crown en del ud af at lancere en ny plantebaseret produktserie. Stor ståhej på Folkemødet, hvor kødproducentens ’veggieburger’ tog kegler hos den talende klasse. Selv Danmarks største kødproducent flytter sig, lød analysen over de gratis fadøl til lukkede vip-arrangementer.
Men nej. Danish Crown har ikke flyttet sig. Det er et kødselskab, som udelukkende har til formål at sikre lukrative forhold for produktionen af kød og modarbejde dyrevelfærds- og miljøregulering. Alt er, som det plejer.
Der er ufattelig lidt grønt i dansk landbrug. Og ufattelig få planter. Den danske efterspørgsel efter grønne fødevarer betyder ikke noget for de store og magtfulde virksomheder inden for agro- og kødindustrien.
Og alligevel er landbruget sygeligt optaget af argumentet om den politiske forbruger. Eller nok nærmere: derfor.
For ja. Så længe forbrugerne efterspørger billigt kød og ikke vil betale for økologi, bliver landmanden jo ’nødt’ til at producere det kød, som efterspørges. Og så længe ingen vil betale penge for ordentlig dyrevelfærd, ja, så må vi jo som forbrugere acceptere halebid, kastration uden bedøvelse og en tårnhøj smågrisedødelighed.
Det er faktisk os selv, der er skyld i uhyrlighederne, må vi forstå. Og de fleste af os har jo nok reflekteret over det – og følt os lidt skamfulde. Det er vores skyld, fordi vi ikke vil eller kan betale det, det koster at få ordentlig dyrevelfærd og passe bedre på vores natur.
Som en gammel bekendt, der i mange år arbejdede for Danish Crown, forklarede mig: den nye veggieburger på Folkemødet var mest af alt et marketingstunt – det var ikke engang en god forretning, ligesom den plantebaserede produktserie underperformer. Og det er naturligvis forbrugernes skyld, lyder analysen fra kødkoncernen. Samme argument lyder fra Arla, der startede året med at udfase hovedparten af sine plantebaserede drikkevare. Forbrugerne havde svigtet.
Og på den måde er det jo let at narre den politiske forbruger til at føle, at vi har indflydelse. Det er faktisk formålet.
Og mens kødindustrien leger, at de er grønne, og samtidig benhårdt lobbyer for at udvande miljøregulering, mister de politiske organisationer og institutioner, som skal stå imod industriens politiske pres, medlemmer og indflydelse.
Kig på medlemstallene for partierne, som fortsat rasler ned. Fagbevægelsen taber medlemmer. De grønne organisationer, ungdoms- og friluftsorganisationerne mister medlemmer.
Den nye intellektuelle superstjerne, Anton Jäger, beskriver udviklingen i sin bog ’Hyperpolitik’ og kalder til kamp for at genopfinde og styrke de gamle institutioner. For imens vi leger, at vi redder verden, når vi svinger dankortet i supermarkedet, strammer kødindustrien grebet om det politiske system og vores naturresurser år for år.
Det har været udviklingen, siden den politiske forbruger trådte ind i 1990’erne som ny politisk agent i miljøbevægelsen. Og selv om den generelle miljøbevidsthed er steget siden, er den danske miljøtilstand gået ganske drastisk tilbage.
Verden bliver naturligvis en lille smule bedre, hvis du spiser vegetarisk. Køber økologisk. Men hvis du vil forandre forholdene for dyrene i verdens mest kødproducerende land, redde fjordene fra landbrugets gylle og gødning og beskytte drikkevandet, så engager dig i et politisk fællesskab. I et parti. I en grøn interesseorganisation eller forening.
Det er måske oldschool. Men det er den eneste vej til at gennemføre de grønne forandringer af det industrielle landbrugskompleks, som naturen, drikkevandet og dyrene har brug for.
For den kamp kan du ikke vinde alene. Og slet ikke med dankortet.
fortsæt med at læse
