Foregangseksempler de seneste 15 år i Island, Irland, Skotland og Norge viser, hvordan demokratisk nytænkning og styrkelse af borgernes direkte medbestemmelse om egen fremtid kan være nøglen til at modstå et massivt pres udefra.
Det kan samtidig blive anledningen til, at vi tager et nødvendigt opgør med vores egen rolle som postkolonimagt. Den aktuelle krise kan vendes til en unik mulighed for at definere en ny vej frem for både Grønland, rigsfællesskabet og et stadig mere udfordret demokrati.
Lige nu er valgkampen i Grønland skudt i gang, og det store valgtema er selvsagt selvstændighed. Man må frygte og forvente en massiv udenlandsk indblanding, øget misinformation og illegitim påvirkning af valget fra flere side. En ekspertkommission er samtidig på vej med en længe ventet undersøgelse af vejen til selvstændighed og hvordan en mulig folkeafstemning om Grønlands fremtid kan se ud.
Der er tale om en klassisk systemdemokratisk tilgang til opgaven – at lade eksperter, politikere og partier stiller sig til rådighed på vegne af borgerne og udkommer med færdige løsningsmodeller, som borgernes tilbydes at stemme om.
Problemet er bare, at vi lige nu står i en ny normal for verdens liberale demokratier oven på stadig mere voldsomme forsøg på at påvirke de demokratiske processer og valg. Vi må spørge os selv, om en klassisk ekspertdreven tilgang til Grønlands fremtid og letpåvirkelige valghandlinger alene kan modstå Trump, Putins og tech-giganternes radikale metoder for at undergrave frie nationers demokratiske processer.
Trumps opskrift på, hvordan en magtelite kan hacke sig ind i vores eksisterende demokratiske styresystem, er velkendt. Drejebogen til at overtage kontrollen med Grønland er skrevet. Han vil forsøge at puste til nationalismen, polarisering og destabilisering og købe sig til de yderligtgående stemmer og politikere i en folkeafstemning.
Techoligarkerne vil tilpasse algoritmerne på de sociale medier for at fodre ekkokamre, skabe konspirationsteorier og sprede misinformation som værktøj til at kile sig ind mellem de folkevalgte, eksperterne og borgerne.
Da Trump junior besøgte Grønland, blev første skridt af drejebogen eksekveret ved at købe tilfældige grønlændere med Maga-kasketter og iscenesætte dem som Grønlands ’rigtige stemme’. Næste skridt er konstruerede meningsmålinger, der viser, at et flertal af grønlænderne ønsker at være under amerikansk flag.
Det neopopulistiske greb er at iscenesætte et yderligtgående mindretal til at fremstå som det ’rigtige flertal’ og således presse Grønland ud i en forhastet og uklar folkeafstemning. Presset skal føre til en valgproces, der er styret af følelser, misinformation og apati på linje med Brexit og Trumps genvalg. Demokratiet og borgere på tværs af rigsfællesskabet vil stå tilbage som tabere.
Den bedste modgift til demokratisk destabilisering er fornyet demokratisk innovation, der som Michelle Obama vil tilgå opgaven med holdningen: when they go low, we go high.
Opgaven bliver ikke at krybe i flyverskjul og håbe på, at krisen med en efterfølgende mulig folkeafstemning falder ud til den rigtige side. Opgaven er at skrue radikalt op for grønlændernes demokratiske stemme og indflydelse på egen fremtid – i tæt samarbejde med eksperter og politikere.
At skabe meningsfulde, oplyste og misinformationsfrie rum, hvor grønlændere på tværs af synspunkter, livsanskuelser og generationer selv kan definere, diskutere, balancere og finde vejen frem for Grønland. Uden at techgiganterne og trumpisterne kan kile sig ind mellem parterne.
Modgiften til autokraternes kamp for at hacke de demokratiske processer kan findes i en ny bølge af deliberativt demokrati som verdenshandelsorganisationen OECD har udpeget som kuren til at forny og genskabe fremtidens liberale demokratier
Island stod i en national krise efter finanskrisen i 2009, som fordrede en ny grundlov med langt bedre varetagelse af borgernes interesser oven på et ureguleret finansielt kollaps, hvor politikerne forsømte at varetage fællesskabets interesser. For at modvirke snævre magteliters indflydelse organiserede privatpersoner og civilsamfundsgrupper en proces frem mod en ny grundlov.
Første skridt var etableringen af en national deliberativ proces, hvor 1.500 personer – 1.200 borgere udvalgt tilfældigt på tværs af hele Island ved stratificeret lodtrækning fra det nationale register og 300 udvalgt som repræsentanter for virksomheder, institutioner og andre grupper – gik sammen i en form for storborgerting for at diskutere de kerneværdier, principper og rettigheder med afsæt i uafhængig ekspertviden, som skulle være bærende for en ny islandsk grundlov og regeringsførelse.
