Jeg har i snart et år tænkt på at melde mig ind i Hjemmeværnet.
Jeg har i mit hoved planlagt en potentiel flugtrute ud af byen. Jeg har valgt at beholde brændeovnen i mit hus, fordi det vil være smart med alternative varmekilder.
Jeg har undladt at stille den gamle kuglegrill ud til storskrald, for man ved aldrig, om man alligevel skulle få brug for den. Jeg har tænkt på, hvilke værdier jeg vil vælge at tage med mig, hvis jeg sammen med min familie en dag skal forlade det liv, jeg kender.
»Hvis nu …«.
»Hvad nu …«.
Krigen har allerede sat sig i mig. I konkrete sætninger, jeg aldrig havde troet, at jeg skulle forme. Som noget, jeg skal være vagtsom overfor. Som en potentiel virkelighed, jeg skal forholde mig til. Jeg vil gerne være beredt. På dette noget.
Den særegne tilstand begyndte for tre år siden, da Rusland invaderede Ukraine. Krigen satte også en kile af uro ind. Den er roligt vokset permanent gennem årene, fik sin egen personlige næring, mens jeg dykkede ned i min polsk-jødiske familiehistorie i arbejdet med min bog ’De Mørke Bånd’, og er nu vokset til en presserende størrelse, siden Trump trådte til, og verdens magtlinjer står til at blive trukket på en ny måde.
Tankerne summer mere intenst og stærkere nu. Jeg er ikke den eneste. Det går igen som en underliggende, mørk strøm i hverdagssamtaler med venner og bekendte.
»Jeg kan slet ikke overskue det«, lyder det lidt opgivende i de ellers normale ordvekslinger om børnenes tilstand og weekendens planer. Den ene hånd prepper og køber flere gadgets ind. Den anden hånd bliver holdt ud i strakt tilstand for at holde verden ude.
Det er også tanker, som jeg har strittet imod og haft lange, udmattende diskussioner med mig selv om. Bevar nu optimismen, Nathalie. Parker de fatalistiske scenarier, og skru ned for dommedag, tak. Tag det dog roligt, menneske!
Men det er svært at holde det hele på afstand, når ens efternavn rummer den historie, det nu engang gør. Jeg forsøger at trække vejret roligt, mens det rumsterer og rasler derinde i hovedet. Det er fornemmelsen af en stærk forpligtigelse. Til ikke at negligere situationens alvor. Til ikke at lade, som om det går over. Til på en eller anden måde at regne den ud, selv om spillepladens form har ændret sig så meget, at selv eksperterne er blevet alvorligt bekymrede.
Vi har ingen undskyldninger for ikke at prøve. Vi kender dramaturgien fra tidligere konflikter og truende scenarier.
Jeg vil gerne være på forkant med vores egen verdenshistorie lige nu og her ved at række bagud i min egen familiehistorie, hive erfaringerne op til nutiden og på en eller anden magisk måde være i stand til at mobilisere en indre styrke, der gør mig kampklar i netop denne tid, hvor der bliver skrevet nye, alvorlige kapitler i Europas historie.
Det er et uroligt mentalt ståsted, der allerede nu synes at befinde sig lysår fra den optimistiske ungdom og de tidlige voksenår, jeg havde i København op gennem 00’erne og 10’erne. Her havde jeg mere travlt med at få fuld plade på identitetsmarkørerne end at tænke på noget så gammeldags og forskrækkeligt som krig.
Designertaske? Tjek. Bytur i Kødbyen? Tjek. Tur til New York? Tjek. Alt var i plus, og det var så rart, dejligt, globalt, smart og forunderligt at være i. Nysgerrigheden og det åbne sind havde ingen grænser. Vi var altid på forkant af tiden med en ny flybillet i hånden.
Tidsånden ser på mig. Med rynkede bryn og tunge ord. Vi er et andet sted nu, fortæller den mig. Mine bedsteforældre kalder på mig et sted derinde fra fortiden, og jeg kan ikke tillade mig at overhøre deres stemmer.
Min farmor Rywa blev under Anden Verdenskrig i 1941 deporteret fra Polen til Sibiriens iskolde fangenskab. Hun voksede op i en fattig jødisk skomagerfamilie i den polske by Bialystok, som i krigens første år var blevet annekteret af Sovjet (Molotov-Ribbentrop-pagten). I det Stalin-anspændte klima, hvor alle holdt øje med alle, blev min farmors familie kynisk angivet af deres overbo til det hemmelige, sovjetiske politi. Blot fordi overboen ville have deres lejlighed.
Anklagen var, at min oldefar havde samarbejdet med de polske officerer, fordi han havde solgt dem støvler. Det blev fortolket som anti-stalinistisk adfærd, og hele familien blev deporteret til Sibirien i 1941.
Over 14 dage rejste de over 3.000 kilometer i en overfyldt kreaturvogn over skinnerne til byen Karaganda (der i dag ligger i Kazakhstan). Ud til et fangenskab i den vidtstrakte vildmark med iskolde vintre.
