Mens Donald Trump har travlt med at gøre Amerika stort igen ved at frikende andre kriminelle, slynge trusler ud til højre og venstre og berige sine milliardærvenner – de såkaldte oligarker – er det befriende i stedet at fokusere på en anden amerikaner, nemlig Bob Dylan.
Han har i sine sange et standpunkt, der er diametralt modsat Trumps. Han har altid stået på de svages, de skæve eksistensers side og protesteret mod uretfærdigheder begået imod dem. Samtidig har hans sange spiddet den amerikanske kapitalisme og dens repræsentanter – ikke mindst i nummeret ’Masters of War’ fra 1963, hvor Dylan raser mod krigsherrernes forbrydelser mod menneskeheden.
Disse sange gav ham ry for i begyndelsen af karrieren at være protestsanger og et talerør for generationen, der blomstrede op i 1960’erne med ungdomsoprøret og hippiebevægelsen.
Og så er han – i en alder af 83 år – stadig højaktuel. For det første har den nye Dylan-film ’A Complete Unknown’, der er nomineret til en lang række Oscars, premiere i de danske biografer 20. februar.
For det andet er det netop i disse dage 50 år siden, Dylan udgav ’Blood on the Tracks’, som gjorde ham til en af historiens mest ikoniske singer-songwriters, et album, som kom til at ændre amerikansk musik for altid.
’A Complete Unknown’ handler om sangskriverens unge år, hvor han følte sig kaldet til at ændre sit jødiske navn Robert Zimmerman til Bob Dylan, inspireret af den walisiske poet Dylan Thomas.
I en alder af 19 år flyttede han fra Hibbing i Minnesota til det pulserende New York kun bevæbnet med en akustisk guitar, en mundharpe og en håndfuld sange i folkemusikgenren. På små tilrøgede scener i forskellige Greenwich Village-barer fik han sit helt store gennembrud som folkemusiker og sangskriver.
Men Bob Dylans behov for ikke at blive sat i bås voksede sig større og større, og han traf derfor et kontroversielt valg, nemlig at forlade folkemusikken for i stedet at give den fuld gas på elguitaren, hvilket gav enorm kulturel genlyd.
Mange fans af folkemusikken syntes, at han var en forræder, en Judas, og at den elektrificerede lyd var forfærdelig. Men med tiden viste det sig at være et klogt valg.
Filmen er ikke alene godkendt af manden, den handler om, nej, Bob Dylan har også gennemlæst manuskriptet sammen med instruktøren, givet input til det og sluttet af med at sige: »Må Gud være med jer!«. Også her ligger en skarp kontrast til den orange mand i Det hvide Hus. Han nævner kun Gud, når det kan betale sig.
’Blood on the Tracks’ fra 1975 er som nævnt også aktuel, idet albummet fylder 50 i år.
Det er blevet kaldt Dylans store comeback af flere årsager. Det markerede en tilbagevenden til hans tidligere format efter nogle mindre vellykkede udgivelser i begyndelsen af 1970’erne, bl.a. ’Selfportrait’ og ’Dylan’, som er fyldt med halvdårlige versioner af andres sange, og da han tilmed indspillede nye kedelige versioner af sine egne store sange fra 60’erne, var det svært at se, hvordan han skulle komme videre. Bortset fra enkelte uforglemmelige sange fra den periode, sange som ’Forever Young’ og ’Knocking on Heavens Door’, var Bob Dylan ikke længere en frontfigur i rockmusikken. Det var også noget, han følte selv.
I sin erindringsbog, ’Chronicles’ fra 2004, skriver han: »I’m a 60s troubadour, a folk-rock relic, a wordsmith from days gone by, a fictional head of state from a place no one knows. I am in the bottomless Pit of cultural Oblivion«.
Men vendepunktet kom med ’Blood on the Tracks’. Det utrolige ved indspilningen af dette album var forløbet. Alle ni sange blev i efteråret 1974 indspillet med studiemusikere fra New York, og pladeselskabet (Columbia) lavede prøvetryk og sendte pladen ud til flere radiostationer.
Som det ofte var sket før, blev Bob Dylan usikker på, om det nu også var de bedste versioner, han kunne præstere. De fleste, der har fulgt sangskriveren fra de tidlige år, er nok bekendt med, at han ofte har indspillet flere versioner af sine sange. For eksempel findes der mindst 20 forskellige udgaver af ’Like a Rolling Stone’, hans mest kendte sang fra 60’erne.