Herefter kunne en grundlovsgivende samling etableres i 2011. For at undgå, at magten blev overgivet til det, man oplevede som korrumperede politikere og partier, benyttede man direkte valg til grundlovssamlingen. Hver uge valgte man at fremlægge de foreløbige versioner af grundloven til offentligheden. Næsten 4.000 kommentarer kvalificerede teksten frem mod den endelige grundlov og efterfølgende folkeafstemning.
Ved at vælge den deliberative metode som demokratisk nytænkning i Island beskyttede man borgernes demokratiske proces frem mod en ønsket fremtid mod illegitim påvirkning. Man gav så at sige beslutningskraften for det fremtidige parlamentariske styresystem tilbage til borgerne.
Herefter blev politikerne og partierne igen inviteret indenfor for at lede nationen med afsæt i de borgerdrevne grundlovsprincipper og værdier. Island skabte demokratiske innovation i storskala.
To år senere var det irske parlamentariske system tæt på kollaps, da en religiøs polarisering for og imod abort i Irland destabiliserede hele det politiske system.
Her var det især stærke amerikanske konservative og religiøse kræfter, der forsøgte at påvirke den irske debat og lovgivningsproces.
Modsvaret var etableringen af Irlands første uafhængige nationale deliberative borgerting i 2013 bestående af 99 tilfældigt udvalgte borgere på tværs af hele landet på baggrund af køn, alder, bopæl og indkomst, som med afsæt i ekspertviden og fælles rådslagning skulle tage stilling til en irsk forfatningsændring i forhold til landets abortlovgivning.
Borgertingets medlemmer blev i hele processen beskyttet mod illegitim påvirkning, forsøg på pression, korruption og misinformation. Borgertinget førte til over 10 anbefalinger til forfatningsændringer og efterfølgende folkeafstemning, der gav irske kvinder grundlovssikrede rettigheder til selvbestemmelse over egen krop.
Det blev startskuddet til en ny deliberativ bølge verden over, som vi kun har set den spæde begyndelse af i Danmark og Norden.
I Skotland har tanken om løsrivelse længe været en højkonfliktdagsorden både i og uden for det parlamentariske system. For at beskytte den brede demokratiske samtale mod misinformation, polarisering og yderfløje er der etableret et nationalt deliberativt regeringsprogram, der bl.a. har iværksat det nationale borgerting The Future of Scotland, og som understøtter alle kommuner i at gennemføre lokale om borgersamlinger om blandt andet velfærd, klima og grøn omstilling.
I Norge er landets syv største civilsamfundsorganisationer netop gået sammen om det nationale borgerting Framtidspanelet, hvor 66 tilfældigt udvalgte nordmænd skal tage stilling til Norges fremtidige rolle som olienation og udkomme med anbefalinger til, hvordan nordmændene ønsker, at staten skal forvalte Norges olierigdom i en mere bæredygtig fremtid.
Grønlands og hele rigsfællesskabets fremtid står i en ekstraordinær historisk krise, hvor vi må forudse massive forsøg på at påvirke, manipulere og korrumpere et sårbart eksisterende parlamentarisk system både i Grønland og herhjemme. Ekstraordinære kriser kræver ekstraordinære svar.
Grønland udgør 98 procent af Kongeriget Danmarks territorium, mens Grønlands befolkning udgør mindre end 1 procent af den samlede befolkning i rigsfællesskabet.
Vores vigtigste opgave er at beskytte et absolut i mindretal i nord mod stormagternes forventede voldsomme forsøg på at undergrave grønlændernes demokratiske ret til egen indflydelse på eget liv og det samfund, som de er optaget af. Vores rolle må være at gå foran som et nytænkende og innovativt fyrtårn for demokrati i en verden, hvor de mørke skyer trækker sig sammen
Den gode nyhed er, at Grønland kan trække på erfaringer fra over 800 internationale borgerting og borgersamlinger, der følger OECD’s principper.
I Danmark og Norden har vi kun taget de første spæde skridt inden for deliberativt demokrati i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. Herhjemme er der blevet gennemført godt 20 borgersamlinger på kommunalt niveau og et enkelt mislykket klimaborgerting på nationalt niveau. Til sammenligning har vores naboer i Tyskland de sidste år gennemført 11 nationale borgerting, 10 borgerting på delstatsniveau og 121 borgersamlinger på kommunalt niveau, der lever op til OECD’s principper.
En deliberativ proces som i Island, Irland, Skotland eller Norge kan være foregangseksempler på et borgerting om Grønlands fremtid, som kan udgøre et nytænkende svar på den aktuelle krise, hvor grønlændernes sikres et meningsfuldt og misinformationsfrit rum til at diskutere deres fremtid og få en fælles stærk stemme.