Fem år levede hun med sin familie i vildmarkens rå vidder, revet væk fra normalen. I et Stalin-trynet liv. Fem år, hvor de var bittesmå menneskelige brikker i magtens store mørke spil. Ydmygelsen blev der for min farmor sat fed streg under, da hun fik flere måneders ophold i en form for ungdomsfængsel for at have taget nogle tabte kul, der lå på jorden efter lastbilernes kørsel fra kulminen. Den slags tålte diktatorens øjne ikke.
Hun har været i mine tanker en del her på det sidste. Særligt når Trump taler om at rykke mennesker ud af Gaza og lufter planer om at trække nye streger på verdenskortet, tænker jeg på det, hun gennemlevede som ung pige. Hendes hårde skæbne midt i verdenshistoriens sider.
Min farfar Jankiel var igennem tre kz-lejre under krigen. Hans første kone og barn blev myrdet i Majdaneks gaskamre. Han blev selv sendt videre til Auschwitz, hvor han fik tatoveret nummeret B-1703 på armen. Han endte i Dachau og blev her befriet af amerikanerne ved krigens slutning. Resten af sit liv talte han med stor varme om USA. Tænk, at de amerikanske soldater havde reddet ham.
Opholdet i både Auschwitz og de to andre kz-lejre, min farfar var igennem, før han igen blev et frit menneske, satte sig i ham.
I september 1970 blev han tilfældigt interviewet af avisen Aktuelt, der havde sendt en reporter ud til lufthavnen for at spørge flypassagerer på vej mod Israel, om de var bange for at flyve oven på den seneste tid med PFLP-flykapringer.
Min farfars svar værner jeg om i denne tid. Det er fyldt med en beundringsværdig stoisk ro og afslører meget om den mentale målestok, han brugte efter sin tid i lejrene.
»En flybortførelse kan ikke være værre end et ophold i Auschwitz. Så nogen større grund til panik kan jeg ikke se, der er«.
Stædigt og modigt fik disse to mennesker genrejst et normalt liv midt i Bialystoks ruiner. Altså så nogenlunde normalt, som det nu engang kunne være midt i alle traumerne.
Mens deres tilværelse så allermest stabil ud, blev de med deres to sønner, min far og onkel, igen tvunget til at forlade Polen i slutningen af 60’erne som politiske flygtninge som følge af kommunisternes antisemitiske kampagne. De landede i Danmark. Igen med én opgave foran sig: at genrejse et normalt liv.
I denne tid læner jeg mig ind i mine bedsteforældre. Ind i deres sejhed, i deres vilje. Jeg prøver at dissekere deres overlevelse stykke for stykke i den her forberedelse på det uvisse, som jeg er i færd med.
Forhold dig realistisk til det, der sker. Tag skyklapperne af. Bevar roen. Og gå fremad med de værdier i hænderne, som du vil bevare. Vær optimistisk omkring det, du selv kan tage styringen over.
Det er nogenlunde det, jeg indtil videre har tappet som koncentrat fra mine bedsteforældres historie. Mens jeg fortsat brygger videre.
Jeg ved, at man kan komme ud af en krise, af en flugt og en krig som et værdigt menneske. Det lykkedes for mine bedsteforældre. De kæmpede videre. Skridt for skridt. Og fik genskabt sig selv som hele mennesker, der hverken var brudt helt sammen eller var ude af stand til at leve videre. Trods grusomhederne fra diktatorerne Hitler og Stalin, de hver især havde oplevet.
De drog omsorg for deres nære på deres egen måde. De var retskafne sjæle, der navigerede efter klare medmenneskelige værdier.
Særligt min farmor bevarede det kølige overblik og traf nogle afgørende, rigtige valg undervejs. Hun insisterede på at flygte ud af Polen i 1969, da den politiske situation blev for anspændt, og min familie oplevede de direkte konsekvenser af antisemitismen.
Hun satte stolen for døren over for min farfar og truede ham med skilsmisse, hvis han ikke ville flygte med drengene og hende. Hun insisterede også på, at de skulle søge asyl i Danmark og undgå Israel, fordi hun mente, at der aldrig for alvor ville komme fred i den region. Freden ville aldrig være til stede der, mente hun.
Jeg peger det tilbage mod mig selv: Hvor langt rækker mit eget mod egentlig? Hvad vil jeg være i stand til i krigstid? Kan jeg gribe et våben? Vil jeg være i stand til at bevare og bruge det klarsyn, min farmor havde? Har jeg samme overlevelsesevne som min farfar?
Jeg håber, at vi når derhen, hvor det ikke er nødvendigt at svare på de spørgsmål. Omvendt vil jeg heller ikke være naiv, mens jeg igen tænker på den flugtrute, jeg har planlagt. Jeg vil gerne være forberedt. På det værst tænkelige.
fortsæt med at læse