Tvivlen blev ved med at gnave, og til sidst kontaktede han sin bror David i Minneapolis og bad ham om at samle lokale musikere fra området for at lave helt nye versioner af en del af sangene. Optagelserne fandt sted i broderens studie lige efter jul, og det blev mest de nye versioner, der fandt vej til rillerne og blev udsendt på lp 20. januar 1975.
’Blood on the Tracks’ blev hyldet af både fans og anmeldere. Rolling Stone Magazine beskrev således albummet som »et mesterværk (...) et af Dylans stærkeste værker (...) fyldt med dybde, smerte og inderlighed«.
Også kommercielt blev hans comeback-album en stor succes. Det er stadig en af Dylans bedst sælgende studieudgivelser med en dobbelt platincertificering af Recording Industry Association of America for mindst to millioner solgte eksemplarer i USA.
’Blood on the Tracks’ markerede desuden en helt ny retning for Dylan som sangskriver. Albummet dykker dybt ind i Dylans personlige liv, især hans ægteskab med Sara Lownds, som han mødte i 1964, mens hun var sekretær for filmproduktionsafdelingen i Time Life. Sara introducerede Dylan og hans manager til D.A. Pennebaker, som lavede en film om Dylans turné i april 1965 i Storbritannien, ’Don’t Look Back’.
Hun var en vigtig kvinde i Dylans liv og hans muse på mange måder. Deres forhold var præget af turbulens og intensitet og endte med, at hun forlod ham.
Det, der gav ham inspirationen, var smerten i forbindelse med bruddet. Den eneste udvej var at skrive sig ud af den, og alle sange på ’Blood on the Tracks’ er rent hjerteblod. Aldrig tidligere havde han blotlagt sit indre på den måde. I sang efter sang kom længslerne, hadet og kærligheden helt frem i lyrik, der ikke var lige til at gå til.
Hadet ligger helt fremme i sangen ’Idiot Wind’, hvor han synger, at hun er en idiot, og at det er et mirakel, at hun stadig kan finde ud af at trække vejret. Efter en masse vers når han dog i slutningen af sangen frem til at konstatere, at de begge er idioter. Kunne man forestille sig den orange mand i Det Hvide Hus gøre samme indrømmelse?
Sangen udtrykker vrede, forræderi og sorg gennem komplekse metaforer og konfronterende tekst. Mange mener, at sangen handler om Dylans personlige liv. Men selv har han hævdet, at albummet er inspireret af Anton Tjekhovs noveller. Men Dylans søn, Jakob Dylan, har udtalt, at sangene fra ’Blood on the Tracks’ er »hans forældre, der taler«. Og der er ingen tvivl om, at mange tekster på det album har en bekendelsestone, hvor hjertesorg og mislykkede forhold er nøgletemaer, der løber hele vejen igennem.
Selv om teksterne på pladen emmer af personlige følelser, rummer de også universelle temaer om menneskelige fejltagelser og relationers skrøbelighed.
Et af de smukkeste numre på albummet er ’If You See Her, Say Hello’. Her forklarer personen i sangen, at han har givet helt slip på sin elskede, og at han vil ønske alt godt for hende fremover. At han respekterer, at hun ville være fri, og at han ikke vil stå i vejen for, hvad der gør hende lykkelig:
»Whatever makes her happy, I won’t stand in the way. She still lives inside of me, we’ve never been apart«.
Alligevel beder han sine venner om at opsøge hende og give hende et kys fra ham og fortælle hende, at han vil møde hende, hvis hun har tid. Så helt givet slip har han altså ikke.
Også numrene ’Shelter From the Storm’, ’Simple Twist of Fate’ og ’Buckets of Rain’ giver stærke indblik i temaerne kærlighed, tab og forsoning og fortolkes ofte som Dylans kunstneriske bearbejdning af hans ægteskabelige udfordringer.
’Shelter From the Storm’ reflekterer over tabet af tryghed og beskyttelse. Figuren, der tilbyder ’shelter’, ses som et symbol på Sara, der gav trøst under vanskelige tider. Linjer som »I took too much for granted, I got my Signals crossed« antyder fortrydelse over misforståelser og manglende påskønnelse. Den afsluttende følelse af eksil og længsel efter forløsning forstærker sangens emotionelle dybde og gør den relevant både som personlig og universel fortælling.