Den deliberative metode med grønlænderne i hjertet af beslutningsprocessen vil være et effektivt greb til modvirke pres udefra og være et værn mod, at Grønland bliver presset ud i en forhastet og uoplyst valgproces om løsrivelse påvirket af misinformation, mistillid og yderfløjene, som vi så det med Brexit i Storbritannien.
En massiv investering i et borgerting, der følger OECD’s principper om uafhængighed vil være et demokratisk supervåben til at beskytte grønlændernes rettigheder i forhold til egen demokratisk stemme med fokus på, hvilken vision, værdier, principper og rettigheder der skal gælde for det grønlandske samfund i fremtiden.
En fremtidig uafhængighed for Grønland er ikke en binær proces med et enkelt ja eller nej. Det er en arbitrær størrelse, der kræver en dyb granskning for at finde visionen og modellen for den ønskede grønlandske fremtid. En deliberativ proces om Grønlands fremtid vil give en bred repræsentativ gruppe af grønlændere ro og frihed til at tage stilling til egen selvstændighed og Grønlands mulige fremtider.
Hvad er fordele og ulemper ved det eksisterende rigsfællesskab eller en alternativ Commonwealth-model?
Hvordan vægter grønlænderne selv fordele og ulemper ved at fortsætte som i dag eller at gå efter en unilateral løsrivelse fra Danmark med etablering af en ny uafhængig stat på en del af en tidligere stats territorium. Eller en forhandlet uafhængighed i form af en konsensusbaseret proces sammen med den danske regering og Folketinget, således som det er fastsat i selvstyreloven. Eller en helt ny fri alliancemodel med et eller flere andre lande. Det kræver rum, armslængde, ekspertviden, rådslagning og ikke mindst god tid, så grønlænderne selv kan granske deres fælles fremtid i dybden og få en forbundet stemme i et deliberativt rum – midt i en frådende og larmende storm af stormagters interesser omkring dem.
Trumps retorik om at købe Grønland beror på den ekstreme og åbenlyse imperialistiske tænkning at gøre borgere til umyndiggjorte brikker og en handelsvare for skiftende herskende klasser. Hvor frihed, uafhængighed og menneskerettigheder er til salg for højestbydende. Frem for at se borgere som aktive ressourcer i et levende demokrati som en værdi i sig selv
Det nytænkende ved en deliberativ proces om Grønlands fremtid som for eksempel i Island er ret beset ikke en radikalt ny idé
Det deliberative demokrati (rådslagningsdemokrati) bygger på det oprindelige athenske ideal for 3.000 år siden, hvor borgerne i demokratiets ånd ikke blev gjort til brikker i et valgsystem, men frie borgere i et ligeværdigt lodtrækningssystem, der gav borgerne (kun mænd på det tidspunkt) mulighed for at træffe beslutninger på vegne af fællesskabet for at modvirke korruption og bestikkelse i de gamle antikke bystater – fra Athen til Firenze og Venedig.
Det radikalt nytænkende i dagens debat vil være, om vores politikere har modet til at give den demokratiske stemme og beslutningskraft tilbage til grønlænderne og ret beset sætte borgerne i centrum på tværs af hele rigsfællesskabet. At overlade processen alene til eksperter og et sårbart parlamentarisk styresystem, der er eksponeret for massiv påvirkning og misinformation, kan være en radikalt mere farefuld strategi og potentiel lede os frem mod et skæbnesvangert og uafklaret grønlandsexit
Hvis vi som relativt velfungerende demokrati i Norden kan gå foran sammen med grønlænderne om at sikre en fornyelse af demokratiet i en radikalt ny tidsalder, så kan vi ikke blot værne om grønlændernes interesser. Vi kan efterfølgende bruge tilgangen til at tage et nationalt opgør om den fraværende samtale og selvransagelse af vores egen tid som kolonimagt – hvor det er borgerne, der går foran i samtalen og forsoningen.
Danmark og Grønlands fælles fremtid er afhængig af, at begge parter gør op med fortiden for at vi kan have en fælles fremtid sammen. Og borgernes aktive deltagelse i den proces bliver helt afgørende for at skabe en ny fælles kultur samfundene imellem. Det samme gælder rigsfællesskabet, hvor borgere fra Grønland, Færøerne og Danmark kan indgå i en fælles rådslagning om en nødvendig fornyelse af fællesskabet på tværs af rigets borgere i fremtiden.
Hvis vi som fællesskab kan gå foran med den demokratiske innovation i Grønland, vil vi samtidig vise vejen for verdens truede liberale demokratier som en ny nordisk styrkeposition. De grønlandske politikere kan lige nu gå sammen på tværs af partipolitiske forskelle i valgkampen og kæmpe for at oprette et uafhængigt borgerting om Grønlands fremtid efter valget 11. marts.
fortsæt med at læse