’Simple Twist of Fate’ beskriver et tilfældigt møde, der udvikler sig til hjertesorg. Teksten, der skildrer intimitet efterfulgt af adskillelse, fremkalder Dylans personlige sorg og tilfældighederne i livet. Minderne om tabt kærlighed og den tomhed, der følger med, kaster en skygge over sangen. Denne skygge udtrykkes blandt andet i disse linjer:
»He woke up, the room was bare, He didn’t see her anywhere, He told himself he didn’t care – Pushed the window open wide, felt an emptiness inside, to which he just could not relate. Brought on by a simple twist of fate«.
’Buckets of Rain’ skiller sig ud med sin enkle, rene fremtoning og ømhed. Linjer som »Life is sad, Life is a Bust, all you can do is do what you must« destillerer en filosofi om accept og vedholdenhed. Sangen balancerer mellem melankoli og håb. Selv om tonen i nummeret er mild og reflekterende snarere end vred eller anklagende, kan det stadig tolkes som en subtil kommentar til kærlighedens skrøbelighed og vedvarende betydning i Dylans liv.
Teksten kredser om ømhed og skuffelse, hvilket kan ses som en stille accept af relationens (og relationers) ufuldkommenhed.
I tiden op til det endelige brud boede Dylan-familien på en farm i Woodstock, der jo er kendt for den gigantiske musikfestival i 1969, som Dylan trods talrige opfordringer valgte ikke at optræde ved. Dylan beskriver denne periode på farmen i ’Chronicles’ sådan her:
»Having children changed my life and segregated me from just about everything that was going on. Outside my family, nothing held any real interest for me«.
Men Dylan følte sig også både generet og i stigende grad intimideret af alle de fans og hippier, der belejrede farmen i Woodstock. Bob, Sara og deres efterhånden tre børn sammen flyttede derfor i kortere perioder til New York og Mexico, hvorpå Dylan købte et stort hus i Californien.
Det var her, at forholdet endelig brød sammen. Sara ville skilles, og derefter fulgte et stort drama om betingelserne for skilsmissen. Begge ville have børnene hos sig, men enden blev, at Dylan kunne være sammen med de fem børn hver sommer, og at han delte sin formue med Sara, således at hun fik 36 millioner dollars.
Efter ’Blood on the Tracks’ udgav Dylan albummet ’Desire’ (1976). I albummets nummer ’Sara’ erklærer Dylan atter sin store kærlighed til kvinden, der for altid vil være i hans hjerte, bl.a. i linjerne »Sweet virgin Angel, sweet Love of my Life, Sara, Sara, radiant Jewel, mystical Wife«.
’Desire’ og det næste album i rækken, ’Street Legal’ (1978), blev begge positivt modtaget, men de opnåede ikke samme ikoniske status som Dylans store comebackalbum fra 1975.
’Blood on the Tracks’ er og bliver hans største succes fra 1970’erne. Teksterne har givet været en medvirkende årsag til, at Dylan i 2016 fik Nobelprisen i litteratur og dermed blev den første og hidtil eneste musiker, der nogensinde har modtaget denne pris. Men også rent musikalsk er albummet helt i top.
Dylan sprudler af energi i sine sange, han er i den grad tændt og synger godt – også når han nærmest brøler. Dylan spytter ordene ud med en rå intensitet, som publikum enten elsker eller hader. Et er sikkert: Hans numre egner sig ikke til hyggelig baggrundsmusik i stuen, de aftvinger fuld opmærksomhed fra lytterne.
På ’Blood on the Tracks’ spiller han desuden glimrende på guitar og mundharpe. Det var en tilbagevenden til 60’ernes ekstremt høje niveau for Dylan.
Hvor kom alt dette fra? Selv har han ofte udtalt, at sangene ikke er hans, men at de kommer til ham som noget, der bare vil udtrykkes. Hvorfra?, kan man så tænke. Måske ligger svaret i det, han sagde, da han i 2004 medvirkede i det amerikanske tv-program ’60 Minutes’:
»It came from that Wellspring of Creativity«.
For nu ganske kort at vende tilbage til Trump, så er en ting sikkert: Han kunne lære meget af Dylans tilgang til livet, bl.a. ved at vælge accept og vedholdenhed i stedet for magtens sprog. Det sker ikke, det er vi helt klar over. Trump er jo købmand, og han ved bedst, hvad der kan betale sig, og hans stenrige rådgivere ved ligeledes, hvad der bedst betaler sig for dem.
--------------
Rettelse: Det fremgik af en tidligere version, at Bob Dylan voksede op i Duluth i Minnesota. Der blev han født, men da han var seks år, flyttede familien til Hibbing.
fortsæt med at læse
